6. Scenekunst

- Udgivet i artikel Kapitel 5. Dansk Kulturliv af

SCENEKUNST

Scenekunsten omfatter en række forskellige genrer: skuespil, ballet, opera, musical og revy. Fælles for scenekunstens forskellige genrer er, at de opføres her og nu foran et publikum. Og som det er tilfældet med andre kunstarter, er også den danske scenekunst inspireret af udlandet. I tiden før kristendommens indførelse har man brugt ritualer med dramatisk optræden, fremført for et publikum. Med kristendommen kommer den katolske kirkes skuespil til Danmark, og spil bliver opført i forbindelse med højtider. Det gælder eksempelvis Ludus de Sancto Kanuto Duce (Hellig hertug Knud), der handler om Knud Lavard, der blev myrdet af sin farbror. Knud Lavard (cirka 1096-1131) blev helgenkåret i Ringsted i 1170, og her er spillet om ham også blevet opført. Kongerne indbød i 1500- og 1600-tallet udenlandske trupper til at optræde i Danmark. Frederik den 2.s (1559-88) hof, hvor man var meget interesseret i al slags kunst, ansatte i 1586 en engelsk trup. Komikeren William Kempe (cirka 1560-1603), der siden spillede hos William Shakespeare, var en af truppens medlemmer.

I 1700-tallet blev dansk-norske Ludvig Holberg (1684-1754) opfordret til at skrive komedier til teateret, og han blev så grebet af arbejdet, at han på få år forfattede 25 komedier, hvor der bliver gjort grin med borgere, bønder og adelsfolk. Ofte er det en klog tjenestepige, der udtænker en intrige mod komediens ufornuftige personer. En af de mest opførte komedier er Erasmus Montanus (1723), hvor studenten Rasmus rejser fra København hjem til sine gamle forældre og sin ventende forlovede og praler af sin latinske lærdom. Holberg var den første, der skrev komedier på dansk, og komedierne spilles stadig ofte på danske scener. I begyndelsen af 1800-tallet fornys scenekunsten. Romantikkens digtere brugte dramatikken til at udtrykke store lidenskaber og følelser, og de fandt motiver i historien, i folkeeventyr og folkeviser. Eksotisk og eventyrligt stof var også vigtigt, og den ledende nationalromantiske digter Adam Oehlenschläger lod sig inspirere af de arabiske fortællinger i 1001 Nats Eventyr, da han i 1805 skrev eventyrspillet Aladdin eller Den Forunderlige Lampe om den unge dreng Aladdin, der får fat i en gammel lampe, der viser sig at kunne opfylde alle hans ønsker. Stykket foregår i mellemøstlige omgivelser, men er også en beskrivelse af personer og typer i datidens København. Det var eftertragtet blandt forfattere at skrive for teateret. Dramatikken blev anset for at være den fornemste kunstart, og Det Kongelige Teater blev en vigtig kulturinstitution. Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) var sammen med sin hustru Johanne Luise Heiberg (1812-90) fremtrædende her. Han blev direktør og forfatter for scenen, mens hun var en beundret skuespillerinde. De gjorde sig ikke mindst bemærket inden for den fransk inspirerede genre vaudeville, hvor dramatik og musik forenes i lystspil, ofte om kærlighedsforviklinger blandt borgerskabets unge.

På Oehlenschläger og Heibergs tid blev balletten en førende del af scenekunsten. Koreografen August Bournonvilles (1805-79) udgave af en italiensk ballet, Sylfiden, blev opført første gang på Det Kongelige Teater i 1836. Hans koreografi er den eneste, som har overlevet, og dermed er Sylfiden en af verdens ældste overleverede balletter. Sylfiden har en romantisk handling om en ung skotsk mand, James, der på sin bryllupsdag løber bort med en sylfide, det vil sige en usynlig kvinde af luft. Bournonville har internationalt haft enorm betydning for balletten som kunstart, og hans tradition blev videreført og fornyet i det 20. århundrede. Flemming Flindt (1936-2009) har også været med til at give dansk ballet stor anseelse i udlandet. Sammen med rockmusikerne i Savage Rose skabte han for eksempel balletten Dødens triumf (1971) bygget på et skuespil af den fransk-rumænske skuespilforfatter Eugène Ionesco. Balletten begejstrede med sin stærke kritik af et samfund på vej mod undergangen, og den forargede også, da flere dansere optrådte nøgne. I slutningen af 1800-tallet skabte nordiske, herunder danske, forfattere en række dramaer, der handlede om det moderne samfund og dets menneskeskæbner. Den dansk-jødiske Henri Nathansens (1868-1944) drama Inden for Murene handler om den unge jødiske pige Esther Levin og den unge ikke-jødiske Jørgen Herming, der forelsker sig i hinanden. Deres forhold giver problemer, fordi de har forskellig kulturbaggrund. Skuespillet, der giver et fint indblik i jødisk familieliv, blev opført første gang i 1912 og er blevet genopført lige siden på både Det Kongelige Teater og scener rundt omkring i Danmark.

I januar 1939, otte måneder før 2. Verdenskrig startede, havde Kjeld Abells (1901-61) skuespil Anna Sophie Hedvig premiere på Det Kongelige Teater. Skuespillet handler om lærerinden Anna Sophie Hedvig, der under et besøg hos sin familie i København fortæller, at hun har slået den grusomme og tyranniske skolebestyrerinde fru Møller ihjel. Anna Sophie Hedvig er et politisk skuespil, hvor Kjeld Abell indirekte opfordrer til modstand mod fascisme og nazisme. Digterpræsten Kaj Munk (1898-1944), der blev myrdet af nazister i 1944, skrev sit drama Niels Ebbesen, da han havde gjort op med sine egne sympatier for nazismen. Stykket bygger på en folkevise om den unge jyske adelsmand, Niels Ebbesen, der i 1340 dræber en af de store tyske grever, som Danmark var pantsat til. Stykket blev trykt og forbudt i 1942 og først opført i 1945. Med historien om Niels Ebbesen ville Munk vække danskerne til modstand mod nazismen og den tyske besættelsesmagt. Det var ikke blot i skuespil, men i høj grad også gennem revyerne, at kunstnere udtrykte modstand mod nazismen. Selv om der var indført censur under besættelsen, lykkedes det revyforfatteren Poul Henningsen at indsmugle en opfordring til modstand i Kjeld Abells revy Dyveke (1940), hvor Liva Weel (1897-1952) sang Poul Henningsens vise ”Man binder os på mund og hånd”. Det var tilsyneladende en sang om fri kærlighed, men publikum kunne ikke være i tvivl om, at budskabet var modstand og sammenhold om frihedsidealer. Teksten er senere indsunget og udgivet af bandet Outlandish i 2004.

Dansk scenekunst efter 2. Verdenskrig har gjort sig gældende inden for forskellige genrer. En forløber for nutidens standup-komedie var den dansk-amerikanske Victor Borges (1909-2000) shows med komik og musik. Han fik stor succes i USA med sit onemanshow Comedy in the Music, der blev opført over 800 gange på Broadway i New York fra 1953-1956. I 1970’erne arbejdede forskellige grupper med politisk teater og gadeteater, og i Holstebro åbnede Odin Teatret i 1966 som en international eksperimenterende scene. I 1960’erne og 70’erne blev tv-teateret populært, især med Leif Panduros (1923-77) dramatik om konflikter i familien og mellem generationer i en periode med voksende velstand i Danmark. Folk samledes om tv-skærmene, når Panduros stykker blev spillet. Et af de bedste er Farvel Thomas (1968) om en mand, der havner i en dyb krise og ensomhed, da han bliver skilt. Line Knutzon (født 1965) har fra 1980’erne og 1990’erne været med til at forny skuespilkunsten. Hendes dramatik er satirisk, samfundskritisk og meget morsom. Det er især hendes evne til at gøre replikker absurde og vanvittige, der får hendes stykker til at leve. Hendes første større succes er stykket Først bliver man jo født (1994), der foregår blandt beboere i en opgang med lejligheder. Musical-genren, der kombinerer traditionelt skuespil og dialog med musik og dans, blev populær fra slutningen af 1970´erne og frem med genopsætning af ældre amerikanske klassikere som Chicago og Guys and Dolls. Musikeren og komponisten Sebastian (født 1949) har skrevet musik til nogle af genrens største succeser på dansk grund som Skatteøen (1986) og Ronja Røverdatter (1991). Den sidste er baseret på en fortælling af den svenske børnebogsforfatter Astrid Lindgren. Nye eksperimenterende scener er også åbnet fra 1980’erne og frem, eksempelvis Dr. Dante på Frederiksberg i København og Mungo Park i Allerød i Nordsjælland. Og med standup-genrens popularitet i nutiden har scenekunsten fået nye genrer, der har appel til et stort publikum. I den såkaldte standupcomedy står komikeren på scenen og fremsiger jokes og underholdende historier direkte til publikum. Blandt de mest kendte danske standupkomikere er Casper Christensen (født 1968) og Anders Matthesen (født 1975).

Kommentarer