Loading...

  • 15 Apr, 2024

Kapitel 1 - Danmarks Historie del. 1/2

Kapitel 1 - Danmarks Historie del. 1/2

Kapitel 1 - Danmarks Historie del. 1/2

INDLEDNING

Det danske samfund har rødder, der rækker langt tilbage i tiden. Danmarks historie er vigtig at kende for at forstå det danske samfund, som det ser ud i dag. Velfærdssamfundet, det politiske system, økonomien, kulturen og hverdagslivet er alle resultater af en lang historisk udvikling. Danmark har i størstedelen af sin historie været en magtfaktor i Norden og omkring Østersøen og har bestået af mange forskellige befolkningsgrupper, men er gradvist blevet reduceret til en småstat med en forholdsvis ensartet befolkning. Den danske stat har eksisteret som selvstændig stat uden afbrydelser i over 1.000 år, og det er ret enestående set i et internationalt perspektiv. Danmark har gennem sin lange historie haft flere forskellige styreformer. Selv om alle styreformer har haft monarkiet som statsform, har kongemagten spillet meget forskellige roller gennem tiden.

I dag er kongen eller dronningen stadig formelt landets statsoverhoved, men det er de folkevalgte politikere, der har den politiske magt i Danmark. I dette kapitel gives et overblik over nogle af de historiske begivenheder og epoker, der har haft stor betydning for Danmarks udvikling frem til i dag. Det er ikke en fuldstændig og udtømmende Danmarkshistorie. Formålet er at beskrive de historiske hovedtræk og tendenser, der har sammenhæng med de fire centrale temaer, der gennemgås i de efterfølgende kapitler:

• Det danske demokrati

• Den danske økonomi

• Danmark og omverdenen

• Dansk kulturliv

Når der i lærematerialet efter en person er nævnt årstal i parentes, angiver det for konger eller dronninger deres regeringstid, mens årstallene for andre personer angiver deres levetid. Som eksempler kan nævnes Frederik den 3. (1648-70), der regerede fra 1648 til 1670 og Karen Blixen (1885-1962), der levede fra 1885 til 1962.

VIKINGETID (ca. 750-1050)

I vikingetiden blev Danmark samlet under én konge, og magten i landet begyndte at blive centraliseret. Vikingerne sejlede på togter ud i Europa, hvor de handlede, plyndrede og slog sig ned. Det var også i denne periode, at de fleste danskere blev kristne.

DET DANSKE RIGE TAGER FORM

Vikingerne beskrives ofte som brutale krigere, og det var nogle af dem også. Men i virkeligheden var langt de fleste i vikingetiden bønder, der dyrkede jorden og holdt dyr, eller de var handelsmænd, der købte og solgte varer. Den første kendte konge, Angantyr, samlede allerede omkring år 700 en del af det område, der senere blev til Danmark. Selve ordet ”Danmark” kendes fra slutningen af 800-tallet. ”Dan” kommer af ”daner” og betegner det folkeslag, som boede i det danske område. ”Mark” betyder ”grænseområde”. Danmark var altså ”danernes grænseområde”. Første gang, man ser navnet Danmark brugt inden for landets grænser, er på en såkaldt runesten fra cirka år 955 rejst af kong Gorm den Gamle til minde om sin kone Thyra. Ordet runesten kommer af, at teksten på stenen er skrevet med runer, som var vikingetidens skrifttegn. Gorm den Gamles og Thyras søn, Harald Blåtand, regnes som den første konge, der regerede hele Danmark, og han var også konge over dele af Norge. Harald Blåtand rejste også en runesten omkring år 965. Stenene står i dag i byen Jelling i Jylland. For at sikre sit rige mod fjender opførte Harald Blåtand omkring år 980 en række ringborge i forskellige dele af landet. Mange af disse (for eksempel Aggersborg og Fyrkat i Nordjylland, Nonnebakken på Fyn samt Trelleborg og Borgring på Sjælland) kan fortsat ses i det danske landskab. Disse militære anlæg var i datidens målestok store byggearbejder. De fortæller os derfor også, at den danske konge på dette tidspunkt havde magt til at indkræve skatter og skaffe store mængder arbejdskraft. Dette viser, at Danmark var ét rige samlet under én centralmagt.

VIKINGERNES KONTAKT MED OMVERDENEN

Vikingerne havde meget kontakt med udlandet. Udviklingen af vikingeskibene gjorde det muligt at rejse langt for at handle og bosætte sig. Vikingeskibene var nemlig både mere solide og smidige end tidligere tiders skibe. De kunne derfor sejle på havet også under vanskelige forhold, komme hurtigt frem og også sejle op ad floder til byer, der ikke lå ved havet. Vikingerne handlede med resten af Europa og havde også kontakt med de arabiske lande. Men ikke alt var fredelig samhandel. I 800-tallet tog danske vikinger også på togter blandt andet til England og Frankrig og så langt væk som til Konstantinopel (Istanbul). På disse togter udplyndrede de klostre og byer og krævede skat af de lokale. Under deres togter erobrede vikingerne også store landområder. Nogle vikinger bosatte sig i de områder, som de erobrede, for eksempel i Normandiet i Frankrig. Den danske kong Svend Tveskæg (987-1014) erobrede England, som han blev konge af i 1013. Hans søn Knud den Store (1018-35) var også konge af England, og herskede over Norge på det tidspunkt, hvor vikingeriget var størst. Det store rige faldt dog hurtigt fra hinanden igen. Men vikingernes tilstedeværelse i England har sat varige spor. Blandt andet fordi den engelske befolkning optog mange ord fra vikingernes sprog ”oldnordisk”, som er forløberen for nutidens dansk. Moderne engelsk skønnes at indeholde et par hundrede ord fra oldnordisk. Det gælder for eksempel egg (æg), window (vindue), knife (kniv), law (lov), sell (sælge).

ASATRO

I det danske område dyrkede indbyggerne en nordisk religion, der kaldes asatro. Det betyder troen på aserne, der var guder. Ifølge asatroen var verden delt i tre: Asgård, Midgård og Udgård. Guderne boede i Asgård. Derfra kunne man gå over regnbuen Bifrost og komme til Midgård, hvor menneskene boede. Længst væk – adskilt fra Midgård af et højt hegn – lå Udgård, hvor gudernes fjender ”jætterne” (onde kæmper) og deres konge Udgårds-Loke, boede. Centralt i asatroen er det såkaldte ”Ragnarok”, som er forestillingen om, at verden en dag vil gå under og blive ødelagt. Gudernes konge hed Odin. Han er ofte beskrevet som en ældre mand med kun ét øje og to ravne siddende på skuldrene. Blandt de andre guder i den nordiske mytologi kan nævnes Freja, der var gudinde for frugtbarhed, og torden- og krigsguden Thor, der kørte hen over himlen med sin vogn, hvilket ifølge myten var det, man kunne høre, når det tordnede. Mange gudenavne fra den nordiske mytologi lever videre i det danske sprog, for eksempel i ugedagenes navne. Onsdag kommer af Odin, torsdag af Thor. Også mange stednavne har rødder i mytologien. Det gælder for eksempel Odense. Navnet kommer af ”Odins vi”, der betyder Odins helligdom. Tórshavn, som er den største by på Færøerne, er naturligvis Thors havn. Thors hammer, som hedder Mjølner. I vikingetiden kom kristendommen til Danmark og erstattede langsomt asatroen. Den tyske missionær Ansgar byggede i midten af 800-tallet kirker i Hedeby og Ribe, og i cirka 965 blev Harald Blåtand døbt. På den runesten, han rejste ved Jelling, står der, at kong Harald vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Harald Blåtands Jellingsten kaldes derfor ofte for Danmarks dåbsattest.

MIDDELALDER (ca. 1050-1500)

I middelalderen kæmpede kongen, kirken og adelen ofte mod hinanden om magten. Kongemagt og kirke kom dog med tiden til at hænge tættere sammen. Ud over denne udvikling i styreform var middelalderen også en periode med vigtige nyskabelser som Jyske Lov og Danmarkshistoriens værste pestepidemi, Den Sorte Død. Desuden blev hele Norden samlet i én union, Kalmarunionen.

MAGTKAMP MELLEM KONGE, ADEL OG KIRKE

Efter Knud den Stores død i 1035 fulgte en ustabil periode. En række danske konger blev myrdet, og det gjorde kongemagten svagere. For eksempel blev Knud den Hellige (1080-86) dræbt i Sankt Albani Kirke i Odense i 1086 af stormænd, der var de rigeste mænd i landet. Stormændene var utilfredse med, at de skulle betale bøder til kongen, hvis de ikke deltog i militærtjeneste. Mordet på kongen gjorde det klart, at kongerne for fremtiden kun kunne regere, hvis de lavede aftaler med stormændene. Disse aftaler udviklede sig til egentlige kontrakter om, hvordan magten skulle fordeles mellem kongen og stormændene. Disse kontrakter kaldtes håndfæstninger. Den sidste håndfæstning blev underskrevet af Frederik den 3. i 1648. Den blev siden hen annulleret i forbindelse med indførelsen af det enevældige arvekongedømme i 1660-61. De første mere end 100 år efter, at Harald Blåtand var blevet døbt som kristen, var kristendommen i Danmark underlagt ærkebiskoppen i Hamborg-Bremen i Tyskland, som de tyske kejsere havde stor indflydelse på. Dette svækkede den danske konge og dermed Danmarks selvstændighed. Men i løbet af 1000-tallet opstod en selvstændig dansk kirke. Den var inddelt i otte stifter, det vil sige geografiske områder, der var administreret af kirken med en biskop som øverste leder.

I 1103 fik Lund i Skåne, som indtil 1658 var en del af Danmark, sin egen ærkebiskop med hele Norden under sig. Norden blev dermed et selvstændigt kirkeligt område som en del af den katolske kirke og direkte under paven i Rom – uafhængigt af den tyske kejsers magt. Nogle hundrede år efter, at kristendommen blev indført, havde kirken fået stor magt. Kirken blev en vigtig del af ethvert menneskes hverdag. Befolkningen skulle betale skat til kirken, som hed ”tiende”, fordi den udgjorde en tiendedel af høsten eller anden produktion. Kirken bestemte i høj grad, hvad man måtte tro på, hvordan man skulle leve og hvad der var rigtige og forkerte (syndige) gerninger. Centrum for troen var byens eller landsbyens kirke, og omkring 1250 var der blevet bygget op mod 3.000 kirker i Danmark. Man kom blandt andet i kirken for at bede til Gud eller få tilgivelse af præsten, hvis man i kirkens øjne havde gjort noget forkert (syndet). Tilgivelse for synd kunne ofte fås ved at betale penge til kirken (aflad). Og kirkens messe (gudstjeneste) hver søndag skabte forsoning mellem Gud og mennesker. Der blev også bygget klostre, hvor munke og nonner kunne leve det perfekte kristne liv. Mange klostre tog sig også af de syge og de fattige. Kirken kom hurtigt til at eje store jordområder i Danmark, og den katolske kirke var en international organisation med stor indflydelse i Europa. Middelalderens danske konger måtte derfor sørge for, at kirken var på deres side. Fra midten af 1100-tallet til midten af 1200-tallet fik kongemagten fornyet styrke. At kongemagten var stærk kan blandt andet ses i en række love, der blev lavet på denne tid, hvoraf Jyske Lov fra 1241 er den mest kendte.

Det var nemlig nu kongen, der lavede lovene. At der kom love var vigtigt for det danske retssamfund i middelalderen. Tidligere havde slægterne hævnet sig på hinanden, hvis der var begået forbrydelser. Jyske Lov tog afstand fra denne form for blodhævn. Loven ophævede også store dele af den såkaldte sædvaneret, der byggede på uskrevne regler. Sætningen ”Med lov skal man land bygge” stammer fra indledningen til Jyske Lov. Loven gjaldt først kun i Jylland, men store dele af den blev senere skrevet ind i Danske Lov fra 1683, den første fælles lov for hele Danmark. Danske konger gennemførte især i 1200-tallet adskillige korstog. Det var militære aktioner i området omkring Østersøen for at omvende hedenske folk, det vil her sige ikke-kristne, befolkninger til kristendommen. Et af de mest kendte korstog gik i 1219 til Estland. Det fortælles, at Dannebrog under et slag ved Tallinn faldt ned fra himlen og sikrede, at danskerne vandt slaget.

PEST, GENOPBYGNING OG KALMARUNION

I første halvdel af 1300-tallet var Danmark præget af splittelse og borgerkrig. Det lykkedes kong Valdemar Atterdag (1340-75) at samle det danske rige igen og genopbygge den danske statsmagt. I Valdemar Atterdags regeringstid hærgede pesten, der blev kaldt Den Sorte Død. Pesten ramte Danmark og resten af Europa omkring 1350 og slog op mod halvdelen af befolkningen ihjel. Tragedien styrkede dog kongens magt. Han inddrog nemlig meget af den jord, der havde tilhørt dem, som døde af pesten. Efter Valdemar Atterdags død i 1375 blev det hans datter, Margrete (den 1.), der fik magten i landet. Det lykkedes også Margrete at blive regent i Norge, som dengang også omfattede Færøerne, Island og dele af Grønland. Og i 1397 samlede hun Danmark, Norge og Sverige i en union med Danmark som den dominerende magt. Denne union blev kaldt Kalmarunionen, fordi unionstraktaten blev underskrevet i den svenske by, Kalmar. Kalmarunionen blev endeligt opløst i 1523, hvor Sverige rev sig løs for altid. Norge forblev i union med Danmark indtil 1814.

REFORMATION, SVENSKEKRIGE OG ENEVÆLDENS INDFØRELSE (ca. 1500-1700)

Med reformationen i 1536 blev protestantismen indført i Danmark. Det betød samtidig, at kongens magt blev meget større. Kirken, det vil sige det kristne trossamfund, blev lagt ind under kongen i stedet for at være under paven, og kongen overtog kirkens ejendom.

REFORMATIONEN

I middelalderen var den danske kirke en del af den katolske kirke, som hørte direkte under paven i Rom. Kirken i Danmark var derfor relativt uafhængig af kongen. Kirken var en rig og magtfuld institution, men omkring år 1500 blev dens magt truet af flere bevægelser, der ønskede at reformere kirken. Disse bevægelser blev kaldt protestantiske. En af disse bevægelser blev ledet af den tyske munk Martin Luther. Oprøret førte til, at store dele af Nordeuropa brød med paven. I stedet blev der grundlagt uafhængige protestantiske kirker i nært samarbejde med de lokale konger og fyrster. Martin Luthers ideer kom til Danmark i 1520’erne. Det var især præsten Hans Tausen (1494-1561), der udbredte dem. De gik først og fremmest ud på, at man kun kunne opnå frelse ved at tro og ikke ved at gøre gode gerninger eller ved at købe aflad. Diskussionerne om kristendommen udviklede sig hurtigt til en folkelig opstand, der var rettet mod den rige og magtfulde katolske kirke.

I 1534 udbrød der borgerkrig i Danmark mellem kirkens katolske magthavere og tilhængerne af protestantismen. Under Christian den 3.s (1536-59) ledelse vandt protestanterne i 1536 borgerkrigen. Samme år blev reformationen, det vil sige den religiøse forandring af kirken med udgangspunkt i Martin Luthers protestantiske lære, formelt gennemført. Danmark blev et protestantisk land, og kongen afsatte de katolske biskopper. Den danske kirke hørte nu under kongen i stedet for under paven. Reformationen medførte, at kirkens politiske magt blev meget mindre. Den katolske kirke havde ejet meget store værdier og haft meget jord, og alt dette overtog kongen nu. Samtidig lukkede han klostrene. Hidtil havde kirkens sprog været latin, som kun få forstod. Matin Luther mente, at alle skulle have adgang til kristendommen på deres eget sprog. Reformationen indebar derfor, at Biblen nu blev oversat til dansk, og gudstjenester og salmesangen foregik fra nu også kun på dansk. Reformationen betød også, at det kun var kongen, der kunne udnævne præster og biskopper. På den måde kunne kirken nu bruges til at styrke kongemagten og med den oversatte Bibel også et fælles dansk skriftsprog ud i alle hjørner af det danske rige. På længere sigt fik reformationen afgørende betydning for Danmarks historie, fordi den knyttede stat, kirke, sprog og befolkning tæt sammen. I første omgang blev det begyndelsen til en stærk statsmagt, der i 1660-61 udviklede sig til kongelig enevælde.

CHRISTIAN DEN 4. OG SVENSKEKRIGENE

Christian den 4. (1588-1648) var konge i næsten 60 år, og har dermed været konge længere end nogen anden i Danmarkshistorien. Han er også en af de mest betydningsfulde konger. Han havde som andre konger i sin samtid stor interesse for kunst og arkitektur og stod bag en lang række byggerier. I første halvdel af 1600-tallet fik han opført mange bygninger – især i og omkring hovedstaden København. Han fik blandt andet opført kendte bygningsværker som Frederiksborg Slot ved Hillerød, Københavns Børs samt Rosenborg Slot og Rundetårn i København. Han grundlagde også adskillige nye byer – mest uden for det nuværende Danmark som for eksempel Kristianstad i Skåne, Kristiansand i Norge og Kristiania, som nu hedder Oslo og er Norges hovedstad.

Men Christian den 4.s regeringstid var også præget af tabte krige og landområder. Da han overtog regeringsmagten, var Danmark dominerende i området omkring Østersøen; men også Sverige havde store ambitioner for området. Magtbalancen mellem Danmark og Sverige ændrede sig markant, da Christian den 4. i årene 1625-29 trak Danmark ind i Trediveårskrigen – en europæisk storkrig, som især foregik i Tyskland (1618-48). Kongen led et stort militært nederlag i 1626, og da Danmark trak sig ud af krigen i 1629, var Sverige blevet den førende magt i østersøområdet. Det dårlige forhold til Sverige fortsatte i resten af Christian den 4.s regeringstid. I 1643 angreb Sverige Danmark, og i 1645 måtte Danmark blandt andet afstå provinsen Halland i 30 år, øen Gotland i Østersøen og dele af Norge til Sverige. Ved Christian den 4.s død i 1648 var Danmark et land i dyb krise, og Sveriges overmagt i forhold til Danmark skulle vare resten af 1600-tallet. I årene 1657-60 var Danmark i to omgange igen i krig med Sverige. Under den første af disse krige erobrede svenskerne store dele af Danmark, som ved en fredslutning i Roskilde (Roskilde-freden) i 1658 for altid måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge samt flere norske områder til Sverige. Bornholm blev også afstået til Sverige ved samme fredsslutning – men øens befolkning iværksatte hurtigt et oprør og fik styrtet det svenske styre på øen, således at Bornholm igen blev dansk. Senere samme år fortrød den svenske konge, at han ikke havde erobret hele Danmark. Igen blev der krig, og svenskerne belejrede København, det vil sige, at de omringede byen for at få den til at overgive sig. Men med hjælp fra Nederlandene lykkedes det den danske hovedstad at modstå belejringen, og svenskerne fik ikke erobret flere danske områder. Ligeledes måtte svenskerne acceptere, at Bornholm skulle forblive dansk. Men tabet af de mange landområder fik store konsekvenser for Danmark. Det gjaldt i særlig grad tabet af Skåne, fordi Danmark nu ikke længere kontrollerede begge sider af Øresund, som var ind- og udsejlingen til Østersøen, og fordi Skåne havde en vis del af Danmarks frugtbare jord velegnet til landbrug. Danmark var herefter ikke længere en magtfaktor i Nordeuropa.

ENEVÆLDEN INDFØRES

Oven på de tabte krige til Sverige og landets dårlige økonomi voksede kravet i befolkningen om at afskaffe adelens særlige fordele. Adelen var stormænd, som typisk var godsejere, og de havde en række privilegier. De skulle for eksempel ikke betale skat, de kunne vælge, hvem der skulle være ny konge, når en konge døde. De kunne også med en håndfæstning tvinge den nye konge til at dele magten med dem.

I oktober 1660 fik kong Frederik den 3. (1648-70) indført, at adelen fremover skulle betale skat blandt andet til at genopbygge landet efter krigene mod Sverige. Adelen, som ikke havde været til meget hjælp under krigen, måtte også acceptere, at kongemagten fremover automatisk skulle gå i arv fra den regerende konge til hans nærmeste arving. Kongen brugte sin nye magt til i 1660-61 at indføre en ny styreform i Danmark, som kaldtes enevælde. Kongen regerede nu landet helt alene. Han kunne nu selv ansætte embedsmænd, indføre love og opkræve skatter uden først at spørge andre om lov. Der opstod en egentlig central statsadministration. Som det eneste enevældige monarki i Europa fik Danmark i 1665 en grundlov, der var formuleret og skrevet ned. Denne lov kaldtes Kongeloven og fastslog først og fremmest, at kongen havde næsten ubegrænset magt. Kongeloven satte kun meget få grænser for, hvad kongen måtte. Han måtte ikke afgive sin enevældige magt hverken helt eller delvist. Han måtte heller ikke dele kongeriget mellem sine børn, men skulle lade det hele gå i arv til tronfølgeren. Endelig skulle han tilhøre den protestantiske kirke, som var blevet skabt med reformationen i 1500-tallet med udgangspunkt i Martin Luthers lære. Kongeloven var grundlaget for kongens enevældige magt helt frem til den første demokratiske grundlov i 1849.

SØFARTSNATION OG KOLONIMAGT (fra ca. 1620)

I 1600- og 1700-tallet blev Danmark ligesom mange andre vesteuropæiske lande en kolonimagt. Det vil sige, at Danmark erhvervede landområder uden for Danmark og erklærede dem som en del af det danske rige. Danmark byggede forter på Guldkysten ved Afrikas vestkyst i det nuværende Ghana, hvorfra i alt over 100.000 slaver blev sejlet til de danske kolonier i Vestindien (Caribien) – Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan – på den anden side af Atlanterhavet. På de Dansk Vestindiske Øer blev slaverne tvunget til at arbejde i sukkerrørsplantagerne eller i de europæiske plantageejeres huse. Sukkeret blev transporteret til København, hvor det blev solgt videre enten i Danmark eller i udlandet. Slavehandelen blev forbudt fra 1803, men frem til 1848 var det stadigvæk tilladt at holde slaver på øerne. Danmark oprettede også handelskolonier i Trankebar og Serampore i det nuværende Indien. Herfra kunne danske skibe fragte krydderier, salpeter til fremstilling af krudt, bomuldsvarer og andre kostbare varer til Europa.

Fra 1721 ankom kristne missionærer til Grønland med støtte fra den danske konge. Den første var den norske præst Hans Egede. Ud over at målet var at gøre den grønlandske befolkning kristne, var det også et mål at sælge varer fra Grønland som sælskind, spæk og hvalkød. Danmark solgte sine kolonier i Indien og Ghana til Storbritannien i midten af 1800-tallet. De Dansk Vestindiske Øer blev solgt til USA i 1917 og går i dag under navnet De Amerikanske Jomfruøer. Grønland har nu selvstyre, men er stadigvæk i et såkaldt rigsfællesskab med Danmark sammen med Færøerne.

OPLYSNINGSTID OG VEJEN TIL DEMOKRATI (ca. 1700-1849)

Oplysningstiden i 1700-tallets Europa var en tid, der var præget af store forandringer. Oplysningstiden byggede på den opfattelse, at befolkningen gennem oplysning, tolerance og kritisk tænkning kunne blive friere og bedre mennesker. Fornuften skulle føre til frihed for den enkelte. Sådanne tanker nåede også til Danmark. Det voksende borgerskab i byerne krævede at få del i magten og begyndte at angribe enevælden.

STAVNSBÅND OG LANDBOREFORMERNE

I første halvdel af 1700-tallet var der økonomisk krise i landbruget i Danmark. For at sikre stabil arbejdskraft på godserne indførte kongen stavnsbåndet i 1733. Stavnsbåndet indebar, at alle bønder, som udgjorde størstedelen af befolkningen, skulle blive på det gods, hvor de var født, indtil de var 40 år. Godsejerne var dermed sikret arbejdskraft. Til gengæld skulle godsejerne stille nogle af deres bønder som soldater til hæren. De fleste bønder i Danmark var på den tid fæstebønder. Det vil sige, at de boede på en af godsejerens mindre gårde. Fæstebønderne skulle både betale afgift til godsejeren og udføre gratis arbejde på godsejerens jord for at øge produktionen på godserne. Mod slutningen af 1700-tallet begyndte oplysningstidens ideer så småt at slå igennem i Danmark. Blandt andet blev der gennemført en række reformer af landbruget og af forholdene for landbefolkningen. Landboreformerne, som har spillet en stor rolle i udviklingen af både det danske landbrug og det danske samfund, medførte, at landbruget i løbet af 1800-tallet udviklede sig fra et middelalderligt system med fæstebønder til et mere moderne landbrug med selvejende bønder.

Fra 1788 blev stavnsbåndet ophævet. Ophævelsen betød, at fæstebønder selv kunne vælge, om de ville blive boende på det gods, de havde hørt til. Eller om de ville flytte væk derfra. Et vigtigt resultat af reformerne var også, at bønderne fik mulighed for selv at eje jord. Godsejerne solgte nemlig i mange tilfælde jorden til de bønder, som hidtil havde lejet den. Man fordelte i mange tilfælde også landsbyens fælles jord mellem de enkelte gårde. På den måde fik den enkelte bondesamlet sine marker på ét sted, så jorden kunne dyrkes mere effektivt.

Tidligere lå bøndernes gårde samlet i en landsby. Nu blev mange gårde flyttet ud fra landsbyerne til bondens egen jord. Denne udflytning af gårdene præger stadig det danske landskab. Selv om landboreformerne forbedrede vilkårene for fæstebønder og selvejere, var livet på landet stadig hårdt. En voldsom vækst i befolkningstallet gennem 1800-tallet betød, at mange bønder ikke kunne få deres egen gård. Dermed voksede underklassen på landet ved at husmændene blev flere. De boede typisk i mindre huse og havde kun små stykker jord at dyrke eller holde nogle få husdyr på. Derfor arbejdede de oftest som landarbejdere på nærliggende gårde eller godser.

DEN FLORISSANTE PERIODE OG ENGLANDSKRIGE

I sidste fjerdedel af 1700-tallet blomstrede dansk søfart, og København udviklede sig til en international storhavn. Perioden kaldes Den Florissante Periode (’florissant’ betyder’blomstrende’). Gennem det meste af 1700-tallet var der fred i Danmark, der holdt sig neutral i krigene. Omvendt blev blandt andet Storbritanniens, Frankrigs og Nederlandenes flåder anvendt til krig. Samtidig blokerede disse stormagter hinandens havne og sejlruter. De sendte derfor i stort omfang deres varer ombord på neutrale danske skibe, som kunne komme frem de fleste steder. Skibene sejlede værdifulde laster til København, hvor de blev videresolgt til andre europæiske lande.

Denne neutralitetshandel bragte således i første omgang store indtægter til landet, men på lidt længere sigt blev samme handel også vejen ind i Napoleonskrigene, hvilket havde katastrofale konsekvenser. I Danmark bliver disse krige også kaldt Englandskrigene, fordi Danmark blev allieret med Frankrig i krig mod England (Storbritannien). Krigene begyndte i 1792 som følge af Den Franske Revolution i 1789. I krigenes første tid var Danmark neutral og tjente med sin store handelsflåde godt på at sejle varer til både Storbritannien og Frankrig. Handelsflåden blev beskyttet af Danmarks egen krigsflåde, og det var Storbritannien utilfreds med, fordi de ikke ønskede, at Danmark handlede med Frankrig. Derfor angreb og besejrede den britiske flåde den danske flåde i 1801. Slaget kaldes Slaget på Reden, fordi det fandt sted i farvandet lige uden for Københavns havn i det område, der kaldes Københavns Red. I 1807 ville den franske kejser Napoleon den 1. føre økonomisk krig mod Storbritannien ved at blokere handelsruterne til og fra Storbritannien med krigsskibe. For at forhindre Napoleon i at bruge de danske skibe i blokaden, valgte briterne at erobre hele den danske flåde og bombarderede i den forbindelse København. Begivenheden kaldes Københavns Bombardement. Efter nederlaget blev Danmark tvunget til at vælge side og valgte Frankrig. Napoleonskrigene endte med, at Danmarks allierede, Frankrig, tabte til de øvrige europæiske stormagter. Det betød, at Danmark ved en fredsaftale i 1814 måtte afgive Norge til Sverige. Over 400 års dansk-norsk union (siden 1380) var dermed bragt til ende.

VEJEN TIL EN FRI GRUNDLOV

I 1800-tallet blev Danmark påvirket af de folkelige og demokratiske strømninger, som blandt andet udsprang af Den Franske Revolution i 1789. I 1848 udbrød der revolution i mange europæiske hovedstæder. Der blev ikke revolution i Danmark, men uroen rundt om i Europa påvirkede landet. Borgerskabet i København krævede i marts 1848, at kong Frederik den 7. (1848-63) skulle indføre en fri forfatning. Presset af den ophidsede folkestemning valgte kongen at følge kravet. Han ophævede den enevældige statsform og erklærede sig som konstitutionel konge. Det vil sige, at han skulle regere i samarbejde med folket på baggrund af konstitutionen (grundloven). Den 5. juni 1849 underskrev Frederik den 7. Danmarks første frie forfatning, Danmarks Riges Grundlov. Med grundloven fik Danmark et parlament med to lovgivende forsamlinger, Folketinget og Landstinget, der samlet blev kaldt Rigsdagen. Efter næsten 200 år (siden 1660-61) under enevældige konger fik en del af den danske befolkning nu direkte indflydelse på lovgivningen. Mænd over 30 år kunne vælge medlemmer til Rigsdagen. For at kunne blive valgt til Folketinget skulle man være fyldt 25 år, mens medlemmer af Landstinget skulle være fyldt 40 år og have en høj indkomst. Hverken kvinder eller fattige havde valgret, det vil sige retten til at stemme, eller kunne vælges til Rigsdagens to instanser. Ikke desto mindre var grundloven meget demokratisk og liberal sammenlignet med de fleste andre staters forfatninger på den tid.

DE SLESVIGSKE KRIGE (1848-64)

I første halvdel af 1800-tallet voksede nationalbevidstheden i Europa, herunder i Danmark. Det samme gjorde modsætningsforholdet mellem dem, der følte sig henholdsvis danske og tyske i det danske rige. Det udløste i 1848-50 en borgerkrig mellem kongeriget Danmark og tysksindede oprørere i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, hvor den danske konge også var regent. Danmark vandt krigen, men problemet var ikke løst. I 1864 udløste de nationale spændinger igen en krig. Denne gang vandt tyskerne, og Danmark mistede både Slesvig og Holsten.

DEN 1. SLESVIGSKE KRIG

Den danske helstat bestod i midten af 1800-tallet af det danske kongerige samt hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Den danske konge regerede i alle tre dele af riget. Den øgede nationalfølelse og de demokratiske tanker skabte spændinger mellem den dansktalende og den tysktalende del af befolkningen. Befolkningen i Holsten var tysk, og mange så det som naturligt, at holstenerne gerne ville rive sig løs fra Danmark og tilslutte sig Det Tyske Forbund, men i Slesvig var der både dansktalende, som ville forblive en del af Danmark, og tysktalende indbyggere, som ville løsrive sig og tilslutte sig Det Tyske Forbund sammen med Holsten. Det kaldtes det slesvigske problem. Folk og politikere på begge sider af grænsen diskuterede, hvor den danske grænse skulle gå. I 1848 fik Slesvig og Holsten afslag på deres krav om en selvstændig fri forfatning for Slesvig og Holsten i lighed med den danske grundlov, der var på vej. Afslaget førte til borgerkrig mellem slesvigske og holstenske oprørere på den ene side og Danmark på den anden side. Det Tyske Forbund og den stærkeste af de tyske stater, Preussen, bakkede op og sendte et stort antal soldater ind i krigen på hertugdømmernes side.

I 1849 udkæmpede Danmark og slesvig-holstenerne en række slag. Et af dem var ved Fredericia i juli, hvor den danske hær sejrede. I 1850 blev Det Tyske Forbund og Preussen presset af Rusland til at trække deres hjælpetropper ud af konflikten. Derefter vandt den danske hær en række afgørende sejre, blandt andet ved Isted i juli 1850. Det var det blodigste slag under krigen med tusindvis af døde og sårede. Efter en mægling fra de europæiske stormagter blev resultatet, at de to hertugdømmer fortsat skulle indgå i den danske helstat. Den løsning skulle vise sig ikke at holde længe. Treårskrigen i perioden 1848-50 kaldes også Den 1. Slesvigske Krig.

DEN 2. SLESVIGSKE KRIG

Efter Den 1. Slesvigske Krig havde Danmark lovet stormagterne, at Danmark ikke ville binde Slesvig tættere til sig end Holsten. Men Danmark brød sit løfte. I 1863 vedtog den danske rigsdag presset af folkestemningen en ny fælles forfatning for både Danmark og Slesvig, men ikke for Holsten. De tyske stater opfattede den dansk-slesvigske forfatning som et brud på den aftale, der var indgået. Preussen, hvis politiske leder var den magtfulde ministerpræsident Otto von Bismarck, erklærede derfor sammen med Østrig krig mod Danmark i februar 1864. Denne krig kaldes Den 2. Slesvigske Krig. Danmark blev angrebet sydfra, og de danske styrker forventede, at Dannevirke ville beskytte dem mod angrebet. Dannevirke var et forsvarsanlæg, som siden vikingetiden havde været en stærk forsvarslinje. Men i februar 1864 måtte den danske hær evakueres i al hast fra Dannevirke, fordi modstanderne var i overtal. Dele af den danske hær trak sig nordpå i Jylland. Hovedparten af soldaterne holdt dog forsvarsstillingen ved Dybbøl nær Sønderborg. Den 18. april angreb preusserne Dybbøl efter et langvarigt bombardement, og de underlegne danske styrker led nederlag. Hele Jylland blev besat af fjendtlige styrker, og da preusserne i slutningen af juni også erobrede øen Als, måtte de danske politikere indse, at krigen var tabt. Nederlaget i 1864 var en katastrofe for Danmark. Danmark måtte afstå Slesvig, Holsten og det lille hertugdømme Lauenborg til Preussen og Østrig.

Den danske konge havde med ét mistet cirka to femtedele af sin befolkning og en tredjedel af sit territorium, som derefter bestod af det egentlige Danmark samt en række sparsomt befolkede lande: Grønland, Færøerne og Island samt – indtil 1917 – de tre små dansk-vestindiske øer. Dermed fik riget efter 1864 en mere ensartet befolkning end nogensinde før. Langt hovedparten af befolkningen talte samme sprog, havde samme forfatning og var kulturelt ret ens, selv om der stadig var stor forskel på rig og fattig. I modgangen efter nederlaget i 1864 voksede den danske nationale identitet sig endnu stærkere, og sprog og kultur kom til at betyde meget. Mange sønderjyder boede nu i det tyske kejserrige syd for grænsen, men følte sig danske. Først i 1920 blev de dansksindede områder i den nordlige del af Slesvig genforenet med Danmark. Krigen og tabet af hertugdømmerne i 1864 betød, at Danmark nu ubetinget var reduceret til en småstat helt uden indflydelse på de europæiske stormagters beslutninger. Bismarck havde i 1871 samlet de tyske stater i et stærkt kejserrige, og Danmark stod nu helt i skyggen af sin store nabo mod syd. Der var nu stor bekymring for, at Danmark ville blive helt udslettet som en selvstændig stat. For at sikre fortsat overlevelse søgte Danmark nu for næsten enhver pris at undgå at involvere sig i internationale konflikter. Sikkerhedspolitisk valgte Danmark derefter at være strengt neutral og opretholdt kun et svagt militært forsvar.

INDUSTRIALISERINGEN OG NYE POLITISKE BEVÆGELSER (1864-1914)

Slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet var præget af en omfattende modernisering af det danske samfund. Der kom gang i en industriel udvikling, velstanden steg, og nye politiske reformer skulle sikre en mere fri økonomi. Indenrigspolitisk opstod der en markant konflikt mellem godsejerpartiet Højre og bondepartiet Venstre, og en række nye politiske bevægelser som arbejderbevægelsen, andelsbevægelsen og kvindebevægelsen så dagens lys.

DEN FØRSTE INDUSTRIALISERING OG ARBEJDERBEVÆGELSEN

Industrialiseringen begyndte så småt i England allerede i midten af 1700-tallet. De vigtigste årsager til industrialiseringen var udviklingen af dampmaskinen, de første jernbaner i begyndelsen af 1800-tallet samt adgangen til energi i form af store kulreserver. Den første jernbane inden for Danmarks nuværende grænser åbnede i 1847 og kørte mellem København og Roskilde. Men industrialiseringen slog først for alvor igennem i sidste halvdel af 1800-tallet, og først efter 2. Verdenskrig gik Danmark fra at være et landbrugssamfund til at blive et egentligt industrisamfund. Den begyndende industrialisering fik store dele af befolkningen til at flytte fra landet og ind til byerne for at arbejde i industrien eller med håndværk. Dermed opstod en helt ny samfundsgruppe af arbejdere. De arbejdede ofte på de nye fabrikker eller værksteder i byen og boede i små lejligheder i store etageejendomme.

De mange arbejdere i industrien havde fælles interesser. De ville blandt andet sikre sig den højest mulige løn for arbejdet, rimelige arbejdstider og bedre sikkerhed på arbejdspladserne. De mange arbejdere begyndte at samle sig. I oktober 1871 blev den ’Den internationale Arbejderforening for Danmark’ grundlagt som en del af den internationale socialistiske bevægelse, der søgte at påvirke arbejdere i mange lande. I aviser og på løbesedler opfordrede bevægelsens ledere til strejker og demonstrationer for at kræve bedre vilkår og højere løn til arbejderne.

Arbejdsgiverne fastholdt på deres side retten til at lede og fordele arbejdet. Perioden var derfor præget af strejker og sammenstød. Det mest kendte sammenstød mellem demonstrerende arbejdere og myndighederne var Slaget på Fælleden, der fandt sted i maj 1872. Det var et stort arbejdermøde i København, som endte i kampe mellem politi og soldater på den ene side og arbejdere på den anden. Ingen blev dræbt på Fælleden, men mange blev fængslet. Der opstod også et politisk arbejderparti, Socialdemokratiet. Det var i begyndelsen en del af arbejderbevægelsen, men blev i 1878 et selvstændigt parti. I 1884 blev de to første socialdemokrater valgt ind i Folketinget. En langvarig strid i 1899 mellem arbejdsgivere og arbejdere endte i september samme år med en historisk aftale, Septemberforliget, mellem arbejdsmarkedets to hovedorganisationer – der i dag hedder DA (Dansk Arbejdsgiverforening) og FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation). Med aftalen bevarede arbejdsgiverne deres ret til at lede og fordele arbejdet, og arbejderne fik ret til at organisere sig og varetage deres interesser kollektivt via fagforeninger og tillidsmænd – for eksempel forhandle løn og arbejdsvilkår eller strejke efter nærmere bestemte regler. Septemberforliget ligger stadig til grund for den måde, man laver aftaler på det danske arbejdsmarked. Den måde at aftale tingene på i Danmark kaldes ”Den Danske Model”.

ANDELSBEVÆGELSEN

Mens industrien voksede i byerne, skete der også forandringer på landet. I midten af 1800-tallet havde Danmark eksporteret store mængder korn til udlandet. Situationen ændrede sig imidlertid i midten af 1870’erne. Nu gjorde dampskibe og jernbaner det muligt for USA og de østeuropæiske lande at eksportere billigt korn til Vesteuropa, hvilket fik kornpriserne til at falde drastisk. Derfor valgte de danske landmænd i høj grad at omlægge til animalsk produktion. Det vil sige opdrætte for eksempel kvæg og svin for at producere blandt andet smør og bacon, som hurtigt blev Danmarks klart største eksportvarer. Det vigtigste marked var Storbritannien, som alene aftog over halvdelen af den animalske fødevareeksport i perioden 1890-1914. En del af denne succes skyldtes andelsbevægelsen, som i samme periode kom til Danmark. Den danske andelsbevægelse var en del af en international bevægelse, der var opstået i England i 1840’erne under navnet ’The Co-operative Movement’ (Den kooperative bevægelse). Bønderne slog sig sammen om at oprette blandt andet mejerier og brugsforeninger. Her samarbejdede de om indkøb og produktion, og de delte overskuddet i forhold til hvert enkelt medlems omsætning. Samtidig kunne bønderne via andesbevægelsens virksomheder forbedre varernes kvalitet. Et bærende princip i andelsbevægelsen var, at medlemmer stemte efter ”hoveder, ikke høveder”. Det betød, at en landmand (et hoved), som kun havde få dyr (høveder), formelt set bestemte lige så meget som en storbonde med mange dyr. Der blev også oprettet andelsslagterier, som sikrede landmændene kontrol med både produktion og afsætning af deres kød. Andelsbevægelsen har betydet meget for dansk landbrugs udvikling og for Danmark som helhed. De demokratiske principper og tanken om lighed, der lå til grund for andelstanken, er senere blevet en vigtig del af det moderne danske samfund. Der findes stadig mange andelsvirksomheder – for eksempel Coop og Arla – selv om de fleste efterhånden har fjernet sig meget fra deres oprindelige grundlag, både hvad angår størrelse og ledelsesform.

Også arbejderbevægelsen oprettede virksomheder, der byggede på andelstanken. De blev kaldt kooperative virksomheder. Det var for eksempel bryggerier, der producerede på lige vilkår med andre virksomheder, men det var arbejderne eller forbrugerne selv, der ejede dem. Virksomhederne skulle ikke give overskud til ejerne ligesom almindelige virksomheder. Langt de fleste af arbejderbevægelsens virksomheder er i dag udkonkurreret af de private virksomheder.

PARLAMENTARISMENS GENNEMBRUD

Krigen i 1864 var ikke kun et militært, men også et politisk nederlag for det nationalliberale borgerskab. Borgerskabet i byerne havde nemlig ikke bare stået i spidsen for kampen for en demokratisk grundlov, men også den nationale linje, som havde ført Danmark ind i krigen. Derfor stod borgerskabet svagt. Dette spillede magten i hænderne på konservative kredse bakket op af landets godsejere. I 1866 fik de gennemført en ændring af grundloven, som indebar et demokratisk tilbageskridt. Kongen og de mænd, der havde de højeste indtægter, fik nu ret til at vælge de fleste pladser i Rigsdagens ene kammer, Landstinget. Den noget bredere adgang til at stemme blev dog bevaret til Folketinget. Men den nye grundlov anviste ikke, hvordan der skulle handles, når Folketinget og Landstinget, som nu havde to ret forskellige vælgerbefolkninger – og dermed to forskellige politiske flertal – ikke kunne blive enige. I slutningen af 1800-tallet blev den politiske strid hårdere mellem Rigsdagens højre- og venstrekræfter. Begge parter mente, at det var dem, som havde grundloven på deres side. Perioden kaldes derfor for ’Forfatningskampen’. De organiserede sig omkring 1870 i to politiske partier, Højre og Venstre. Partiet Venstre, der repræsenterede bønderne, havde flertal i Folketinget. Det konservative parti Højre havde flertal i Landstinget. I denne periode gennemførte Højre-regeringer, der var udpeget af kongen og ledet af godsejeren J.B.S. Estrup, en lang række såkaldte provisoriske (foreløbige) finanslove, selv om regeringen var i mindretal i Folketinget. Folketinget, der var domineret af Venstre, søgte til gengæld at blokere regeringens politik. Resultatet blev, at al lovgivningsarbejde gik i stå.

Først med Systemskiftet i 1901 blev den fastlåste situation brudt, og det parlamentariske princip blev indført. Ifølge det parlamentariske princip er det alene Folketinget, der bestemmer, hvem der skal have regeringsmagten. En regering må ifølge dette princip ikke have et flertal i Folketinget imod sig. 1901 blev et vendepunkt for det danske demokrati. Det parlamentariske princip blev dog først indskrevet i grundloven, da den blev ændret i 1953. Efter lange politiske kampe overtog Venstre for første gang regeringsmagten i 1901. Men i takt med at det danske samfund udviklede sig, kom der flere politiske partier til. Et af dem var Det Radikale Venstre. Det blev dannet i 1905 af udbrydere fra Venstre. Det var især akademikere og husmænd, der stemte på det nye parti. I 1915-16 reorganiserede det gamle godsejerparti Højre sig under navet Det Konservative Folkeparti. Partiet markerede dermed, at det ønskede at tiltrække andre vælgere end blot landets godsejere og det velhavende borgerskab, og at det nu anerkendte det parlamentariske princip og den lige valgret. Skillelinjerne i dansk politik ændrede sig også i begyndelsen af 1900-tallet, således at de primært drejede sig om den økonomiske politik. På den ene side stod Socialdemokratiet, der lagde stor vægt på økonomisk omfordeling mellem rig og fattig. På den anden side var der de borgerlige partier Venstre og Det Konservative Folkeparti, som i højere grad ønskede lave skatter og økonomisk frihed. I midten af denne diskussion stod Det Radikale Venstre. Partiet har i sin historie dog samarbejdet mest med Socialdemokratiet.

KVINDEBEVÆGELSEN

Det var også i slutningen af 1800-tallet, at ligestillingskampen for alvor tog sin begyndelse. Foreningen Dansk Kvindesamfund – Danmarks ældste kvindeorganisation – blev stiftet i 1871. Den var afgørende for, at der frem mod 1920’erne skete en række store fremskridt i kvinders rettigheder. Som eksempler herpå fik kvinder i 1875 adgang til at få en studentereksamen og til at komme på universitetet. Studentereksamen måtte dog tages ved private pigeskoler frem til 1903, hvor de offentlige gymnasier også blev åbnet for piger. I 1880 fik gifte kvinder ret til at hæve og bruge deres egen løn.

I 1921 fik kvinder lige adgang til de fleste offentlige stillinger – undtagen i forsvaret og som præster. Endvidere var det på en international, socialistisk kvindekonference i 1910 i ”Folkets Hus” på Jagtvej på Nørrebro i København (det senere ”Ungdomshuset”), at det blev besluttet, at der skulle være en international kampdag for kvinder. Fra 1921 fik markeringen en fast årlig dato den 8. marts, som i dag er kvindernes internationale kampdag i mange lande verden over. En afgørende udvikling i denne periode var, at danske kvinder fik valgret. I 1903 havde de fået valgret, men kun til folkekirkens menighedsråd. Fra 1908 fik kvinderne også valgret til sogne- og byråd. Og endelig i 1915 – med ikrafttræden i 1918 – blev grundloven ændret, så danske kvinder fik valgret til Rigsdagens to kamre, Folketinget og Landstinget. Dermed fulgte Danmark tendensen i andre europæiske lande, hvor kvindebevægelser også havde presset på for at sikre kvinder politisk indflydelse på lige fod med mænd. På verdensplan var Danmark blandt de første lande til at indføre valgret for kvinder ved parlamentariske valg. Ved samme grundlovsændring fik tjenestefolk, det vil sige personer uden egen husstand, som tjente og boede hos en anden familie, også valgret til både Folketinget og Landstinget. Således blev valgretten udvidet fra at have omfattet et mindretal til at omfatte flertallet af befolkningen.

VERDENSKRIG, KRISER OG SOCIALREFORMER (1914-40)

1914-18 rasede 1. Verdenskrig mellem Europas stormagter. Danmark undgik at blive direkte involveret. De efterfølgende år var præget af en højst dødelig influenzaepidemi samt politisk uro både i Danmark og resten af verden. Mange europæiske lande udviklede sig til diktaturstater. I 1930’erne var verden i dyb økonomisk krise. Også i Danmark voksede arbejdsløsheden kraftigt. Det udløste mange konflikter på arbejdsmarkedet og gav Socialdemokratiet stor opbakning. Det motiverede også de gamle partier til sammen at finde løsninger, som var med til at sikre, at antidemokratiske ideologier aldrig for alvor vandt tilslutning i Danmark.

FØRSTE VERDENSKRIG (1914-18)

I 1914 brød 1. Verdenskrig ud. De største europæiske magter blev inddraget i krigen: På den ene side stod Tyskland, Østrig-Ungarn og Osmannerriget, og på den anden side stod Frankrig, Rusland, Storbritannien, Italien og siden også USA. Det neutrale Danmark lå geografisk tæt på krigens fronter, men blev ikke direkte berørt af verdenskrigen. Efter pres fra Tyskland valgte Danmark dog i 1914 at lægge miner ud i nogle af de danske farvande. Tysklands formål var at forhindre britiske krigsskibe i at sejle ind i Østersøen og dermed true Tyskland derfra. Men minefelterne kunne også hindre tyske skibe i at sejle gennem de danske stræder. Én dansk befolkningsgruppe blev særligt involveret i 1. Verdenskrig. Det var de dansksindede slesvigere syd for grænsen, som var blevet tyske statsborgere efter Danmarks tab af Slesvig i den 2. Slesvigske Krig i 1864.

I alt døde cirka 6.000 danske sønderjyder i tysk krigstjeneste under 1. Verdenskrig. Også de danske kolonier i Vestindien kom i fokus på grund af krigen. USA frygtede, at Tyskland skulle besætte Dansk Vestindien, og tilbød derfor i 1915 den danske regering at købe Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan (på engelsk Sct. John). Efter en folkeafstemning i Danmark blev øerne i 1917 solgt for 25 mio. dollars; til gengæld for salget anerkendte USA’s regering, at Grønland fuldt og helt hørte under Danmark.