Loading...

  • 15 Apr, 2024

Kapitel 1 - Danmarks Historie del. 2/2

Kapitel 1 - Danmarks Historie del. 2/2

Kapitel 1 - Danmarks Historie del. 2/2

DEN SPANSKE SYGE

Hen mod slutningen af krigen i 1918 blev verden og Danmark ramt af en meget aggressiv, smitsom og dødbringende influenzavirus, som fik navnet ”Den Spanske Syge”. Sygdommen opstod slet ikke i Spanien, men fik sit navn, fordi det var spanske aviser, som først skrev om den. Eftersom Danmark ikke deltog direkte i 1. verdenskrig, var landet bedre rustet til at bekæmpe sygdommen med en befolkning, som var bedre ernæret, og et sundhedsvæsen, som var mindre belastet end de mange krigsførende landes. Men alligevel kunne danske myndigheder ikke gøre meget. Man vidste kun lidt om sygdommen og kunne for eksempel ikke udvikle en vaccine. Mange influenzapatienter fik også lungebetændelse oveni, som man, før penicillinen blev opdaget i 1928, ofte døde af. Sundhedsstyrelsen forsøgte via løbesedler at give befolkningen råd om blandt andet god hygiejne og om at undgå kontakt med hinanden, ligesom nogle skoler og forlystelser lukkede ned. Men alt dette var ikke nok til at få kontrol med sygdommen, som ramte landet i flere bølger i perioden 1918-20. Specielt for Den Spanske Syge er også, at den i høj grad slog relativt unge mennesker ihjel. De fleste døde var mellem 20 og 40 år. I alt tog sygdommen op mod 50 mio. menneskeliv, herunder cirka 15.000 i Danmark.

GENFORENINGEN OG FORFATNINGSKRISEN

Tyskland tabte 1. Verdenskrig. Det gjorde det muligt for Danmark at kræve de primært dansksindede områder af Slesvig tilbage. I 1920 stemte befolkningen i Nordslesvig og Mellem slesvig ved to forskellige afstemninger om, hvorvidt den ønskede at tilhøre Tyskland eller Danmark. Afstemningen i Nordslesvig fandt sted i februar 1920. Et stort flertal stemte for, at Nordslesvig skulle genforenes med Danmark. Ved afstemningen i marts 1920 i Mellem slesvig, hvor Flensborg var den største by, bestemte et stort flertal derimod, at området skulle forblive under Tyskland. Den 15. juni 1920 blev grænsen formelt flyttet sydpå fra Kongeåen til den nuværende grænse mellem Danmark og Tyskland. Nordslesvig – nu kaldet Sønderjylland – blev dermed genforenet med Danmark. Man kalder Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark for Genforeningen. Men der er dog stadig et tysk mindretal (i 2020 på cirka 15.000) på den danske side af grænsen og et dansk mindretal (i 2020 på cirka 50.000) på den tyske side. Disse mindretals rettigheder blev i 1955 lagt fast i København-Bonn-erklæringerne, hvilket har sikret en fredelig udvikling i grænselandet.

Kort før Genforeningen oplevede Danmark i forbindelse med Påskekrisen sin alvorligste forfatningskrise i nyere tid. Inden da havde kong Christian den 10. (1912-47) og regeringen i længere tid været uenige. Det var især uenigheden om den nye grænse til Tyskland, der udløste Påskekrisen. Kongen mente, at regeringen – på trods af afstemningsresultaterne – skulle forsøge at få mere af Slesvig tilbage til Danmark end blot Nordslesvig. Dette afviste regeringen. I påsken 1920 afskedigede Christian den 10. regeringen på grund af denne uenighed. Dette skete, selvom regeringen ikke havde et flertal imod sig i Folketinget. Kongens optræden under Påskekrisen i 1920 udløste store demonstrationer og politiske protester, og den blev af dele af dagspressen betegnet som et statskup. Flere begyndte at tale om helt at afskaffe monarkiet. Krisen drev over, da kongen og de politiske ledere efter intense forhandlinger blev enige om at udpege en ny midlertidig regering og udskrive nyvalg. Siden da har kongemagten ikke blandet sig direkte i politik.

ØKONOMISK KRISE OG SOCIALREFORMER

I 1917 tog bolsjevikkerne (kommunisterne) magten i Rusland, som blev omdannet til Sovjetunionen. Fascismen og nazismen vandt frem i for eksempel Italien (1922) og i Tyskland (1933), og mange andre europæiske lande fik autoritære regimer i løbet af 1920’erne og 1930’erne. Alt sammen var det udtryk for en bevægelse i en ikke-demokratisk retning. Men i Danmark lykkedes det at fastholde demokratiet. Samtidig indtraf en meget alvorlig international økonomisk begivenhed i denne periode. Det var børskrakket på Wall Street i New York i oktober 1929. Aktiekurserne faldt voldsomt, og den økonomiske krise spredte sig til resten af verden. I Danmark blev især landets største erhverv, landbruget, hårdt ramt af krisen. Priserne på korn og kød faldt dramatisk. Tusindvis af landmænd blev tvunget til at sælge deres gårde, fordi de ikke tjente penge nok. Arbejdsløsheden steg voldsomt og nåede op over 30 procent i begyndelsen af 1930’erne.

I 1924 var cigarsortereren Thorvald Stauning blevet Danmarks første socialdemokratiske statsminister. I denne regering, som varede to år frem til 1926, indgik også landets første kvindelige minister. Hun hed Nina Bang og var undervisningsminister. I 1929 dannede Socialdemokratiet igen regering – denne gang sammen med Det Radikale Venstre. Regeringen forsøgte at mildne krisen ved forskellige indgreb. Den 30. januar 1933 – tilfældigvis samme dag som Adolf Hitler blev rigskansler i Tyskland – indgik regeringen og Venstre det såkaldte Kanslergadeforlig, der fik dette navn, fordi de afgørende forhandlinger fandt sted i statsminister Thorvald Staunings bolig i Kanslergade i København. Kanslergadeforliget var et vidtgående forlig, der tog hensyn til både arbejdsgivernes og arbejdernes interesser. Forliget forhindrede lavere løn til arbejderne, men forbød strejker i et år. Det var også nødvendigt at støtte landbruget, der var hårdt ramt af den økonomiske krise. Forliget gjorde det nemmere for landmænd at låne penge, så de undgik at gå fallit. Samtidig blev den danske krone devalueret, det vil sige, at dens værdi blev sænket. Dette gjorde det nemmere at sælge landbrugsvarer til Storbritannien.

DANMARK BESAT AF TYSKLAND (1940-45)

Hitlers angreb på Polen i september 1939 medførte, at Storbritannien og Frankrig erklærede Tyskland krig. Dermed var 2. Verdenskrig brudt ud i Europa. Danmark var besat af Tyskland fra 1940 indtil krigens afslutning i 1945. Danmark samarbejdede med tyskerne for at mildne besættelsesvilkårene, men under krigen voksede en dansk modstandsbevægelse frem. Samtidig lykkedes det for Danmark at redde langt de fleste af landets jøder fra Nazi-Tysklands folkemord, Holocaust.

BESÆTTELSE OG SAMARBEJDE

Danmark og Norge blev angrebet og besat af det tyske militær den 9. april 1940. Den tyske forklaring var, at Tyskland ville beskytte de to lande mod britisk besættelse. Men Tysklands besættelse af Danmark skyldtes især, at man var interesseret i Norge. Den tyske krigsførelse var afhængig af leverancer af jernmalm fra Nordsverige, som skulle udskibes gennem byen Narvik på den isfri, norske atlanterhavskyst. Den forsyning af råvarer havde briterne også vist interesse for. Desuden ønskede Tyskland sin adgang til verdenshavene sikret via Norges langstrakte kyst. Da Danmark er det land, som ligger mellem Norge og Tyskland, havde tyskerne brug for at have adgang til flyvepladsen i Aalborg som mellemstation. Endeligt gjorde Danmarks placering ved Nordsøen landet til en uundværlig del af det tyske forsvarsværk mod en eventuel allieret invasion af den europæiske vestkyst.

Tidligt om morgenen den 9. april blev angrebet indledt, da tyske tropper gik over grænsen i Sønderjylland. Danmarks militære modstand mod angrebet var ubetydelig og varede kun i ganske få timer. Det betød, at kun få danske soldater mistede livet i forbindelse med angrebet. Tysklands militære magt var så stor, at regeringen ikke mente, at det ville nytte fortsat at gøre modstand. Tyskland krævede, at Danmark skulle samarbejde med besættelsesmagten. Det gik Danmark nødtvungent ind på. Den danske regering blev ikke afsat, men fortsatte som samlingsregering under socialdemokratisk ledelse, dog under tysk kontrol. Også kongen fortsatte som regent. Formelt set bevarede Danmark sin status som suveræn, neutral stat, selv om landet var besat af tyske tropper. Og for de fleste danskere fortsatte – i hvert fald de første år af besættelsen – livet stort set uden de store forandringer. Den 10. maj 1940 – en måned efter den danske overgivelse – blev også Frankrig invaderet af Tyskland, som besejrede de franske styrker på mindre end seks uger. Dermed stod Storbritannien næsten alene tilbage i kampen mod Hitler, og en allieret sejr syntes langt borte. Men den tyske krigsførelse fik stigende problemer, som årene gik, og flere og flere begyndte at tro på en allieret sejr. Afgørende i denne sammenhæng blev to begivenheder i 1941. Det var Tysklands invasion (’Operation Barbarossa’) af Sovjetunionen den 22. juni, og da Japan, som var på Tysklands side i krigen, bombede den amerikanske flåde i Pearl Harbor på Hawaii i Stillehavet den 7.december. Dermed blev både Sovjetunionen og USA trukket ind i krigen på allieret side, og Tyskland havde således fået for mange og for stærke fjender til, at det på lang sigt var muligt at vinde krigen. I de første år af besættelsen var der nogenlunde ro i Danmark på trods af krigen, men fra 1942 begyndte danskernes modstand mod den tyske tilstedeværelse i landet at vokse. Tyskerne mente hverken, at den danske regering gjorde nok for at slå denne modstand ned eller i øvrigt bidrog til at sikre tyske interesser i landet. Efter en større krise i det dansk-tyske forhold i oktober 1942 blev der efter tysk krav dannet en ny regering under ledelse af Erik Scavenius, der var tidligere udenrigsminister og en kraftig fortaler for samarbejdspolitikken med Tyskland. I august 1943, hvor det stod mere og mere klart, at Tyskland ville tabe krigen, kom der imidlertid store strejker i flere danske byer som følge af stadig hårdere tyske krav. Den 29. august 1943 besluttede regeringen at indgive sin afskedsbegæring til kongen, efter at Scavenius havde afvist tyskernes krav om at gribe aktivt ind mod strejkerne og den stadigt voksende modstand mod den tyske besættelse, herunder det tyske krav om dødsstraf for sabotage. Dermed sluttede den danske regerings samarbejdspolitik med Nazi-Tyskland. Den tyske besættelsesmagt opløste samtidig det danske militær.

Den danske flåde sænkede selv hovedparten af sine skibe i 1943, for at de ikke skulle falde i tyske hænder. Derefter havde Danmark reelt ingen regering, selv om kongen havde nægtet at modtage regeringens afskedsbegæring. I praksis blev landet derefter styret af departementscheferne, det vil sige ministeriernes øverste administrative chefer. De videreførte i et vist omfang, og mere uformelt, koordinationen med den tyske besættelsesmagt for at beskytte befolkningen mest muligt på trods af den nye og mere alvorlige situation i landet.

REDNINGEN AF DE DANSKE JØDER

I 1940 levede der cirka 8.000 jøder i Danmark. Mere end 7.000 af dem nåede at flygte fra nazisternes forfølgelser under besættelsen. De fleste blev hjulpet til Sverige af danske medborgere, lige inden tyskerne i oktober 1943 forsøgte at anholde de danske jøder. Op mod 500 danske jøder blev dog sendt til koncentrationslejre i Tyskland, hvor mange omkom. I europæisk målestok overlevede en meget stor andel af de danske jøder dog dette folkemord, som også kendes under navnet Holocaust. I alt myrdede Nazi-Tyskland seks millioner af Europas cirka ni-ti millioner jøder under krigen – de fleste ved masseskydninger eller i gaskamre i udryddelseslejre.

ISLAND BLIVER SELVSTÆNDIGT

I 1944 løsrev Island sig endegyldigt efter 564 år under Danmark. I anden halvdel af 1800-tallet opstod der en stærk selvstændighedsbevægelse i Island, som i 1918 med den såkaldte Forbundslov havde fået udstrakt selvstyre i et forbund – en ”personalunion” – med Danmark. Det vil sige, at den danske konge også var konge i Island. Videre blev den islandske udenrigs- og forsvarspolitik varetaget af Danmark. Under 2. Verdenskrig fik Islands geografiske placering midt i den nordlige del af Atlanterhavet stor betydning. Fly og skibe på vej fra USA til Europa kunne bruge øen som base. Storbritannien besatte derfor Island i maj 1940 for at forhindre en tysk invasion. Senere under krigen overtog USA forsvaret af det islandske område. Forbundsloven i 1918 udløb i 1943, og Danmark, som var under tysk besættelse havde derfor ikke reel mulighed for at genforhandle den. Ved en folkeafstemning besluttede en næsten enig islandsk befolkning sig for fuld selvstændighed. Republikken Island blev således udråbt den 17. juni 1944, som derfor blev Islands nationaldag.

MODSTAND OG BEFRIELSE

De sidste år af besættelsen var præget af flere og flere sabotageaktioner både mod det tyske militær i Danmark og mod de danskere, der samarbejdede med besættelsesmagten. Frihedsrådet blev oprettet i september 1943. Det var en illegal komité, hvor lederne fra de forskellige modstandsbevægelser koordinerede modstanden mod den tyske besættelsesmagt. En stor strejke i København i juli 1944 gav anledning til øget kontakt mellem modstandsbevægelse og politikere. Efter strejken samarbejdede Frihedsrådet og de danske politikere om at få Danmark anerkendt som allieret i kampen mod Tyskland. Det modsatte Sovjetunionen sig dog.

I foråret 1945 kollapsede det nazistiske Tyskland efter hårde kampe i Europa. Den 5. maj blev Danmark officielt befriet af britiske styrker efter, at de tyske tropper havde overgivet sig. På Bornholm nægtede tyskerne dog at overgive sig. I besættelsens sidste dage blev øen derfor angrebet af sovjetiske styrker, som blev på øen frem til foråret 1946. I alt blev cirka 7.000 danskere dræbt under 2. Verdenskrig, heraf var mange søfolk, der sejlede i allieret krigstjeneste. Danmark blev således ikke så hårdt ramt af 2. Verdenskrig som mange andre europæiske lande. 2. Verdenskrig er med cirka 60 mio. døde verden over den blodigste krig i verdenshistorien, og dødstallet var langt højere i næsten alle andre tysk besatte lande – for eksempel mistede Holland cirka 200.000 borgere, og i Østeuropa, hvor krigen var langt blodigere end i Vesteuropa, mistede Polen alene fem-seks millioner borgere. De relativt lave dødstal og begrænsede ødelæggelser skyldes for det første den hurtige danske overgivelse i april 1940 og den efterfølgende samarbejdspolitik med tyskerne. For det andet skyldes det, at de tyske tropper i Danmark – bortset fra dem på Bornholm – overgav sig uden kamp ved krigens afslutning i 1945, allerede før de allierede styrker ankom til landet. Krigens væsentlige kamphandlinger mellem stormagterne nåede således aldrig til Danmark. Der var dog knaphed på mange varer i Danmark. For at styre forbruget og for at kunne fordele de knappe forsyninger ud til alle indførtes såkaldt rationering på for eksempel benzin, gas, el, sukker, kaffe, te, mel, brød, sæbe, kød og smør. Det betød, at hver borger kun kunne købe en begrænset mængde af disse varer. Men i modsætning til mange andre lande var der dog aldrig sult i Danmark. Det politiske system overlevede også krigen. Modstandsbevægelsen fik en vis politisk indflydelse i tiden lige efter befrielsen, men de gamle politikere og partier vendte hurtigt tilbage til magten.

KOLD KRIG, VELFÆRD OG UNGDOMSOPRØR (1945-72)

Danmark ændrede sig meget i tiden efter 2. Verdenskrig. Danmark opgav sin traditionelle neutralitetspolitik og blev medlem af NATO i 1949. Også indenrigspolitisk bød efterkrigstiden på store forandringer, ikke mindst på grund af den hastigt voksende økonomiske velstand. Danskerne fik flere penge mellem hænderne end nogensinde før. Mod slutningen af 1960’erne voksede uenighederne mellem yngre og ældre generationer, fordi flere unge satte spørgsmålstegn ved mange af samfundets traditionelle normer.

DANSK POLITIK OG DEN KOLDE KRIG

Verden var blevet en anden efter 2. Verdenskrig. Millioner af mennesker var blevet dræbt under krigen, og mange byer i Europa lå i ruiner. Krigen havde skabt et stærkt ønske om at sikre international fred og sikkerhed. I 1945 stiftede en række lande derfor De Forenede Nationer (FN). Danmark var fra begyndelsen med i FN, der blandt andet skulle være med til at forhindre en ny verdenskrig. Efter 2. Verdenskrig opstod Den Kolde Krig mellem de to nye supermagter, USA og Sovjetunionen. Den var en ideologisk kamp og et våbenkapløb om blandt andet atomvåben mellem de vestlige demokratier baseret på liberal markedsøkonomi på den ene side – og de kommunistiske lande baseret på planøkonomi på den anden side. Europa blev delt i et vest og et øst langs en linje, som især afspejlede, hvilke områder der i 2. Verdenskrig var blevet befriet fra Nazi-Tyskland af henholdsvis USA og Storbritannien i vest og af Sovjetunionen i øst. Opdelingen mellem øst og vest blev kendt som Jerntæppet. Den Kolde Krig kom til at præge verden frem til, at de kommunistiske diktaturer i Østeuropa faldt omkring 1990. Danmark havde søgt at holde sig neutral i internationale konflikter siden Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet. Men da neutralitetspolitikken ikke kunne forhindre den tyske besættelse under 2. Verdenskrig, valgte Danmark side i Den Kolde Krig. Man følte sig bedre beskyttet som medlem af forsvarsalliancen NATO (Den Nordatlantiske Traktatorganisation). I 1949 blev Danmark derfor medlem af NATO. Alliancen bestod af USA, Canada, Tyrkiet og en række vesteuropæiske lande. Centralt i NATO-traktaten er artikel 5 – den såkaldte ”musketer-ed”. Den siger, at et væbnet angreb mod et medlemsland skal betragtes som et angreb på alle medlemslandene. Dette forpligter de andre NATO-lande til – om nødvendigt også med militær magt – at hjælpe det land, som er blevet angrebet.

Over for NATO stod Warszawa-pagten, der blev stiftet i 1955. Denne forsvarsalliance var ledet af det kommunistiske Sovjetunionen, som fik stor indflydelse på landene i Østeuropa efter 2. Verdenskrig. Efter næsten 100 år under Tysklands indflydelse orienterede Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik efter 2. Verdenskrig sig særligt mod USA. USA spillede en vigtig rolle i genopbygningen af Vesteuropa efter 2. Verdenskrig. I årene 1948-51 gav USA meget store pengebeløb til flere vesteuropæiske lande, blandt andet Danmark. Pengene blev givet som en del af Marshall-planen, opkaldt efter den amerikanske udenrigsminister George Marshall. Formålet med Marshall-hjælpen var at få sat gang i den internationale samhandel, som var gået i stå under 2. Verdenskrig. Dermed håbede man også at kunne hindre kommunismens videre udbredelse i Vesteuropa. Den økonomiske hjælp fra USA var med til at modernisere det danske landbrug i de første årtier efter 2. Verdenskrig. Hundred-tusinder af heste blev afløst af traktorer, mejetærskere og andre maskiner. En stor del af arbejdskraften på landet blev derfor overflødig, og mange folk flyttede fra landområderne ind til byerne i 1950’erne.

Det første valg efter krigen i 1945 resulterede i en borgerlig regering under Venstres ledelse, men i 1947 genvandt Socialdemokratiet regeringsmagten. Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) fik med 12,5 procent af stemmerneforholdsvis stor tilslutning ved valget i 1945, fordi der i store dele af befolkningen var sympati for, at mange danske kommunister havde deltaget i modstandskampen under besættelsen og for Sovjetunionens betydelige indsats i nedkæmpelsen af Nazi-Tyskland. De fleste af partiets nye vælgere forlod dem dog hurtigt igen. Langt de fleste vælgere stemte fortsat på de fire gamle partier Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre. Den danske tradition for politisk stabilitet og enighed om de grundlæggende demokratiske spilleregler fortsatte under Den Kolde Krig. De sovjetisk støttede kommunister fik aldrig del i regeringsmagten i Danmark.

I efterkrigstiden begyndte man igen at diskutere, om der var behov for at ændre grundloven. Ved en folkeafstemning i 1953 stemte et flertal for at ændre grundloven. Ændringen betød blandt andet, at Landstinget blev afskaffet. Der blev i stedet indført et såkaldt etkammersystem med Folketinget som eneste lovgivende forsamling. Desuden kom grundloven nu også til at gælde for Grønland og ikke kun for Danmark og Færøerne. Tronfølgen blev også ændret, sådan at den danske trone kunne gå i arv til en kvinde. Sønner gik dog stadig forud for døtre, hvilket vil sige, at en yngre søn stadigvæk ville arve tronen, hvis han havde en ældre søster. Spørgsmålet om kvindelig tronfølge pressede sig særligt på, fordi den daværende konge Frederik den 9. (1947-72) havde tre døtre og ingen sønner. Grundlovsændringen i 1953 muliggjorde dermed, at hans ældste datter, den nuværende dronning Margrethe den 2. (1972- ), kunne arve tronen. Med en ændring af tronfølgeloven i 2009 fik mænd og kvinder helt lige arveret til tronen, så det altid er den ældste – søn eller datter – der arver tronen.

Det var Socialdemokratiet, der havde størst politisk indflydelse i de første årtier efter 2. Verdenskrig. Fra 1953 til 1968 blev alle regeringer i Danmark ledet af Socialdemokratiet. Det eneste parti, der opstod i denne periode, og som stadig er i Folketinget, er SF (Socialistisk Folkeparti). SF blev dannet i 1959 af en gruppe personer, der forlod DKP i protest mod de kommunistiske landes undertrykkelse af deres befolkninger, som udbryderne ikke mente, at DKP tog nok afstand fra. Nedkæmpelsen af den folkelige opstand mod det kommunistiske styre i Ungarn i 1956 havde afgørende betydning for splittelsen af DKP.

STØRRE VELFÆRD

Fra slutningen af 1950’erne var der høj økonomisk vækst i Europa, herunder også i Danmark, som i perioden 1957-73 havde en økonomisk højkonjunktur nærmest uden sidestykke i landets historie. Der var fuld beskæftigelse og stor stigning i produktionen, ligesom de fleste indkomster voksede støt i denne periode. Perioden er derfor ofte blevet omtalt som ’De glade 60’ere’. Fra begyndelsen af 1960’erne eksporterede Danmark flere varer fra industrien end fra landbruget. Det var også i denne periode, at opbygningen af det danske velfærdssamfund for alvor begyndte, og et stadig større socialt sikkerhedsnet blev spændt ud under befolkningen. Flere af de ordninger, som ligger til grund for nutidens danske velfærdssamfund, blev etableret i de år, ligesom mange af de eksisterende ordninger blev udbygget betydeligt.

Folkepensionen, der giver enhver borger ret til pension uanset indkomst, blev for eksempel indført i 1956. Og i 1964 vedtog Folketinget, at kommunerne skulle oprette det nødvendige antal daginstitutionspladser, således at alle familier kunne få mulighed for at få deres børn i vuggestue og børnehave. Udbygningen af velfærdsstaten medførte også, at skatter og afgifter steg meget i denne periode. Væksten indebar også, at der var behov for mere arbejdskraft. Mange danske kvinder kom ud på arbejdsmarkedet. I midten af 1900-tallet havde langt de fleste gifte kvinder passet hus og børn, mens mændene gik på arbejde uden for hjemmet. Fra 1960’erne fik kvinderne i stigende grad uddannelse og arbejde. Og mange flere børn tilbragte en del af dagen i en af de mange nye vuggestuer, børnehaver og fritidshjem, der blev oprettet. Kvinderne fik dog ofte en lavere løn end mændene for det samme arbejde, og kampen for at sikre ligestilling mellem mænd og kvinder blev stærkere. Den økonomiske vækst betød, at mange flere mennesker pludselig fik adgang til forbrugsgoder ud over de mest basale fornødenheder som mad, tøj og bolig. Tv-apparater, pladespillere, køleskabe, frysere, vaskemaskiner, parcelhuse, biler med mere havde hidtil været anset som luksusvarer, som kun de rigeste havde haft råd til. Nu blev de i langt højere grad en del af de fleste menneskers liv. Oveni den øgede velstand blev arbejdsugen løbende også kortere (fra 48 til 40 timer mellem 1958 og 1974), og folk fik mere ferie (fra to til fire uger mellem 1953 og 1972). Derfor var der nu også langt flere, der havde tid og råd til at rejse til udlandet på ferie eller købe et sommerhus.

UNGDOMSOPRØR OG NYE KULTURELLE STRØMNINGER

I slutningen af 1960’erne var der i Danmark som i mange andre vestlige lande tydelige spændinger mellem generationerne. Ungdommens modstand mod samfundets normer og autoriteter voksede, og derfor gjorde de oprør. Mange unge, især i de større byer, brød med samfundets traditionelle normer og værdier. De satte blandt andet spørgsmålstegn ved USA’s deltagelse i krigen i Vietnam og ”kernefamilien” med far, mor og børn som samfundets bærende enhed. I stedet kom der en friere holdning til seksuelle relationer – også før ægteskabet. Fra 1966 kunne p-piller sælges lovligt i Danmark. Kvinder fik dermed adgang til et nemt præventionsmiddel, så de selv kunne styre, om de ønskede at blive gravide og få børn. P-pillen fik derfor afgørende betydning for kvinders seksuelle frigørelse.

Nye måder at leve sammen på blev også mere accepteret. Eksempelvis kunne et par godt bo og få børn sammen uden at være gift. Nogle unge søgte nye måder at bo sammen på, blandt andet i kollektiver. Andre eksperimenterede med narkotiske stoffer. Fristaden Christiania i København blev oprettet i 1971, da unge besatte en forladt militærkaserne, Bådsmandsstrædes Kaserne. Herefter bosatte op mod 1.000 personer sig på Christiania og forsøgte at udleve mange af tidens nye ideer. Fristaden Christiania eksisterer stadig. Ungdomsoprøret førte også til et studenteroprør. I 1968 og årene efter gjorde mange studerende og yngre undervisere oprør mod det såkaldte professorvælde på universiteterne. De krævede mere indflydelse, nye ledelses- og undervisningsformer og et andet indhold i studierne, og det lykkedes dem at få mange af deres krav igennem. Også den mere strenge og autoritære opdragelse af børn i familien og i skolerne blev erstattet af en pædagogik baseret på øget dialog og samarbejde mellem børn og voksne. Blandt andet blev det i 1967 helt forbudt for lærerne at slå eleverne i den danske folkeskole. Det var dog først 30 år senere i 1997, at det også blev helt forbudt for forældre at slå deres egne børn.

DANMARK I EUROPA OG OLIEKRISE (1972-90)

Danmark blev i 1973 medlem af Det Europæiske Fællesskab, EF, der var forløberen for det nuværende EU. I begyndelsen af 1970’erne blev Danmark efter mange år med god økonomi og vækst ligesom mange andre lande ramt af økonomisk krise. 1970’erne og 1980’erne blev en periode for Danmark med lav økonomisk vækst samt nye politiske partier og bevægelser.

DANMARKS MEDLEMSKAB AF EF

I 1958 indledte Frankrig, Italien, Tyskland og Benelux-landene (Belgien, Nederlandene og Luxembourg) et økonomisk samarbejde, som udviklede sig til Det Europæiske Fællesskab (EF) og siden hen til Den Europæiske Union (EU). Formålet med EF var at styrke handlen mellem medlemslandene og at sikre freden via et stærkt samarbejde. Derfor skulle der mellem EF-landene oprettes et fælles marked uden toldgrænser eller andre hindringer for den indbyrdes handel. Målet var også, at alle indbyggere frit skulle kunne søge og tage arbejde i andre EF-lande. Den 1. januar 1973 trådte Danmark ind i EF. Et flertal på 63,3 procent af vælgerne havde sagt ja til medlemskab ved en folkeafstemning i oktober 1972. Op til afstemningen var der megen debat om EF-spørgsmålet. Tilhængerne mente, at Danmark ville blive rigere ved at deltage i det økonomiske europæiske samarbejde. Man forventede for det første, at Danmarks dengang vigtigste handelspartner, Storbritannien, også kom med i EF sammen med Danmark. Videre ønskede man at sikre de bedste muligheder for at handle på det europæiske marked og ikke mindst det tyske, hvis betydning for dansk økonomi var vokset kraftigt de forudgående år. Derudover var det en fordel at sikre dansk landbrug adgang til EF’s landbrugsstøtte. Modstanderne var imod, at Danmark opgav noget af sin ret til at bestemme selv, og var bange for, at de store lande ville komme til at bestemme for meget, samt at medlemskabet ville gå ud over den offentlige velfærd og den danske nationale identitet.

Hensynet til eksport og økonomi blev afgørende for det danske ja. Storbritannien og Irland blev medlemmer af EF samtidig med Danmark. I 1986 var der en ny folkeafstemning om en styrkelse af samarbejdet i EF. Afstemningen handlede om Den Europæiske Fællesakt eller EF-pakken, som den kom til at hedde i Danmark. Den havde til formål at gennemføre et indre marked, hvor varer, personer, tjenesteydelser og kapital kunne bevæge sig frit over grænserne mellem medlemslandene. Et flertal af danskerne (56,2 procent) stemte ja.

OLIEKRISE

I 1974 blev Danmark ligesom mange andre vestlige lande ramt af en økonomisk krise. Den blev udløst af, at priserne på olie steg voldsomt i 1973. Baggrunden var, at de arabiske lande øgede prisen markant på olie for at lægge pres på de vestlige lande, som støttede Israel i en krig mod Ægypten og Syrien (Yom Kippur-krigen). Olie var helt afgørende for økonomien, da den skulle bruges i det meste af industrien, til biler og opvarmning af boliger. Danmark producerede dengang selv kun meget lidt olie, som derfor skulle købes i udlandet. Derfor gav prisstigningen alvorlige problemer i Danmark, som i forvejen havde underskud på samhandlen med udlandet. De forudgående års høje økonomiske vækst faldt betydeligt, og mange blev arbejdsløse. Problemerne blev forværret og forlænget, da endnu en voldsom prisstigning på olie indtraf i 1979-80 på grund af uroligheder i Iran i forbindelse med den islamiske revolution og den efterfølgende krig mellem Iran og Irak. I løbet af 1980’erne faldt prisen på olie igen, fordi der blev udvundet mere olie uden for Mellemøsten, for eksempel i Nordsøen. Og fordi en del af verdens forbrug af olie blev udskiftet med andre former for energi, for eksempel naturgas, kul, atomkraft og i meget mindre omfang også vedvarende energikilder som vindkraft eller solenergi. Videre bidrog oliekriserne til at skabe en interesse for energibesparende tiltag som bedre isolering af boliger og udvikling af biler og elektronik (blandt andet tv-apparater, køleskabe og frysere), der bruger energien mere effektivt.

POLITISK OPBRUD

1970’erne var også en periode med store politiske forandringer i Danmark. Mange vælgere protesterede mod høje skatter og mod det bureaukrati, der var fulgt med den store offentlige sektor i velfærdssamfundet, og vælgerne fik større mistillid til politikerne. Ved folketingsvalget i 1973 stemte vælgerne pludseligt markant anderledes end tidligere. Der var tale om et stort vælgerskred, og dette valg kaldes derfor Jordskredsvalget. Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti og SF – de fem daværende partier i Folketinget – fik alle meget færre stemmer. Før Jordskredsvalget havde 93 procent af vælgerne stemt på et af de fem partier. Efter valget var det kun 64 procent. Vælgerne stemte til gengæld fem partier mere ind i Folketinget, hvoraf det største blev protestpartiet Fremskridtspartiet, som fik 16 procent af stemmerne med advokaten Mogens Glistrup i spidsen. Partiets mærkesager var at afskaffe indkomstskat og offentligt bureaukrati. Mange af de gamle partiers vælgere vendte gradvis tilbage over de næste år, og ingen af de nye partier, som blev valgt i 1973, er længere i Folketinget. Men Jordskredsvalget er en milepæl i dansk politisk historie, blandt andet fordi det i eftertiden har været valgt mellem 7 og 12 partier ind i Folketinget ved hvert valg (frem for typisk 5-6 før 1973). Selv om der løbende er opstået nye partier, har det dog altid været politikere fra enten Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti eller Venstre, som har været statsministre i Danmark siden Systemskiftet i 1901. I 1970’erne forsøgte skiftende danske regeringer at vende den økonomiske nedtur, men uden meget held. I begyndelsen af 1980’erne havde Danmark et stort underskud på handelsbalancen, det vil sige forholdet mellem værdien af det Danmark køber og sælger i udlandet. Samtidig var omkring 10 procent af arbejdsstyrken uden arbejde. En vigtig årsag til den økonomiske krise var en stor gæld til udlandet. Socialdemokratiet havde – kun med kortere afbrydelser – siddet i regering og haft statsministerposten det meste af tiden siden 1929. Men i 1982 overlod de – på grund af vanskeligheder med at løse de økonomiske problemer – regeringsmagten til den borgerlige fløj, uden at der havde været folketingsvalg. Statsministeren blev den konservative Poul Schlüter, som var statsminister i over ti år frem til 1993.

Poul Schlüter er den første og hidtil eneste statsminister fra Det Konservative Folkeparti. Det skyldes, at Venstre det meste af tiden har været det største borgerlige parti siden Systemskiftet i 1901 og derfor normalt har haft statsministerposten, når der efter 1901 har været borgerlige regeringer. Regeringsskiftet i 1982 er endvidere en historisk milepæl, fordi de borgerlige partier siden oftest har været ved magten. I perioden 1982-2022 har de borgerlige partier Venstre og Det Konservative Folkeparti således tilsammen siddet i regering og haft statsministerposten i sammenlagt 24 år og Socialdemokratiet i sammenlagt 16 år. Det lykkedes efterhånden Schlüter-regeringen at forbedre den danske økonomi, navnlig i sidste halvdel af 1980’erne. Prisen var en rekordhøj ledighed i starten af 1990’erne. Men inflationen (prisstigningerne), som havde været et stort problem i 1970’erne, faldt, og fra 1990 var der overskud på handelsbalancen over for udlandet. Dermed kunne der komme gang i en sund økonomisk vækst. I den forbindelse hjalp det også, at Danmark blev mere selvforsynende med olie fra Nordsøen. Schlüter-regeringen ophævede også DR’s monopol – det vil sige eneret – på at sende dansk tv, som DR havde haft siden den første danske tv-udsendelse i 1948. I 1986 blev det således tilladt for private at eje tv-kanaler, og samme år vedtog Folketinget at etablere TV2, som sendte første gang i 1988. I de følgende år voksede antallet af radio- og tv-kanaler i Danmark betydeligt, og kabel- og satellit-tv med mange udenlandske kanaler blev en betydelig del af det danske mediebillede.

SOCIALE BEVÆGELSER

Efter at kvinderne var begyndt at komme ud på arbejdsmarkedet fra midten af 1960’erne, krævede mange kvinder i 1970’erne i forlængelse heraf mere ligestilling. For eksempel kæmpede kvinderne i rød-strømpebevægelsen gennem politiske aktioner for bedre vilkår for kvinder. Op gennem 1970’erne var ligestilling et meget varmt politisk emne. I 1976 vedtog Folketinget på baggrund af et EF-direktiv en lov om lige løn for samme arbejde. Fri adgang til abort var et andet af kvindebevægelsens politiske mål. Tidligere havde det kun været muligt at få abort, hvis der var en særlig grund til det, for eksempel hensynet til kvindens helbred. Men i 1973 vedtog Folketinget, at danske kvinder selv skulle kunne vælge, om de ville afbryde en graviditet. Indtil 12. graviditetsuge kunne kvinden frit vælge at få foretaget en abort. Modstanden mod den fri abort var en væsentlig grund til, at Kristeligt Folkeparti (som nu hedder Kristendemokraterne) blev dannet og valgt ind i Folketinget i 1973. Flere græsrodsbevægelser var meget aktive i 1970’erne. Græsrodsbevægelserne var som regel grupper, der arbejdede for at opnå ét bestemt politisk mål. Fredsbevægelsen var aktiv i denne periode og arbejdede blandt andet mod militær oprustning og våbenkapløbet mellem stormagterne. Tusindvis af danskere demonstrerede også mod atomkraft. Den folkelige modstand var en vigtig grund til, at Folketinget i 1985 besluttede at planlægge fremtidig energiforsyning i Danmark uden atomkraft. Ikke mindst en alvorlig ulykke på atomkraftværket Tjernobyl i Sovjetunionen (i det nuværende Ukraine) året efter i 1986 har haft stor betydning for eftertidens modvilje mod atomkraft. Lignende bevægelser er de senere år – med det stigende politiske fokus på klimaspørgsmålet – igen opstået, hvor blandt andet mange gymnasieelever inspireret af den svenske aktivist Greta Thunberg har strejket for, at der skal gøres mere for at modvirke klimaforandringerne.

DANMARK I DET GLOBALE SAMFUND (1990-)

Danmarkshistorien har siden 1990 stået i globaliseringens tegn. Berlinmuren og Jerntæppet faldt, og nye konflikter brød ud. Kampen mod terrorisme har også præget verden og Danmark, og har spillet en ny og mere aktiv rolle i internationale forhold. EF udvidede det politiske samarbejde og blev omdøbt til Den Europæiske Union (EU), men danskerne tog kun tøvende det nye EU til sig. Landets økonomiske situation – dog afbrudt af en finanskrise i 2008 – forbedrede sig igen, og problemer med at integrere flygtninge og indvandrere i samfundet optog stadig flere. I 2020 ramte en global sundhedskrise med Covid-19.

DANMARK I DET NYE EUROPA

Omkring 1990 brød det kommunistiske system i Østeuropa sammen. Berlinmurens fald i 1989 og Sovjetunionens opløsning i 1991 betød enden på Den Kolde Krig. Det medførte store forandringer i Europa. Central- og østeuropæiske lande, som tidligere havde ligget bag Jerntæppet, rykkede nu politisk tættere på Vesteuropa. Danmark fik tætte forbindelser med især de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen.

Efter Den Kolde Krig brød nye konflikter ud, blandt andet i Irak og det tidligere Jugoslavien. Danmark deltog fra nu af i øget grad aktivt i internationale konflikter og blev involveret i flere af disse krige. Efter at Irak havde besat Kuwait i 1990,sendte Danmark således et krigsskib af sted, der skulle hjælpe med at håndhæve det internationale samfunds handelsblokade over for Irak. Jugoslavien blev opløst i 1991-92. I stedet opstod en række selvstændige stater, som hurtigt kom i konflikt med hinanden. Danske soldater var udstationeret som FN-styrker (i Bosnien og Kroatien) i midten af 1990’erne. De skulle være med til at skabe fred mellem stridens parter. Også Kosovo, som dengang var en provins i Jugoslavien,blev ramt af konflikti 1999.Her deltog danske jagerfly iNATO’s aktioner. Danmarks forhold til det europæiske samarbejde var præget af politisk uenighed i 1990’erne. I 1992 blev de 12 medlemslande enige om at udvide samarbejdet, og EF skiftede navn til EU – Den Europæiske Union. Navneforandringen afspejlede, at samarbejdet, som hidtil havde været et samarbejde om økonomiske spørgsmål som handel, landbrug og fiskeri, blev udvidet med en bredere vifte af politiske samarbejdsområder. Et flertal i Folketinget gik ind for, at Danmark skulle deltage i det udvidede samarbejde. Men ifølge grundloven var det nødvendigt at afholde en folkeafstemning. I juni 1992 stemte et lille flertal af befolkningen (50,7 procent) nej til Maastricht-traktaten, som unionsaftalen kom til at hedde, fordi den var indgået i byen Maastricht i Holland. I 1993 stemte et flertal af befolkningen (56,7 procent) ja til den såkaldte Edinburgh-aftale, som betød, at Danmark fik fire såkaldte forbehold over for EU. Det vil sige, at Danmark ikke deltog i EU’s samarbejde på følgende fire områder: unionsborgerskabet, den fælles valuta (euroen), forsvarsområdet og samarbejdet om en fælles rets- og udlændingepolitik. To af forbeholdene gælder stadig i dag. Derfor har Danmark har således for eksempel fortsat sin egen nationale valuta, kronen, hvorimod de fleste EU-lande har den fælles valuta, euroen. Og Danmark deltager heller ikke i EU’s fælles rets- og ud-lændingepolitik. Modstanden mod EU i dele af befolkningen blev også en af årsagerne til, at Enhedslisten, som var en samling af en række mindre venstrefløjspartier, blev valgt ind i Folketinget for første gang i 1994. Trods EU-forbeholdene er et klart flertal af den danske befolkning positivt indstillet over for det danske medlemskab af EU.

ØKONOMISK OPSVING OG DISKUSSIONER OM INDVANDRING

I 1993 kom Socialdemokratiet igen til magten med Poul Nyrup Rasmussen som ny statsminister. De økonomiske problemer, som Danmark oplevede i 1970’erne og i 1980’erne, vendte til en økonomisk opgang. Midt i 1990’erne steg den økonomiske vækst igen, og flere kom i arbejde. Desuden betød produktionen af olie og gas fra de danske felter i Nordsøen, at Danmark efterhånden fik en nettoeksport af olie. Det var medvirkende til, at overskuddet på handelsbalancen blev større, og gælden til udlandet efterhånden blev afviklet. Debatten om indvandring til Danmark fyldte stadig mere i løbet af 1990’erne. Antallet af personer med indvandrerbaggrund var steget meget i de foregåede årtier, og i de større danske byer var der opstået bydele, hvor mange beboere havde en anden etnisk baggrund end dansk.

Samtidig havde mange flygtninge og indvandrere vanskeligt ved at få uddannelse og arbejde. Spørgsmålet om integration fik i denne periode stor politisk opmærksomhed – blandt andet fordi forholdsvis mange med udenlandsk baggrund i Danmark klarede sig dårligt i uddannelsessystemet, og fordi en forholdsvis stor andel var uden arbejde og modtog sociale ydelser som kontanthjælp og førtidspension. Mange danskere mente også, at nogle indvandrere havde en kultur, som var meget anderledes end danskernes, og at de ikke altid var gode nok til at lære det danske sprog. Ønsket om stramninger af udlændinge- og integrationspolitikken blandt mange danskere havde stor betydning for, at Dansk Folkeparti med partistifter og partiformand Pia Kjærsgaard (f. 1947) i spidsen blev valgt ind i Folketinget første gang i 1998. Dansk Folkeparti var medvirkende til, at udlændingepolitikken blev et vigtigt tema ved folketingsvalgene i de efterfølgende årtier. Andre politiske partier tog dog også efterhånden emnet op.

I 2001 genvandt de borgerlige partier regeringsmagten. Statsministeren blev Anders Fogh Rasmussen fra Venstre. Diskussionerne om udlændinge og integration fortsatte, og den nye regering gennemførte flere stramninger af udlændingepolitikken. Formålet var at begrænse dele af indvandringen, få flere i arbejde og forbedre integrationen. Nogle af de efterfølgende regeringer har gennemført yderligere stramninger af udlændingepolitikken. For eksempel er der indført et krav om, at man skal have opholdt sig i en længere periode i Danmark og have arbejdet, før man kan modtage fuld kontanthjælp. Derudover skal udlændinge have boet længere tid i Danmark for at få dansk indfødsret, ligesom man skal opfylde krav til arbejde og selvforsørgelse. Endvidere må man ikke begå alvorlig kriminalitet, og man skal bestå en række prøver i det danske sprog samt i dansk historie, samfund, kultur og værdier. Det er også blevet sværere at få en ægtefælle fra udlandet til Danmark, idet begge personer skal være fyldt 24 år (den såkaldte 24-års-regel) og have mere tilknytning til Danmark end til andre lande. Disse regler har både til formål at begrænse indvandringen men også at forhindre, at unge mennesker bliver tvunget til at gifte sig (af deres familier). Det er dog ikke alle, der har været enige om den strammere udlændingepolitik. Modstanderne har blandt andet kritiseret, at de lavere økonomiske ydelser skaber øget fattigdom og at de strammere krav til familiesammenføring splitter familier, og har gjort det for svært (også for danske statsborgere) at få en ægtefælle til landet.

DANMARK I INTERNATIONALE KONFLIKTER

Det internationale samfund forandrede sig hastigt i begyndelsen af det nye årtusinde. Den globale økonomi og international terrorisme stillede Danmark over for nye udfordringer. Efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 blev bekæmpelse af terrorisme en vigtig opgave i de fleste lande. Det har især ført til øget samarbejde mellem efterretningstjenester, men også til militære interventioner, som Danmark har deltaget aktivt i. Bag angrebet på USA i 2001 stod terrorister, der opererede fra Afghanistan i forståelse med det daværende afghanske styre. I 2002 besluttede Folketinget at sende danske soldater til Afghanistan for at deltage i en amerikansk ledet indsats. I 2003 angreb USA Irak for at fjerne den irakiske diktator Saddam Hussein og Iraks angivelige masseødelæggelsesvåben. Igen bakkede Danmarks regering op og sendte danske soldater afsted. En af Danmarks største udenrigspolitiske kriser i nyere tid udviklede sig, efter at avisen Jyllands-Posten i 2005 trykte 12 karikaturtegninger af den muslimske profet Muhammed. Avisen trykte tegningerne, fordi den havde hørt, at nogle tegnere ikke turde tegne Muhammed af frygt for at blive overfaldet eller dræbt. Karikaturtegningerne førte til store protester både i Danmark og i udlandet. I mange muslimske lande var der store demonstrationer, hvor der blandt andet blev sat ild til Dannebrog – og enkelte steder også til danske ambassader og konsulater. En række lande boykottede også danske produkter på grund af tegningerne. Jyllands-Posten blev i 2008 frifundet i en injuriesag anlagt af en række muslimske organisationer. Debatten om ytringsfriheden sluttede dog ikke der. I 2010 blev en af tegnerne forsøgt myrdet i sit hjem. I 2015 blev Danmark ramt af et terrorangreb i København, hvor en mand, som sympatiserede med terrororganisationen Islamisk Stat, skød og dræbte en filmskaber, mens han deltog i et debatmøde om ”Kunst, blasfemi og ytringsfrihed” på Østerbro. Senere samme dag forsøgte terroristen at trænge ind i den jødiske synagoge i det indre København. Ved angrebet blev en jødisk vagt skudt og dræbt uden for synagogen. Terroristen blev efterfølgende selv dræbt i en skudveksling med politiet.

FINANSKRISE

Efter cirka 15 år med økonomisk vækst og fremgang blev Danmark i 2008 ramt af den internationale finanskrise. Krisen startede i USA, men spredte sig hurtigt til Europa, hvor den blev dybere og længere end i USA. Det gjaldt også i Danmark, hvor bruttonationalproduktet, det vil sige værdien af landets samlede produktion, skrumpede med i alt over fem procent i 2008-09. Det er det største tilbageslag for dansk økonomi siden 2. Verdenskrig. Med krisen fulgte også nogle år med højere arbejdsløshed. Da krisen satte ind, var arbejdsløsheden den laveste i 30 år, og der var et stort overskud på statsbudgettet. Det blev vendt til underskud, men Danmark blev alligevel ikke ramt af så store problemer med statsunderskud og gæld som de fleste andre EU-lande. Samtidig er Danmarks udlandsgæld vendt til et stort tilgodehavende, så udlandet skylder Danmark flere penge end omvendt, og overskuddet på handelsbalancen har sat gentagne rekorder i de sidste 20 år – i 2022 på cirka 300 milliarder kroner. Siden midten af 2010’erne er der igen kommet højere økonomisk vækst, overskud på de offentlige finanser og lavere arbejdsløshed i Danmark. I 2022 var den danske stats indtægter således 186 milliarder kroner højere end udgifterne. Og arbejdsløsheden var 2,8 procent i april 2023 mod 6,0 procent i april 2013. Arbejdsløsheden i Danmark har de sidste årtier dog hele tiden ligget under gennemsnittet for EU-landene.

VELFÆRDSSTATENS UDFORDRINGER

Anders Fogh Rasmussen blev i 2009 valgt som ny generalsekretær for forsvarsalliancen NATO. Han blev afløst af sin partifælle Lars Løkke Rasmussen, som statsminister. To år efter i 2011 genvandt socialdemokraterne magten, og Helle Thorning-Schmidt blev Danmarks første kvindelige statsminister de næste fire år frem til 2015, hvor Lars Løkke Rasmussen igen blev statsminister. Udfordringen med at flytte flere mennesker fra overførselsindkomst og ind på arbejdsmarkedet har været et motiv for talrige danske velfærdsreformer gennem de sidste 30-35 år. Både Lars Løkke Rasmussens og Helle Thorning-Schmidts regeringer stod i spidsen for mange sådanne reformer.

En af de største langsigtede udfordringer for velfærdsstaten i de europæiske lande. er, at der bliver færre til at betale for den velfærd, som flere skal nyde godt af. Det skyldes først og fremmest, at folk i gennemsnit lever længere. Ligesom i andre vestlige lande stiger levealderen med et par måneder hvert år. Den udvikling ventes at fortsætte. Samtidig er fødselstallet faldet, mens forventningerne til kvaliteten i ældreomsorgen og sundhedsvæsenet stiger.

Det betyder, at der bliver markant flere ældre i forhold til antallet af 15-64-årige, og at der bliver færre til at arbejde og betale for velfærden. Samtidig starter arbejdslivet senere på grund af mere uddannelse. Alt i alt mangler der arbejdskraft mange steder på det danske arbejdsmarked, selv om der stadig er ledige. Mange forskellige reformer har derfor sigtet mod at øge arbejdsudbuddet for at få flere til at arbejde, tjene penge og betale skat. I den forbindelse er perioden, hvor man kan modtage understøttelse som arbejdsløs fra en arbejdsløshedskasse (A-kasse), løbende blevet afkortet siden 1990’erne og har siden den sidste reform på området i 2010 har den ligget på to år. Den såkaldte Tilbagetrækningsreform fra 2011 skulle sikre en hurtigere og større stigning i, hvor gamle folk typisk blev, når de trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Endvidere er der i henholdsvis 2012 og 2013 aftalt reformer, der skal sikre, at færre kommer på førtidspension, og at færre er på kontanthjælp. Også en række skattereformer har haft det erklærede mål at øge udbuddet af arbejdskraft ved at sænke skatten på arbejdsindkomst. De studerende har gennem en række reformer fået tilskyndelse til at starte studierne tidligere og afslutte dem hurtigere.

SUNDHEDSKRISE

En væsentlig udfordring i årene 2020-22 var en global pandemi med Covid-19, som forårsagedes af det såkaldte coronavirus. Virusset blev opdaget i Kina i 2019. I Danmark blev første tilfælde registreret i februar 2020. Regeringen, Folketinget, Sundhedsstyrelsen med flere forsøgte at inddæmme sygdommen ved en række anbefalinger og restriktioner. De skulle sikre, at folk for eksempel ikke mødte for mange andre mennesker, at de holdt afstand til hinanden og at de vaskede hænder i sprit. Et hovedformål med restriktionerne har været at forhindre, at alt for mange blev smittet på én gang, således at sygehusene ikke blev overbelastede af mange indlæggelser.

Derfor skulle man blandt andet bære mundbind i busser, tog og butikker. Man kunne heller ikke rejse så frit mellem Danmark og udlandet som normalt. Skolerne var desuden lukkede i perioder, og eleverne blev undervist hjemme via internettet. Derudover var mange restauranter, cafeer, museer og teatre lukkede i perioder, og fodboldkampe og anden sport foregik uden tilskuere, ligesom mange arbejdede hjemmefra. Sundhedsvæsenet testede dagligt tusindvis af mennesker for at finde frem til de smittede, som derefter skulle blive hjemme noget tid, så de ikke smittede flere. Coronavirusset har muteret (ændret sig) flere gange til stadig mere smitsomme varianter, og sygdommen har indtil videre ramt landet i tre store bølger.

Et vigtigt middel til at bekæmpe sygdommen på langt sigt var at vaccinere befolkningen. Det tog kun cirka et år fra sygdommens udbrud at udvikle vacciner mod coronavirus, og i december 2020 blev den første dansker vaccineret. Siden da er de fleste (cirka 80 procent af Danmarks befolkning) blevet vaccineret med to eller tre stik. Globalt er der registreret næsten syv millioner mennesker døde med coronavirus, herunder cirka 8.000 i Danmark (juni 2023).

NYT POLITISK OPBRUD

De seneste år er der kommet flere nye partier i dansk politik. Fem af disse –Liberal Alliance, Alternativet, Nye Borgerlige, Danmarksdemokraterne og Moderaterne – er valgt til det nuværende Folketing. Liberal Alliance blev valgt til Folketinget første gang i 2011. Partiet var opstået med en politik om flere skattelettelser, større økonomisk incitament til at arbejde, lavere offentlige udgifter og mere privat markedsøkonomi. Alternativet har blandt andet lagt vægt på, at der skulle sættes større fokus på det grønne område. Partiet mener således, at der bør gøres mere for klimaet, naturen og miljøet. Alternativet blev valgt til Folketinget første gang i 2015. Et tredje, nyt parti er Nye Borgerlige, der blev valgt til Folketinget første gang i 2019. Nye Borgerlige mener, at der er kommet for mange flygtninge til Danmark, og at for mange af dem var på overførselsindkomst frem for i arbejde. Desuden ønsker Nye Borgerlige lavere skatter og offentlige besparelser på blandt andet ulandsbistand og offentligt bureaukrati. Derudover opstod to partier – Danmarksdemokraterne og Moderaterne – kort før folketingsvalget i 2022. Begge blev dannet af politikere, som tidligere havde været ledende medlemmer af Venstre. Danmarksdemokraterne blev stiftet af tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Partiet er kritiske over for indvandringen til Danmark. Endvidere lægger Danmarksdemokraterne vægt på bedre muligheder for befolkningen de mere tyndt befolkede områder af landet, som findes blandt andet i store dele af Jylland. Moderaterne blev stiftet af tidligere statsminister og partiformand Lars Løkke Rasmussen. Partiet ønsker en regering ”hen over midten” med deltagelse både af Socialdemokratiet og borgerlige partier. Efter folketingsvalget i 2019 blev socialdemokraten Mette Frederiksen statsminister i en mindretalsregering, som kun bestod af Socialdemokratiet og med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten som såkaldte støttepartier. I 2022 blev der afholdt endnu et folketingsvalg, hvor mange vælgere stemte anderledes, end de havde gjort ved det forudgående valg i 2019. Således fik Folketingets syv ældste partier (Socialdemokratiet, Venstre, SF, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Dansk Folkeparti) tilsammen 66 procent af stemmerne, og det var klart mindre end 88 procent i 2019. Næsten hver tredje vælger (32 procent) stemte på de fem nyeste partier. Både Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Alternativet gik således frem. Derudover blev Danmarksdemokraterne og Moderaterne valgt for første gang og med henholdsvis otte og ni procent af stemmerne.

Efter folketingsvalget i 2022 blev der dannet en flertalsregering med Mette Frederiksen som statsminister, som består af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.

OVERSIGT OVER PARTIER I FOLKETINGET, SOM BLEV VALGT VED FOLKETINGSVALGET 2022 (ANGIVET EFTER STEMMEANDEL):

• Socialdemokratiet (A)

• Venstre (V)

• Moderaterne (M)

• Socialistisk Folkeparti (F)

• Danmarksdemokraterne (Æ)

• Liberal Alliance (I)

• Det Konservative Folkeparti (C)

• Enhedslisten (Ø)

• Radikale Venstre (B)

• Nye Borgerlige (D)

• Alternativet (Å)

• Dansk Folkeparti (O)