Loading...

  • 21 Jul, 2024

Kapitel 2 - Det Danske Demokrati del. 1/2

Kapitel 2 - Det Danske Demokrati del. 1/2

Kapitel 2 - Det Danske Demokrati del. 1/2

INDLEDNING

Det danske demokrati har udviklet sig gennem næsten 175 år. Det er blevet påvirket af begivenheder og politiske ideer i Danmark og i udlandet. Det danske folkestyre har meget til fælles med andre europæiske demokratier, men det har også fundet sin egen særlige form. I dette kapitel beskrives nogle af de vigtigste kendetegn ved den måde, demokratiet fungerer på i dagens Danmark. Det danske demokrati bygger på en skriftlig forfatning, Danmarks Riges Grundlov. Grundloven handler især om det nationale demokrati, som det foregår i Folketinget. Den indeholder regler om Folketinget, om regeringen og om domstolene. Grundloven sætter blandt andet visse grænser for, hvordan staten må bruge sin magt, ligesom den sikrer borgerne en række grundlæggende rettigheder. Der er i Danmark en stærk tradition for lokalt demokrati og selvstyre. Det lokale selvstyre har dybe rødder i den danske historie. Grundloven giver også kommunerne en rolle at spille i varetagelsen af lokale spørgsmål. Det lokale selvstyre i kommunerne giver borgerne mulighed for at være med til at bestemme over mange forhold i lokalsamfundet. Det lokale demokrati præger også mange af hverdagens helt nære forhold. I blandt andet skolebestyrelsen, i boligforeningen og i forskellige udvalg på arbejdspladsen kan man som forældre, beboere eller medarbejdere få indflydelse på ting, der angår ens hverdag. Det danske folkestyre har mange forskellige aktører med hver deres roller, holdninger og interesser. I Danmark er organisationer og foreninger også inddraget i det politiske liv. Det kan blandt andre være organisationer på arbejdsmarkedet, som for eksempel Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA), eller erhvervs- eller miljøorganisationer, som alle består af en lang række fagforeninger, arbejdsgiverforeninger og interesseorganisationer.

DEN DANSKE STYREFORM

GRUNDLOVEN – DANMARKS FORFATNING

Rammerne for det danske demokrati er fastlagt i Danmarks Riges Grundlov, som er Danmarks forfatning. Det er en ret kort tekst med i alt 89 paragraffer, der indeholder de grundlæggende regler om og principper for den danske stats styreform. Grundloven sikrer også befolkningen en række fundamentale rettigheder og friheder. Danmark fik sin første demokratiske grundlov den 5. juni 1849. Derfor er denne dato Grundlovsdag. I næsten 200 år forinden (siden 1660-61) havde landet været styret af en enevældig konge med udgangspunkt i Kongeloven fra 1665. Grundlovens vedtagelse betød, at kongens magt blev delt med folkevalgte repræsentanter. Grundloven fra 1849 er et fundament, der siden gradvist er blevet bygget videre på. Først med Systemskiftet i 1901 måtte kongen acceptere, at Folketinget bestemmer, hvem der skal have regeringsmagten. Dette system kaldes for parlamentarisme.

I begyndelsen var det kun mænd over 30 år, der kunne stemme. De måtte ikke have modtaget fattighjælp og måtte ikke være umyndiggjorte. De skulle desuden have fast bopæl og være uberygtede. Kvinder og tjenestefolk, det vil sige personer uden egen husstand, som tjente og boede hos en anden familie, fik ikke valgret. Dette skete først med grundloven i 1915. Siden er valgretsalderen til Folketinget gradvist blevet nedsat fra 30 år frem til den gældende valgretsalder på 18 år, som blev vedtaget i 1978. Grundloven er blevet ændret i 1866, 1915, 1920 og 1953. Den nuværende grundlov er således fra 1953. Meget har ændret sig i Danmark de sidste 170 år. Men mange af principperne og store dele af teksten i den nyeste grundlov stammer helt tilbage fra grundloven i 1849. Det fremhæves ofte, at grundloven er en fast, men rummelig ramme om det danske folkestyre. Den er formuleret så generelt, at det politiske liv har kunnet forandre sig, uden at det har været nødvendigt at ændre bestemmelserne i grundloven. Grundloven skal være med til at sikre politisk stabilitet og beskytte borgernes grundlæggende rettigheder. Det er derfor gjort meget vanskeligt at ændre grundloven. Grundloven kan kun ændres, hvis der er tilslutning fra både Folketinget og befolkningen. Det sikrer blandt andet, at et tilfældigt politisk flertal ikke kan fratage et mindretal dets grundlæggende rettigheder eller indføre en helt anden styreform. Grundloven fra 1953 bærer stadig præg af sproget tilbage fra 1849. Der anvendes ord og udtryk, som ikke er almindelige i dag. Læser man grundloven, kan man også nemt få det indtryk, at kongen (nu dronningen) stadig spiller en stor politisk rolle. Men reglerne i grundloven fortolkes i praksis på en sådan måde, at kongens magt er overtaget af regeringen. Grundlovens sprog er en af grundene til, at det til tider har været debatteret, om grundloven bør ændres, så den passer bedre til nutiden. Det har også været diskuteret, om grundloven skal være bedre til at beskytte de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, og om reglerne for Danmarks deltagelse i internationalt samarbejde skal ændres. Mange mener imidlertid, at der ikke er grund til at ændre en velfungerende grundlov, som giver mulighed for tilpasning til tiden. I øvrigt er det endda meget svært og måske nærmest umuligt at ændre grundloven på grund af de strenge krav hertil.

HVAD SIGER GRUNDLOVEN?

Grundloven er den øverste lov i Danmark. Folketinget og regeringen skal derfor respektere grundloven og må ikke gøre noget i strid med grundloven. Grundloven fastsætter de vigtigste spilleregler for det nationale demokrati i Danmark. Grundloven indeholder blandt andet regler om:

• Statens øverste organer – Folketinget, regeringen og domstolene – og forholdet imellem dem.

• Valg af medlemmer til Folketinget.

• Vedtagelse af love.

• Den danske stats forhold til omverdenen.

• Den danske folkekirke.

• Det lokale selvstyre.

• Borgernes grundlæggende rettigheder.

Danmark har et repræsentativt demokrati. Det vil sige, at befolkningen vælger repræsentanter til Folketinget, der så træffer beslutninger på folkets vegne. De folkevalgte står på valgdagen til regnskab over for vælgerne. Det er vælgerne, der afgør, om det enkelte parti eller den enkelte politiker skal vælges igen. Folkestyret i Danmark er således overvejende et indirekte demokrati. Det sker dog også, at der afholdes folkeafstemninger. Her kan befolkningen direkte tage stilling til et konkret politisk spørgsmål. I det danske demokrati gælder parlamentarismen. Det betyder, at en regering ikke kan dannes eller blive ved magten, hvis den har et flertal i Folketinget imod sig. Da vælgerne afgør, hvordan Folketinget skal sammensættes, bestemmer vælgerne også i den forstand, hvem der skal have regeringsmagten. I 1953 blev dette parlamentariske princip indføjet i selve grundlovsteksten. Statens magt er tredelt i en lovgivende magt, en udøvende magt og en dømmende magt. Denne tredeling af magten blev indført med grundloven i 1849, der ophævede kongens enevældige magt. Magtens tredeling betyder, at regeringen og Folketinget i forening lovgiver (den lovgivende magt). Det er regeringen, der – via ministerierne – administrerer lovene i praksis og fører dem ud i livet (den udøvende magt). Den tredje magt er domstolene (den dømmende magt). De afgør konflikter mellem borgerne og mellem borgerne og staten. Det er også domstolene, der dømmer i straffesager.

Det er grundtanken, at de tre magter skal kontrollere og begrænse hinandens magtudøvelse. Magtens tredeling skal med andre ord sikre, at magten i samfundet ikke bliver centraliseret eller misbrugt. Delingen beskytter borgerne mod vilkårlige indgreb. Denne tredeling af magten findes i forskellige udgaver i de fleste demokratiske lande. Danmarks statsoverhoved er en monark. Det vil sige en konge eller – som nu – en dronning. Monarkens position går i arv og giver ikke nogen politisk magt. Monarkens og kongehusets andre medlemmer har især en række ceremonielle opgaver og opgaver som repræsentant for Danmark. Kongehuset repræsenterer for eksempel det officielle Danmark over for udenlandske statsoverhoveder. Den politiske magt udøves alene af regeringen og Folketinget. Sådan er det også i andre europæiske monarkier som Sverige, Norge, Belgien og Storbritannien. Danmark har altså ikke et folkevalgt – og politisk magtfuldt – statsoverhoved som for eksempel præsidenterne i Frankrig og USA. Grundloven indeholder også en regel om, at dansk indfødsret (statsborgerskab) kun kan meddeles ved lov. Det betyder, at det er regeringen og Folketingets flertal, der bestemmer, hvilke udlændinge der kan tildeles dansk indfødsret. Grundloven sikrer og beskytter desuden flere grundlæggende friheds- og menneskerettigheder. Det drejer sig blandt andet om retten til frit at give udtryk for sine holdninger under ansvar for domstolene (ytringsfrihed), retten til at mødes med andre (forsamlingsfrihed) og retten til at danne foreninger. Grundloven beskytter også den personlige frihed, religionsfriheden, ejendomsretten og privatlivets fred. Frihedsrettighederne beskytter således den enkelte borger og mindretallet imod, at flertallet misbruger sin magt.

DEMOKRATIETS INSTITUTIONER

FOLKETINGET

Folketinget er Danmarks parlament og har sammen med regeringen den lovgivende magt. Folketinget har til huse på Christiansborg i København. Folketinget har 179 medlemmer. De 175 vælges i Danmark, 2 på Færøerne, og 2 i Grønland. Folketingsmedlemmerne hører næsten altid til et politisk parti, og den politiske debat i Folketinget foregår typisk mellem partierne. Det sker ved, at de enkelte medlemmer fremfører deres partis politiske synspunkter. Folketingets møder er i udgangspunktet offentlige. Enhver kan komme ind på tilhørerpladserne i folketingssalen og lytte til debatterne. Denne åbenhed er en vigtig del af demokratiet. Folketingets møder bliver også optaget, så man kan se dem på internettet via Folketingets hjemmeside. Folketingsåret begynder den første tirsdag i oktober, hvor Folketinget mødes efter sommerferien. På mødet holder statsministeren en tale, hvor han eller hun giver en redegørelse for rigets stilling – det vil sige, hvilke udfordringer og muligheder regeringen ser, og hvad regeringen har tænkt sig at gøre ved det. Denne tale kaldes for statsministerens åbningstale. Folketingsmedlemmerne debatterer herefter indholdet i talen. Når Folketinget behandler et forslag til en ny lov, foregår det i folketingssalen på Christiansborg. Her diskuterer medlemmerne fra de politiske partier alle lovforslag, inden de til sidst stemmer om dem. En del af lovarbejdet foregår også i et af de mange udvalg, som Folketinget har nedsat. Hvert år vedtager Folketinget i gennemsnit cirka 200 lovforslag. Et af disse er forslaget til finansloven, som er statens samlede budget for det næste år. Folketinget bestemmer også, hvem der skal have regeringsmagten efter et valg. Ifølge grundloven er det formelt kongen eller dronningen, der udnævner regeringen. Men kongen eller dronningen må ikke udnævne en regering, der har et flertal i Folketinget imod sig. Det følger af det parlamentariske princip. Når en ny regering skal dannes, vil der ofte blive afholdt en såkaldt dronningerunde. I en dronningerunde tager to repræsentanter for hvert parti efter tur til dronningen for at give råd om, hvem de mener, der skal lede forhandlingerne om en ny regering, eller hvem, de mener, skal være ny statsminister. På baggrund af de råd, som dronningen modtager, kan hun enten udpege den person, der har flest mandater bag sig, som forhandlingsleder eller pege direkte på en person, som får til opgave at danne en ny regering med sig selv som statsminister.

Det er regeringen og den offentlige forvaltning, der skal føre lovene ud i livet. En af Folketingets opgaver er derfor at kontrollere, at det sker på den måde, som Folketinget har ønsket. Kontrollen kan for eksempel udføres ved, at det enkelte folketingsmedlem beder en minister om at svare mundtligt eller skriftligt på et spørgsmål. Det er den mest almindelige måde at føre kontrol på, og der stilles hvert år flere tusinde spørgsmål til ministrene. Et eller flere af Folketingets medlemmer kan også rejse en forespørgselsdebat. Det giver mulighed for en noget længere debat i folketingssalen. Folketingets stående (faste) udvalg kan også kalde en minister i såkaldt samråd. Ministeren må så møde frem i udvalget og besvare spørgsmål om konkrete politiske emner. På disse måder kan Folketinget løbende følge med i regeringens arbejde og udtrykke sin støtte til eller kritik af regeringen. Hvis et flertal i Folketinget for eksempel er meget utilfreds med en minister, kan Folketinget tvinge denne minister til at gå af ved at udtale sin mistillid til ministeren. I praksis vælger en minister dog ofte selv at træde tilbage, hvis der udtales alvorlig kritik. Folketingets flertal kan også udtale mistillid til hele regeringen. Det sker ved, at et flertal i Folketinget udtaler sin mistillid til statsministeren. Det kaldes et mistillidsvotum. Regeringen må herefter gå af, eller statsministeren må udskrive nyvalg. Under forespørgselsdebatter fremsætter oppositionen ofte forslag, der kritiserer regeringens politik. Der vedtages dog sjældent forslag, der har karakter af et mistillidsvotum til regeringen. Men muligheden for at gøre det spiller en betydelig rolle i magtbalancen mellem regeringen og oppositionen. Folketingets magt over regeringen og ministrene er kernen i parlamentarismen. Regeringen og de enkelte ministre står således politisk til ansvar over for Folketinget. Hvis en minister mistænkes for at have gjort noget ulovligt som led i sit arbejde som minister, kan Folketinget eller regeringen beslutte at stille ham eller hende for en særlig domstol, Rigsretten.

Siden Rigsretten blev indført med den første grundlov i 1849, har der kun været rejst seks rigsretssager mod ministre. Rigsretten består af op til 15 dommere fra Højesteret og lige så mange medlemmer, som er valgt af Folketinget for seks år ad gangen. De medlemmer, som Folketinget vælger, kan ikke samtidig være medlemmer af Folketinget. I nyere tid har der været rejst to rigsretssager. Den ene i forbindelse med den såkaldte Tamilsag, hvor en tidligere justitsminister i 1995 blev idømt fire måneders betinget fængsel for at have forhindret tamilske flygtninge fra Sri Lanka i at få familiesammenføring. Og i 2021 blev en tidligere udlændinge- og integrationsminister idømt 60 dages ubetinget fængsel for ulovligt at have adskilt asylsøgende ægtefæller og samlevende par på asylcentre.

FOLKETINGETS UDVALG

En stor del af Folketingets arbejde foregår i de stående (faste) udvalg, der nedsættes af Folketinget. De kaldes ofte for Folketingets værksteder. I folketingssalen trækkes de store linjer op, men det er i udvalgene, at politikken bliver drøftet grundigt og detaljeret. Udvalgene skal behandle lovforslag, der bliver fremsat. Når et lovforslag har været til førstebehandling i folketingssalen, sendes det normalt til nærmere behandling i et udvalg. Her kan borgere eller foreninger efter aftale med udvalget komme på besøg og fremlægge deres synspunkter. Alle har desuden mulighed for at fremføre deres synspunkter ved at skrive til udvalget. Når udvalget er færdig med at behandle et lovforslag, skrives der en rapport (betænkning). Den indeholder blandt andet de enkelte partiers holdning til lovforslaget. De stående udvalg fører også kontrol med den enkelte minister. En minister kan som nævnt kaldes i samråd, og udvalgets medlemmer kan stille spørgsmål til ministeren. Det enkelte stående udvalg beskæftiger sig typisk med de politiske sager, der hører til et bestemt ministeriums fagområde. Folketinget har for eksempel et skatteudvalg, et finansudvalg og et beskæftigelsesudvalg, fordi der findes et skatte-, et finans- og et beskæftigelsesministerium. Folketinget har også andre stående udvalg, for eksempel et europaudvalg, der behandler sager, der vedrører samarbejdet i EU, og som stammer fra alle ministerier. Antallet af udvalg varierer. Der er normalt mellem 20 og 25 stående udvalg. Folketingets udvalg består kun af medlemmer af Folketinget. Typisk har et udvalg 29 medlemmer, herunder en formand og en næstformand. Udvalgene er sammensat, så det enkelte parti har et antal udvalgsmedlemmer, der nogenlunde svarer til partiets størrelse i Folketinget. Tanken er, at et flertal i et udvalg skal afspejle et flertal i Folketinget. Ifølge grundloven skal der være et udenrigspolitisk nævn. Regeringen har pligt til at rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn, før den træffer beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Det giver mulighed for en bred politisk debat og en bred politisk opbakning til de store udenrigspolitiske beslutninger som for eksempel, hvorvidt Danmark skal anvende militær magt mod en anden stat eller indgå en vigtig aftale med andre lande. Fordi samarbejdet i EU er så omfattende, er der også oprettet et Europaudvalg. Der har først og fremmest til opgave at føre kontrol med den danske EU-politik. I større sager skal regeringen derfor spørge Europaudvalget til råds, før den tager til forhandlinger i EU. Europaudvalget giver på den baggrund regeringen et forhandlingsmandat. Mandatet fastlægger Danmarks holdning til sagen, herunder om regeringen kan stemme for eller imod et forslag. Europaudvalget giver på denne måde Folketinget en mulighed for at styre for eksempel, hvordan regeringen stemmer på møderne i EU’s Ministerråd.

REGERINGEN

Regeringen har den udøvende magt. Den administrerer og fører lovgivningen ud i livet. Men regeringen udarbejder også langt de fleste lovforslag. Regeringen har på den måde normalt den afgørende indflydelse på den politiske dagsorden, det vil sige, på hvilke aktuelle politiske temaer, der bliver debatteret. Regeringen ledes af statsministeren og består af ministre fra ét eller flere partier. De partier i Folketinget, som sammen har regeringsmagten, kaldes regeringspartierne. Hvis regeringspartierne tilsammen har flertallet i Folketinget, taler man om en flertalsregering. Et eksempel på en flertalsregering er regeringen siden 2022, som består af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Andre eksempler var regeringen 1978-79, der bestod af Socialdemokratiet og Venstre og derfor blev kaldt SV-regeringen og en regering 1993-94 med Socialdemokratiet og tre mindre partier. Siden 2. Verdenskrig har langt de fleste regeringer dog været såkaldte mindretalsregeringer. Regeringen kaldes en mindretalsregering, hvis den består af partier, som tilsammen ikke har et sådant flertal og derfor har brug for stemmer fra andre af Folketingets partier, når den skal skabe et flertal bag sine forslag. De partier uden for regeringen, der støtter en mindretalsregering, kaldes støttepartier. Folketingsmedlemmer og partier uden for regeringen, som er modstandere af regeringen, kaldes for oppositionen. Folketingets fire ældste partier – Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti – er også de fire partier, som været regeringspartier i klart flest år samlet set. Derfor omtales disse fire partier ofte som de regeringsbærende' partier. Tre partier Moderaterne, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance har alle været regeringsparti i en kortere periode (alle under tre år), mens fem partier – Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Nye Borgerlige, Alternativet og Dansk Folkeparti – aldrig har været en del af en regering. Siden det nuværende valgsystem i sin grundstruktur blev til i 1920, har der ikke været noget enkelt parti, der har haft flertallet i Folketinget. Det har skabt en tradition for, at partierne prøver at blive enige med hinanden om, hvordan politiske spørgsmål skal løses. Politikere og partier med meget forskellige holdninger og interesser er ofte nødt til at tale sig frem til et kompromis, der kan samle det nødvendige flertal i Folketinget – og Folketinget vedtager de fleste love med et bredt flertal, det vil sige, at langt de fleste af dets medlemmer typisk stemmer for. Denne tradition for bred enighed og samarbejde har man kaldt det samarbejdende folkestyre. Det er et vigtigt kendetegn ved den politiske kultur i Danmark. Den politiker, der efter et folketingsvalg har mulighed for at danne regering, udpeges til statsminister. Statsministeren er den øverste politiske leder i landet. Det er normalt lederen af det største af de politiske partier, som indgår i regeringen, der udpeges til statsminister, men det behøver det ikke at være. En leder af et mindre parti kan også blive statsminister. For eksempel var Hilmar Baunsgaard fra Det Radikale Venstre statsminister fra 1968 til 1971. Hans parti var det mindste parti i regeringen, der desuden bestod af Venstre og Det Konservative Folkeparti. Det afgørende er, at vedkommende ikke har et flertal imod sig i Folketinget. Siden Systemskiftet i 1901 og frem til 2023 har Socialdemokratiet haft statsministerposten i sammenlagt 60 år, Venstre i 37 år, Radikale Venstre i 12 år og Det Konservative Folkeparti i 10 år. De øvrige partier i det nuværende Folketing har aldrig haft statsministerposten. Statsministeren udnævner de øvrige ministre, som får ledelsen og det øverste ansvar for hvert sit område. Det er således i princippet den enkelte minister, der fastlægger regeringens politik på sit eget arbejdsområde. I praksis sker det dog i tæt samarbejde med den øvrige regering, blandt andet ved regeringsmøder, hvor statsministeren har det afgørende ord. Enhver minister har et ministerium med mange embedsmænd, som hjælper ministeren i hans eller hendes arbejde. Dette gælder for eksempel, når der skal laves et lovforslag. Embedsmændene i et ministerium bliver ansat på grundlag af deres faglige kvalifikationer. I Danmark er der ikke tradition for at udnævne embedsmænd ud fra, hvilket parti de støtter. Det er for eksempel tilfældet i USA. De danske embedsmænd er neutrale, og de beholder deres arbejde, selv om der kommer en ny regering. Antallet af ministre ligger ikke fast, men besluttes af statsministeren. Siden år 2000 har der været mellem 17 og 23 ministre i hver regering. Det kan ske, at en minister leder flere ministerier på én gang. Det kræver ingen formelle kvalifikationer at blive minister. De fleste har dog stor politisk erfaring. En minister behøver ikke at være medlem af Folketinget. Eksempler i nyere tid på ministre, som er blevet udnævnt uden at være medlemmer af Folketinget, er Tommy Ahlers (Venstre), som var iværksætter i det private erhvervsliv og blev udnævnt til uddannelses- og forskningsminister i 2018, Jeppe Kofod (Socialdemokratiet), som var medlem af Europaparlamentet og blev udnævnt til udenrigsminister i 2019 og Joy Mogensen (Socialdemokratiet), som var borgmester i Roskilde Kommune og blev udnævnt til kulturminister og kirkeminister også i 2019. Hvis en minister ikke er medlem af Folketinget, kan han eller hun ikke deltage i Folketingets afstemninger. En minister har dog altid adgang til at deltage i Folketingets møder og skal naturligvis også fremlægge lovforslag på Folketingets talerstol inden for vedkommendes ministerområde.

Folketinget vælges for en periode på højst fire år ad gangen. Statsministeren kan når som helst udskrive nyvalg i løbet af en valgperiode. Det kaldes for opløsningsretten og er statsministerens våben over for Folketinget. For hvis der udskrives valg, skal vælgerne på ny afgøre, hvem der skal vælges ind. Nyvalg bliver ofte udskrevet på et tidspunkt, hvor der er god opbakning til regeringens politik blandt vælgerne, og hvor regeringen dermed har gode muligheder for genvalg. Men det kan også ske, hvis Folketinget nedstemmer en regering i et vigtigt politisk spørgsmål. Det overlades så til vælgerne at tage stilling til, om de ønsker at støtte regeringens eller oppositionens politik på det pågældende felt. Efter nyvalg kan statsministeren fortsætte, hvis han eller hun stadig ikke har et flertal imod sig i Folketinget. Der er ingen grænser for, hvor mange valgperioder en statsminister må være ved magten.

DOMSTOLENE

Domstolene har den dømmende magt. Det er slået fast i grundloven. De danske domstole er uafhængige. Det betyder, at Folketinget og regeringen ikke konkret kan bestemme, hvordan domstolene skal dømme i en retssag. Dommere udnævnes efter indstilling fra et uafhængigt Dommerudnævnelsesråd. For at kunne blive udnævnt til højesteretsdommer skal man også først være vurderet egnet af Højesteret. Og dommere kan som klar hovedregel ikke afsættes administrativt. I grundloven står der, at dommerne i deres kald alene har at rette sig efter loven. Domstolene skal fungere som upartiske konfliktløsere, som alle kan have tillid til. En dommer skal fremstå neutral, når han eller hun befinder sig i retten. En dommer må derfor ikke bære symboler, der tilkendegiver en religiøs eller politisk overbevisning. Dette skal understøtte den almindelige tillid til domstolene. Domstolene kan også føre kontrol med Folketingets love. Folketinget må nemlig ikke handle i strid med grundloven. Det betyder, at domstolene kan tage stilling til, om en lov strider imod grundloven. I så fald kan domstolene underkende loven, selv om den er vedtaget af et flertal i Folketinget. De danske domstole har dog hidtil været meget forsigtige med at underkende love, selv om det faktisk er sket. I en del andre lande er det mere almindeligt, at domstolene foretager en mere indgående kontrol af, om lovene overholder landets forfatning. Domstolene fører kontrol med regeringen og den offentlige forvaltning. Domstolene kan således tage stilling til, om eksempelvis et ministerium eller en kommune har truffet en ulovlig afgørelse i en sag. I dag har borgerne dog også mange andre muligheder, hvis de ønsker at klage over den offentlige forvaltning. Der er for eksempel etableret flere nævn, der supplerer domstolene og har til opgave at afgøre klagesager. Der er også adgang til at klage til folketingets ombudsmand, der kan udtale kritik af myndighedernes afgørelser eller sagsbehandling. Endelig er det domstolenes opgave at løse retlige konflikter mellem borgerne og at dømme i straffesager, hvor en borger anklages for at have begået noget strafbart. Den øverste domstol i Danmark er Højesteret. Den har eksisteret siden 1661. Højesteret behandler først og fremmest sager, der tidligere er blevet behandlet i én af de to landsretter. Man siger derfor, at Højesteret er en appelret. Det betyder, at man ikke kan anlægge sager direkte ved Højesteret. Højesterets domme er endelige og kan ikke appelleres. Sager begynder som hovedregel i byretten. En sag kan normalt appelleres én gang. Man siger, at man har ret til at få sin sag prøvet i to instanser (to-instansprincippet). Begynder sagen i byretten, kan den som hovedregel appelleres til landsretten. En sag, der er appelleret fra byretten til landsretten, kan appelleres til Højesteret med en særlig tilladelse. Man siger, at byretten er den første retsinstans i Danmark, landsretten den anden, og Højesteret den tredje og sidste retsinstans. Der er én højesteret, to landsretter og 24 byretter. Herudover findes der Sø- og Handelsretten i København, der især behandler sager, hvor et stort kendskab til erhvervsforhold er af betydning. Grønland og Færøerne har deres egne domstole. Færøerne har Retten på Færøerne. Grønland har fire kredsretter samt Retten i Grønland og Grønlands Landsret. Domstolene på Grønland og Færøerne er integreret med det danske retssystem, og deres afgørelser kan i sidste ende ankes til Højesteret ligesom danske domme ved lavere retsinstanser.

FOLKETINGSVALG

De frie valg er noget af det vigtigste i et demokrati. Ved folketingsvalg har den enkelte vælger indflydelse på, hvilke politikere og hvilke politiske partier der skal sidde i Folketinget. Her kan vælgerne altså give udtryk for deres holdninger til den hidtidige politik og til den politik, de ønsker fremover. Den enkelte vælger har ikke pligt til at stemme ved et folketingsvalg. Siden år 2000 har mellem 84 og 88 procent – i gennemsnit 86 procent – af vælgerne stemt, når der har været folketingsvalg. Det er en høj andel i forhold til de fleste andre lande – også Danmarks nabolande. I Sverige har valgdeltagelsen til sammenligning været på 84 procent, i Norge 77 procent, i Tyskland 75 procent og i Storbritannien 65 procent, når der siden 2000 har været valg til de pågældende landes nationale parlamenter. Der skal afholdes folketingsvalg mindst hvert fjerde år. Det står i grundloven. Folketingets medlemmer vælges således for højst fire år ad gangen, men der er ingen øvre grænse for, hvor mange gange et medlem kan stille op til Folketinget og blive valgt. Det er statsministeren, der har ansvar for, at der udskrives nyvalg, inden valgperioden udløber. Det kan være efter de fire år eller tidligere, hvis statsministeren ønsker det. Folketingsvalg afholdes som almindelige, direkte og hemmelige valg.

• Almindelige betyder, at alle personer med dansk indfødsret har valgret og dermed ret til at stemme ved valget. De skal dog være fyldt 18 år (myndighedsalderen) og have fast bopæl i riget, det vil sige i Danmark, i Grønland eller på Færøerne.

• Direkte betyder, at der stemmes direkte på de opstillede kandidater eller partier.

• Hemmelige vil sige, at man som vælger frit kan afgive sin stemme, uden at andre kan se, hvem man stemmer på. En person, der har valgret til Folketinget, opfylder normalt også betingelserne for at kunne blive valgt til Folketinget. Man siger, at vedkommende er valgbar. For at være valgbar skal man således blandt andet have dansk indfødsret, være fyldt 18 år og have fast bopæl i riget (Danmark, Færøerne eller Grønland). Men man må ikke være straffet for noget, som i folks øjne gør én uværdig til at sidde i Folketinget. Det er Folketinget, der bestemmer, om et dømt medlem skal anses som uværdigt.

VALGSYSTEMET

Hvis man ønsker at stille op til et folketingsvalg, kan det ske på to måder. Man kan stille op som kandidat for et parti, der har ret til at deltage i valget, et såkaldt opstillingsberettiget parti, som så skal godkende én. Det er langt det mest almindelige. Alle partier, som blev valgt ved sidste folketingsvalg, er automatisk opstillingsberettigede. For de andre partier gælder der særlige regler. For at et parti kan blive opstillingsberettiget, skal det have indsamlet et vist antal underskrifter, som skal godkendes af indenrigsministeren. Normalt er der tale om cirka 20.000 underskrifter. Men man kan også stille op som kandidat og blive valgt til Folketinget uden for partierne. Så skal mindst 150 vælgere i ens opstillingskreds skrive under på, at de anbefaler én, før man kan stille op. Meget få er blevet valgt på denne måde. Alle stemmeberettigede, der bor i Danmark, modtager automatisk et valgkort. På valgdagen kan borgeren stemme på to forskellige måder. Man kan stemme på en bestemt politiker (kandidat). Det kaldes en personlig stemme. Man kan også stemme på et politisk parti. Det kaldes en partistemme. Man skal kun sætte ét kryds på stemmesedlen. Der kan altså ikke stemmes på flere partier eller på flere kandidater. Når stemmerne er talt op, fordeles mandaterne (pladserne) i Folketinget efter en metode, som er besluttet på forhånd. Når folketingsvalget er overstået, forhandler de valgte partier og medlemmer om, hvem der skal danne regering. Alle vælgere kan også brevstemme forud for valget i stedet for at møde op på valgstedet og stemme på selve valgdagen. Det foregår ofte ved, at man møder op på Borgerservice i sin kommune og afgiver sin stemme i en brevkonvolut. Men brevstemmer kan også ofte afgives på for eksempel sygehuse og plejehjem, hvor mange vælgere har svært ved at bevæge sig til valglokalerne på grund af sygdom eller alderdom. Det danske valgsystem er sådan indrettet, at Folketingets sammensætning så vidt muligt kommer til at afspejle, hvem vælgerne har stemt på. Mandaterne fordeles efter forholdstalsmetoden. Det betyder, at et politisk parti så vidt muligt får den samme andel af pladserne i Folketinget som er partiets andel af de afgivne gyldige stemmer. Har et parti for eksempel fået ti procent af stemmerne, skal det rundt regnet have ti procent af mandaterne. Det danske valgsystem giver også små partier gode muligheder for at komme i Folketinget. Dertil kræves normalt, at de får mindst to procent af de afgivne gyldige stemmer. Denne såkaldte spærregrænse er forholdsvis lav. I Sverige og Norge er den for eksempel fire procent og i Tyskland fem procent. I praksis betyder det, at mange små partier gennem tiderne har været repræsenteret i Folketinget, som i sammenligning med parlamenterne i de ovennævnte nabolande også typisk har flere partier. Siden 1973 har der været mellem syv og 12 partier, som er blevet valgt til Folketinget ved hvert valg.

HVORDAN ARBEJDER DEMOKRATIET?

Det danske demokrati kommer tydeligt til udtryk, når Folketinget drøfter og behandler et lovforslag. Det er her, partierne viser deres forskellige politiske synspunkter og interesser. Det er her, man hører forskellige holdninger til, hvordan det danske samfund bør indrettes. Folketingets debatter om lovenes indhold er derfor meget centrale i folkestyret. I lovgivningen kan Folketinget fastsætte rammerne for det danske samfund og for borgernes dagligdag. Både regeringen og det enkelte folketingsmedlem kan fremsætte lovforslag. Det vil sige foreslå en ny lov eller foreslå at ændre en gældende lov. I praksis fremsætter regeringen dog langt de fleste forslag til love. Det er nemlig ofte et stort arbejde at udarbejde lovforslag. Og den nødvendige viden og arbejdskraft findes især hos embedsmændene i regeringens ministerier. Et eller flere medlemmer af Folketinget kan dog også fremsætte et forslag til en folketingsbeslutning, der pålægger regeringen at udarbejde et lovforslag. En folketingsbeslutning skal ligesom love vedtages af et flertal i Folketinget. Ideen til en ny lov eller en ændring af en eksisterende lov kan komme mange forskellige steder fra. Ideen kan for eksempel oprindeligt stamme fra en borger, en forening, en interesseorganisation eller en kommune.

De gør måske opmærksom på forhold, som de ønsker ændret. Det kan så nogle gange få en minister eller et folketingsmedlem til at tage sagen op. Andre gange er det en sag i medierne, der sætter den politiske dagsorden. Det kan for eksempel være en tv-udsendelse, der får en politiker til at foreslå en ny lov eller en lovændring. De fleste initiativer kommer dog fra regeringen selv, når den skal føre sin politik ud i livet. En del af den lovgivning, der gælder i Danmark, udspringer også af forskellige former for internationalt samarbejde. Her spiller især nye regler i EU en stor rolle. Et lovforslag skal gennemgå tre behandlinger i Folketinget, før det kan blive endeligt vedtaget. Formålet er blandt andet at sikre, at lovforslagene bliver grundigt behandlet. Den tredje behandling af lovforslaget slutter med en afstemning. Hvis der er flertal for lovforslaget, er det vedtaget. Hvis der er et flertal imod, bliver det forkastet. Afstemningerne er kun gyldige, hvis over halvdelen af folketingsmedlemmerne deltager, det vil sige mindst 90 medlemmer. Når Folketinget har vedtaget et lovforslag, skal både dronningen og en minister skrive det under. Herefter bliver loven offentliggjort og kan træde i kraft.