1.5 SØFARTSNATION OG KOLONIMAGT (fra ca. 1620)
I 1600- og 1700-tallet blev Danmark ligesom mange andre vesteuropæiske lande en kolonimagt. Det vil sige, at Danmark erhvervede landområder uden for Danmark og erklærede dem, som en del af det danske rige.
Danmark byggede forter på Guldkysten ved Afrikas vestkyst i det nuværende Ghana, hvorfra i alt over 100.000 slaver blev sejlet til de danske kolonier i Vestindien (Caribien) – Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan – på den anden side af Atlanterhavet. På de Dansk Vestindiske Øer blev slaverne tvunget til at arbejde i sukkerrørsplantagerne eller i de europæiske plantageejeres huse. Sukkeret blev transporteret til København, hvor det blev solgt videre enten i Danmark eller i udlandet. Slavehandelen blev forbudt fra 1803, men frem til 1848 var det stadigvæk tilladt at holde slaver på øerne. Danmark oprettede også handelskolonier i Trankebar og Serampore i det nuværende Indien. Herfra kunne danske skibe fragte krydderier, salpeter til fremstilling af krudt, bomuldsvarer og andre kostbare varer til Europa.
Fra 1721 ankom kristne missionærer til Grønland med støtte fra den danske konge. Den første var den norske præst Hans Egede. Ud over at målet var at gøre den grønlandske befolkning kristne, var det også et mål at sælge varer fra Grønland som sælskind, spæk og hvalkød. Danmark solgte sine kolonier i Indien og Ghana til Storbritannien i midten af 1800-tallet. De Dansk Vestindiske Øer blev solgt til USA i 1917 og går i dag under navnet De Amerikanske Jomfruøer. Grønland har nu selvstyre, men er stadigvæk i et såkaldt rigsfællesskab med Danmark sammen med Færøerne.
Kommentarer