Loading...

  • 15 Apr, 2024

Kapitel 2 - Det Danske Demokrati del. 2/2

Kapitel 2 - Det Danske Demokrati del. 2/2

Kapitel 2 - Det Danske Demokrati del. 2/2

DIREKTE DEMOKRATI: FOLKEAFSTEMNINGER OG BORGERFORSLAG

Det grundlæggende princip i det danske demokrati er, at de valgte politikere er befolkningens repræsentanter i Folketinget og i de øvrige politiske forsamlinger. Det vil sige, at politikerne træffer de politiske beslutninger på vegne af befolkningen. Politikerne må til gengæld stå til ansvar over for vælgerne på valgdagen. Dette repræsentative demokrati bliver nogle gange suppleret af et direkte demokrati i form af folkeafstemninger. Her deltager befolkningen direkte i den demokratiske beslutningsproces. De kan altså selv tage stilling til, om de er for eller imod et bestemt lovforslag. Grundloven fastsætter, at nogle spørgsmål skal afgøres ved en folkeafstemning. Det gælder blandt andet, hvis grundloven eller valgretsalderen skal ændres. Et mindretal af Folketingets medlemmer på mindst en tredjedel, det vil sige 60 medlemmer, kan også kræve, at et vedtaget lovforslag bliver forelagt folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse. Der findes desuden regler om folkeafstemning, når Danmark afgiver selvbestemmelsesret (suverænitet) ved at deltage i et internationalt samarbejde. Hvis færre end 150 af Folketingets 179 medlemmer (men dog et simpelt flertal på mindst 90 medlemmer) har sagt ja til Danmarks deltagelse i det internationale samarbejde, afholdes der folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skal deltage i det internationale samarbejde. Denne bestemmelse har fået særlig betydning i forbindelse med Danmarks medlemskab af EU. Siden grundloven sidst blev ændret i 1953, har der været gennemført 16 folkeafstemninger. Over halvdelen af dem har handlet om Danmarks forhold til EU. I 2000 stemte et flertal af vælgerne imod, at den fælles europæiske mønt, euroen, blev indført i Danmark i stedet for den danske krone. Der var flertal i Folketinget for at indføre euroen, men vælgerne sagde altså nej. I 2009 stemte et flertal for ligestilling mellem kønnene med hensyn til i arvefølgen i kongehuset, så mænd og kvinder har lige arveret til tronen. Ved den seneste afstemning i 2022 stemte et stort flertal ja til at afskaffe forbeholdet over for EU’s forsvars og sikkerhedspolitik. Borgerne har siden 2018 også haft mulighed for at få indflydelse ved at stille såkaldte borgerforslag. Dette giver borgere, der har valgret til Folketinget, mulighed for at stille et forslag offentligt på hjemmesiden www.borgerforslag.dk. Det kræver mindst fire borgere at kunne stille et borgerforslag. Andre borgere med valgret til Folketinget har herefter mulighed for at støtte borgerforslaget. Får et borgerforslag 50.000 støtter inden 180 dage, overvejer Folketinget, om forslaget skal fremsættes i Folketinget. Borgerne har ikke krav på, at et borgerforslag fremsættes i Folketinget. Det skyldes, at grundloven siger, at kun medlemmer af Folketinget og ministre kan fremsætte forslag i Folketinget. De fleste borgerforslag, som er blevet fremsat, har dog ikke kunnet opnå flertal i Folketinget. Borgerforslaget om at give bedre rettigheder for fødende kvinder, for eksempel til at have den samme jordmoder under hele forløbet og til at overnatte på sygehuset efter fødslen, er dog et eksempel på et borgerforslag, der er blevet vedtaget i Folketinget. Det skete i 2021.

DET LOKALE SELVSTYRE I KOMMUNER OG REGIONER

Det lokale selvstyre er en hjørnesten i det danske folkestyre. Det har dybe rødder tilbage i historien, at lokalsamfundene løser mange af samfundets fælles opgaver. Danmark er blandt de lande i Europa, som har lagt flest opgaver hos det lokale og regionale styre i kommuner og regioner. Især danske kommuners opgaver er vokset stærkt i takt med, at velfærdssamfundet har udviklet sig. Kommunerne og regionerne løser i dag en bred vifte af den offentlige sektors opgaver. På den måde er de et vigtigt fundament for velfærdssamfundet. Det lokale selvstyre er et nærdemokrati. Det giver den enkelte borger mulighed for at påvirke de forhold, der er tæt på borgernes hverdag. Det kan være i kommunen eller i regionen. Det sker blandt andet gennem kommunale og regionale valg. Ved siden af det nationale demokrati i Folketinget er der altså også et lokalt og regionalt demokrati i landets kommuner og regioner. Kommunernes ret til selvstændigt at styre deres anliggender står i grundloven. Men der står ikke meget andet om kommunerne og heller ikke noget om, hvilke opgaver de skal løse. Det er Folketinget, der fastsætter rammerne for det lokale selvstyre og bestemmer kommunernes opgaver. Staten fører tilsyn med, hvordan kommunerne løser deres opgaver. Tanken bag det lokale selvstyre er, at de offentlige opgaver, der berører de enkelte borgeres dagligdag, skal løses så tæt på borgerne som muligt. Det kaldes ofte nærhedsprincippet. Der er også tradition for, at kommunerne så vidt muligt selv skal kunne beslutte, hvordan de vil løse og finansiere de lokale opgaver. Ofte får kommunerne mulighed for at løse offentlige opgaver på den måde, der passer bedst til de lokale behov og ønsker. Kommunerne har også ret til at udskrive skat. Dermed er de selv med til at skaffe de fleste af pengene til at løse deres opgaver. Der er dog stor forskel på den befolkning, der bor i de enkelte kommuner. Nogle kommuner har mange flere borgere med høje indtægter end andre og dermed et bedre skattegrundlag. Andre kommuner har flere borgere på overførselsindkomst (for eksempel kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge eller førtidspension) og dermed højere udgifter. For at sikre at der er råd til et nogenlunde ensartet velfærdssamfund i hele Danmark, er der derfor en række kommunale udligningsordninger og statslige tilskud, der flytter mange penge mellem kommunerne. Derudover er det Folketinget og regeringen, der fastsætter vilkårene for kommunernes arbejde. Og forholdet mellem stat og kommuner er nogle gange præget af konflikter. Folketinget og regeringen er interesseret i, at kommunerne følger den nationale politik, og at alle kommuner i landet giver borgerne nogenlunde de samme tilbud og vilkår. Modsat synes nogle kommuner indimellem, at staten blander sig for meget i det lokale selvstyre. De mener, at kommunerne fratages muligheden for selv at bestemme, hvordan de vil løse opgaverne.

Det danske kommunestyre udvikler sig hele tiden. 1. januar 2007 trådte en større strukturreform i kraft. Fra den dag blev 271 kommuner slået sammen til 98, og de tidligere 14 amter blev erstattet af 5 regioner. Der er også lavet om på fordelingen af opgaverne mellem staten, kommunerne og regionerne. I modsætning til de gamle amter har regionerne ikke mulighed for selv at udskrive skat, men modtager derimod penge til at afholde sine udgifter fra staten og kommunerne. Danmark består således af af 98 kommuner og er inddelt i fem regioner:

• Region Hovedstaden med 29 kommuner

• Region Sjælland med 17 kommuner

• Region Syddanmark med 22 kommuner

• Region Midtjylland med 19 kommuner

• Region Nordjylland med 11 kommuner.

KOMMUNALBESTYRELSER OG REGIONSRÅD

De danske kommuner ledes af folkevalgte kommunalbestyrelser, som ofte kaldes byråd. Kommunalbestyrelsens formand kaldes borgmester og vælges af kommunalbestyrelsen lige efter kommunalvalget. På samme måde ledes hver region af et regionsråd, der selv vælger en formand. Medlemmer af såvel kommunalbestyrelser som regionsråd vælges for fire år ad gangen. Valget holdes over hele landet hvert fjerde år i november, og kommunerne og regionerne kan ikke vælge at holde valg på andre tidspunkter. Enhver myndig borger har ret til at deltage i kommunal- og regionalvalg. Man skal blot være fyldt 18 år og have fast bopæl i kommunen eller regionen. Man behøver altså ikke at have dansk indfødsret for at deltage i kommunal- og regionalvalg. Det er nok, at man enten er statsborger i et andet EU-land, Island eller Norge eller uden afbrydelse har boet fast i Danmark i de sidste fire år forud for valgdagen. Alle borgere, der har valgret til kommunalvalg og regionalvalg, kan som hovedregel også stille op som kandidater til disse valg. De fleste landsdækkende politiske partier stiller også op til de lokale valg i kommuner og regioner, men andre partier og grupper kan også stille op. Lokale spørgsmål får tit lokale borgergrupper til at stille op på deres egne kandidatlister, de såkaldte lokallister. Lokallisterne kæmper ofte for helt bestemte lokalpolitiske mål. Det seneste valg til kommunalbestyrelser og regionsråd blev afholdt den 16. november 2021. Som følge af dette valg fordeler borgmesterposterne i landets 98 kommuner sig således på de forskellige partier:

• Socialdemokratiet 44

• Venstre 34

• Det Konservative Folkeparti 14

• Socialistisk Folkeparti 2

• Radikale Venstre 1

• Liberal Alliance 1

Derudover fik lokallisterne 2 borgmesterposter. Som følge af valget til de fem regionsråd kommer 3 af formændene fra Socialdemokratiet, mens 2 kommer fra Venstre.

DE KOMMUNALE OG REGIONALE ORGANISATIONER

Landets regioner og kommuner har mange ens opgaver og interesser. Derfor arbejder de tæt sammen gennem Danske Regioner og KL (Kommunernes Landsforening). De to organisationers overordnede målsætninger er at styrke det lokale selvstyre i regionerne og kommunerne. For eksempel repræsenterer KL kommunerne i forhandlinger med regeringen om kommunernes økonomi og om lovforslag.

DEMOKRATIETS DELTAGERE

Der er mange deltagere i et demokrati. Vælgerne er grundlaget for folkestyret. Det er dem, der forsyner politikerne med magt. I det daglige politiske liv spiller politikerne og partierne en central rolle, når der skal vedtages ny lovgivning. Men der er mange andre, der prøver at få indflydelse på de demokratiske beslutninger. Interesseorganisationer og foreninger forsøger at påvirke det politiske liv. Medierne betyder også meget for, hvilke spørgsmål der kommer på den politiske dagsorden. Derudover spiller det private erhvervsliv og den offentlige sektor også en rolle. Nogle af demokratiets mange deltagere bliver beskrevet i det følgende.

VÆLGERNE

Det er demokratiets grundsætning, at al magt udgår fra folket, det vil sige vælgerne. Og der er hård kamp om vælgernes gunst. Stadig færre vælgere stemmer på det samme parti hele livet. For 60 år siden stemte de fleste vælgere på et parti, der svarede til deres arbejde og klasse i samfundet, og som varetog særligt deres økonomiske interesser. Arbejderne stemte typisk på Socialdemokratiet, bønderne stemte på Venstre, og selvstændigt erhvervsdrivende og borgerskabet stemte typisk på Det Konservative Folkeparti. Vælgerne var tro mod deres parti og mod partiets ideologi. De stemte ofte på samme parti hver eneste gang, næsten uanset hvordan partiet handlede i det politiske system. Sådan er det ikke længere. Vælgerne skifter langt oftere parti i dag. Vælgerne stemmer også i højere grad ud fra deres holdninger til spørgsmål, der ikke nødvendigvis har med deres egne økonomiske interesser at gøre. Det kan være holdninger til enkeltsager, der er politisk aktuelle netop nu. Disse enkeltsager kan dreje sig om sundhed, indvandring, klima, hvor hårdt kriminalitet skal straffes eller noget helt femte. Omvendt er der stadig mønstre i stemmeafgivningen. Privatansatte stemmer forholdsvis mest på borgerlige partier. Offentligt ansatte stemmer forholdsvis mest på Socialdemokratiet og andre partier på venstrefløjen. Mænd stemmer mere på borgerlige partier, og kvinder oftere på partier på venstrefløjen. Venstre står ofte stærkt i landområderne.

DE POLITISKE PARTIER

De politiske partier er nok de vigtigste deltagere i det danske demokrati. Ved valgene foregår den politiske kamp mellem partierne. Netop i valget mellem forskellige politiske partier kan vælgerne give udtryk for deres politiske synspunkter. Partierne fungerer på den måde som talerør for befolkningens forskellige politiske holdninger, men de har også stor indflydelse på vælgernes holdninger. Når partierne melder bestemte politiske holdninger ud, påvirker det vælgerne. Også i det daglige politiske arbejde spiller partierne en afgørende rolle i den løbende politiske debat. De politiske partier er ikke nævnt i grundloven. Da Danmark fik sin første grundlov i 1849, fandtes der ikke politiske partier, som de kendes i dag. Et medlem af Rigsdagen skulle tjene hele folket og ikke være bundet af særinteresser. Men efterhånden som folkestyret udviklede sig i anden halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, opstod de politiske interessegrupper og partier. Man kan som borger være medlem af et af de politiske partier. Omkring 1950 var cirka 650.000 personer medlem af et politisk parti. Det svarede til næsten hver fjerde med valgret til Folketingsvalg. Siden er tallet faldet betydeligt. I 2021 var tallet omkring 130.000. Det svarer til mindre end hver 30. med valgret til Folketingsvalg. De to største partier, Venstre og Socialdemokratiet, har hver omkring 30.000 medlemmer. Det er partiernes medlemmer, der afgør, hvem et parti skal opstille som kandidater og dermed, hvilke kandidater resten af befolkningen kan stemme på ved et valg. Selv om de politiske partier har færre medlemmer, er de fortsat meget vigtige deltagere i det demokratiske liv, og de har også stor indflydelse på vælgernes holdninger.

FOLKETINGSMEDLEMMERNE

Et folketingsmedlem er kun bundet af sin personlige overbevisning og ikke af nogen forskrift fra vælgerne eller fra deres partier. Sådan står der i den danske grundlov. Det vil sige, at medlemmet i princippet kun repræsenterer sig selv. Han eller hun kan derfor stemme imod sit partis officielle politik, for eksempel hvis den strider imod vedkommendes personlige holdninger. Som hovedregel følger de enkelte politikere dog deres partis politiske linje. I enkelte sager beslutter et parti i Folketinget, at dets medlemmer stilles frit. I de tilfælde fastlægger partiet ikke en fælles holdning. Oftest sker det i sager, der handler om moral og etik. Det kan for eksempel være i diskussioner om abort, kunstig befrugtning eller om homoseksuelles rettigheder. Et medlem af Folketinget kan også vælge at træde ud af sit parti, hvis han eller hun ikke længere føler sig enig med sit partis holdninger. Den pågældende kan i så fald blive enten løsgænger eller medlem af et andet parti. Men han eller hun bevarer sit medlemskab af Folketinget indtil næste folketingsvalg og kan fortsat deltage i afstemninger.

INTERESSEORGANISATIONER OG FORENINGER

I Danmark er der tradition for, at politikerne inddrager foreninger og interesseorganisationer i de politiske beslutninger. De relevante organisationer bliver hørt og prøver at tilkendegive deres synspunkter over for ministerierne – for eksempel ved at skrive eller komme til møder – når der arbejdes med ny lovgivning, der berører deres interesser og medlemmer. De kan også efter aftale møde op i Folketingets forskellige udvalg. Interesseorganisationer søger på den måde at opnå indflydelse og at påvirke den politiske dagsorden. Men de bidrager også ofte med nyttig viden til den politiske proces. Interesseorganisationer indgår ofte i udvalg og arbejdsgrupper nedsat af regeringen. Interesseorganisationer opstod samtidig med de politiske partier i slutningen af 1800-tallet. De spiller fortsat en aktiv rolle i det politiske liv. I begyndelsen var det arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og landboforeninger. Mens partierne tog sig af den politiske kamp, fokuserede interesseorganisationerne mere snævert på medlemmernes interesser, herunder deres økonomiske forhold og arbejdsforhold. I denne periode og langt op i 1900-tallet var der tætte bånd mellem partier og interesseorganisationer. Socialdemokratiet samarbejdede fast med Landsorganisationen i Danmark (LO) – den største hovedorganisation for fagforeninger i Danmark, som nu hedder Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) – Det Konservative Folkeparti med Dansk Arbejdsgiverforening og Venstre med Landbrugsrådet (som nu hedder Landbrug og Fødevarer). Gennem de seneste cirka 25 år er de tætte bånd mellem partier og organisationer blevet løsere. Alle interesseorganisationer søger at påvirke de fleste partier i Folketinget. Der er også kommet mange nye interesseorganisationer til. I dag dækker interesseorganisationer og foreninger næsten alle områder af det politiske liv. De gamle organisationer er suppleret af en række nye inden for områder som for eksempel klima, sundhed og uddannelse.

MEDIERNE OG DEN OFFENTLIGE DEBAT

Medierne spiller på flere måder en vigtig rolle for demokratiet i Danmark. På den ene side er radio, tv, aviser, blade og sociale medier med videre med til at bringe den politiske debat ud til en bredere kreds af borgere. På den anden side fungerer medierne også som kanaler, hvor borgerne kan bidrage til debatten med deres meninger. Endelig kan medierne også selv påvirke den politiske dagsorden. På alle tre måder fungerer de som et bindeled mellem politikere og vælgere. De danske medier er uafhængige af regeringen. Derfor kan de frit debattere og forholde sig kritisk til den politiske dagsorden. Tidligere fungerede en række danske aviser som talerør for de politiske partier. De var med andre ord partipolitisk styret. Selv i mange mindre byer udkom fire aviser, der repræsenterede de fire gamle partier: Socialdemokratiet, Venstre, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti. Aviserne gengav trofast partiets synspunkter, og læserne var ofte medlemmer af partiet. I løbet af 1960’erne ændrede aviserne karakter og frigjorde sig fra de politiske partier. De fleste aviser har imidlertid stadig politiske holdninger, som kan være borgerlige eller venstreorienterede. Men disse holdninger kommer overvejende frem i avisernes såkaldte ledere, som er avisernes egne kommentarer til de politiske begivenheder. Siden 1980’erne har aviserne endnu tydeligere påtaget sig opgaven som ”samfundets vagthund”. Det vil sige, at de på borgernes vegne holder øje med alle former for magthavere. På de fleste medier opfattes en historie, der er kritisk over for magten, som en god nyhedshistorie. Derfor taler man også om medierne som ”den fjerde statsmagt”.

DEMOKRATI I HVERDAGEN – MEDBORGERSKAB

Demokratiet er bredt ud til mange dele af det danske samfund. Der er for eksempel tradition for, at borgerne kan være med til at fastlægge rammerne for deres hverdag. Eksempelvis i den lokale skole, hvor forældre og elever kan diskutere skolens forhold i skolebestyrelsen eller i klasse- og elevråd. Dette demokrati i hverdagen finder man også i bestyrelser i bolig- og andelsforeninger. Der er også en lang tradition for, at medarbejderne har indsigt i og indflydelse på forholdene på deres arbejdsplads via et såkaldt samarbejdsudvalg. I alle disse sammenhænge arbejder man efter demokratiske principper. Danmark er også kendetegnet ved et rigt forenings- og organisationsliv. Der findes ikke mange andre lande, hvor folk er medlem af så mange foreninger og organisationer. Omkring 90 procent af den danske befolkning er medlem af mindst én forening, og omkring 35 procent har udført frivilligt arbejde gennem en forening. I gennemsnit er hver enkelt dansker medlem af tre-fire foreninger eller organisationer. Det kan være organisationer på arbejdsmarkedet eller fritidsorganisationer, hvor medlemmerne samler sig om en fælles hobby eller interesse som fodbold, spejder, fugleliv, skak eller keramik. Andre er medlem af organisationer, der vil fremme bestemte formål, for eksempel at beskytte miljøet som Dansk Naturfredningsforening. For mange borgere virker foreningslivet og hverdagsdemokratiet også som en træning i demokrati. Her drøfter man sager med hinanden, indhenter viden, afprøver argumenter, indgår kompromiser og stemmer om forslag. Deltagerne bliver på den måde vant til at prøve at finde rimelige løsninger på de problemer, de er samlet om. Livet i foreningerne og demokratiet i hverdagen giver med andre ord borgerne et praktisk kendskab til demokratiske værdier og principper. Den mest udbredte demokratiske aktivitet er at stemme, når der er valg. Man har ikke pligt til at stemme, men det gør langt de fleste alligevel – og valgdeltagelsen, det vil sige hvor mange med valgret, der stemmer, er ret høj sammenliget med de fleste andre lande. Den er særligt høj, når der er valg til Folketinget (gennemsnit 86 procent siden år 2000). Den er lidt lavere, når der stemmes til kommunale og regionale valg (gennemsnit 73 procent siden 2000) og lidt lavere endnu til Europa-Parlamentet (gennemsnit på 57 procent siden 2000).

Den generelt høje stemmeprocent i Danmark kan have flere forklaringer. En af dem er, at danskerne som børn og unge opdrages til demokratiet. De lærer tidligt demokratiske værdier at kende, og det at stemme er en afgørende demokratisk værdi. Det sker blandt andet i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. En anden forklaring er, at den stærke tradition for at være med i foreninger styrker borgernes demokratiske værdier og evne til at begå sig i organisationer. Endelig kan det også betyde noget, at demokratiet i Danmark fra begyndelsen har været et folkeligt projekt. Demokratiet blev båret frem af ikke mindst bønderne og arbejderne. De blev tidligt organiseret i de store bevægelser, der blev til partierne Venstre og Socialdemokratiet. Det har skabt en tradition for demokratisk deltagelse, som stadig præger Danmark. Danskerne er i dag generelt meget tilfredse med deres demokrati. De har tillid til demokratiets institutioner, stat, region og kommune. Men ikke nødvendigvis til de valgte politiske ledere – tilliden til politikerne går op og ned. Befolkningens politiske deltagelse er høj sammenlignet med mange andre lande. Men set over længere tid har deltagelsen ændret karakter. Færre er i dag medlem af et politisk parti, selv om alle kan blive medlem af et, hvis de vil. Og de såkaldte græsrodsbevægelser spiller i dag en mindre rolle, end de gjorde i 1970’erne og 1980’erne. I stedet er der skabt nye måder at udtrykke politiske holdninger på. Det kan være ved at skrive under på en politisk erklæring (underskriftsindsamling), ved at give penge til en politisk eller humanitær sag eller ved at tage politiske eller etiske hensyn som forbruger. Mange deltager også i politiske diskussioner på sociale medier som Twitter og Facebook på Internettet.

DET DANSKE RETSSAMFUND

RETTIGHEDER I GRUNDLOVEN

I et demokrati som det danske er der grænser for statens magt over for den enkelte borger. Borgerne har en række grundlæggende rettigheder, som staten skal respektere, og som beskytter dem mod statsmagtens overgreb. Grundloven beskytter således en række friheds- og menneskerettigheder, som statsmagten og herunder også Folketinget, må respektere. Grundloven indeholder blandt andet en beskyttelse af ytringsfriheden (retten til frit at give udtryk for sine holdninger og meddele sine tanker frit til andre), forsamlingsfriheden (retten til frit at samles og i fællesskab give udtryk for sine holdninger) og foreningsfriheden (retten til at danne foreninger og til at være medlem af disse foreninger). Både ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og foreningsfriheden er afgørende forudsætninger for et demokrati. De kaldes de politiske frihedsrettigheder. Hvis folkestyret skal kunne fungere, skal der være en fri og åben debat. Folk skal have ret til at kritisere, udfordre og stille kritiske spørgsmål til magthaverne, offentlige institutioner eller religiøse autoriteter. Alle skal også have ret til at mødes med andre og til at være medlem af en politisk forening. Borgerne skal i fællesskab frit kunne udvikle og markere fælles holdninger, uanset om de går imod flertallets synspunkter eller ej. I Danmark er disse grundlæggende frihedsrettigheder som nævnt beskyttet i grundloven. Det betyder, at borgerne har ret til at ytre sig, danne foreninger og holde møder, uden at staten på forhånd skal godkende dette. Den danske grundlov forbyder censur. Det betyder, at regeringen ikke kan kræve, at for eksempel bøger og aviser skal godkendes, før de udgives. Enhver frihed udøves under ansvar. Der er således sat visse grænser for de politiske frihedsrettigheder. Hvis man for eksempel overskrider lovens grænser for ytringsfriheden, kan man afhængigt af omstændighederne blive straffet og dømt til at betale erstatning. Det gælder blandt andet, hvis man omtaler andre borgere på en måde, der krænker deres ære (injurier). Det gælder også, hvis pressen overskrider grænserne for ytringsfrihed, for eksempel ved at skrive noget krænkende (injurierende) om en person. En forening kan også dømmes ulovlig og kræves opløst, hvis den søger at opnå sine mål ved vold eller ved anden ulovlighed. Men grænserne er vide i Danmark. Det hører også med til demokratiet, at kun domstolene kan afgøre, om grænserne for ytringsfrihed og andre grundlovssikrede rettigheder er overtrådt. Grundloven begrænser også statens mulighed for at gribe ind i den enkelte borgers privatliv. Grundloven beskytter således både den personlige frihed, boligens ukrænkelighed og ejendomsretten.

Grundloven har også nogle bestemmelser, der sikrer borgerne ret til visse ydelser fra det offentlige. Børn har ret til gratis undervisning i folkeskolen. Og borgerne har ret til en vis offentlig hjælp, hvis de opfylder bestemte forpligtelser i loven. Grundloven indeholder også enkelte regler, der forbyder diskrimination. Der står i grundloven, at der ikke på grundlag af tro og afstamning kan gøres forskel på borgernes rettigheder eller forpligtelser til at opfylde almindelige borgerpligter. Når rettigheder fremgår af grundloven, må Folketinget og regeringen ikke lovgive i strid med disse rettigheder. Men det er i sidste instans op til de uafhængige domstole at vurdere, om det sker. Borgernes grundlæggende rettigheder er ikke kun beskyttet af grundloven, men også af regler, som Folketinget har vedtaget, og af internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig. I 1992 blev Den Europæiske Menneskerettighedskonvention gjort til en del af den danske lovgivning. Menneskerettighedskonventionen supplerer og udbygger de friheds- og menneskerettigheder, der følger af grundloven. Domstolene kan tage stilling til, om danske myndigheder overholder konventionens krav. Danmark kan blive dømt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvis landets love og afgørelser strider mod konventionens krav. I 1994 blev Danmark dømt ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en sag, hvor en journalist var blevet idømt straf for at viderebringe racistiske ytringer. Det skete, fordi han havde lavet et tv-indslag, hvor han interviewede personer, der fremkom med racistiske ytringer. Menneskerettighedsdomstolen fastslog, at den danske dom var i strid med vedkommendes ytringsfrihed som journalist.

DEN OFFENTLIGE FORVALTNING

Den offentlige forvaltning – de statslige myndigheder, regionerne og kommunerne – har til opgave at føre landets love ud i livet. Den offentlige forvaltning skal blandt andet stille velfærdssamfundets tilbud til rådighed for borgerne. Det er også den offentlige forvaltning, der opkræver skatter og afgifter. I international sammenhæng er den offentlige forvaltning i Danmark kendetegnet ved at være meget lidt korrupt. Den offentlige forvaltning skal overholde landets love, når den udfører sine opgaver. Det gælder både myndigheder i stat, regioner og kommuner. Den offentlige forvaltning kan ikke handle på egen hånd. Man siger, at forvaltningens handlinger skal have hjemmel i en lov. Forvaltningen må ikke handle i strid med lovene. Ifølge grundloven er det de uafhængige domstole, der kontrollerer den offentlige forvaltning. Samtidig skal staten føre tilsyn med kommunerne. Borgerne kan også klage til et nævn, hvis de for eksempel mener, at deres kommune ikke har overholdt lovens regler. I den danske grundlov er det desuden bestemt, at forvaltningen kontrolleres af Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden bedømmer, om der er sket fejl eller forsømmelser i de offentlige myndigheders arbejde. Ombudsmanden skal være med til at sikre, at de offentlige myndigheder ikke foretager sig noget ulovligt, og at de behandler borgerne i overensstemmelse med den gældende lovgivning og giver dem de rettigheder, som de har krav på. Ombudsmanden vælges af Folketinget, men er uafhængig i sit arbejde. Hverken Folketinget, regeringen eller de offentlige myndigheder kan blande sig i ombudsmandens arbejde. Folketingets ombudsmand kan ikke tilsidesætte en offentlig myndigheds afgørelse. Men ombudsmanden kan kritisere og opfordre myndighederne til at ændre praksis, og ombudsmandens skriftlige udtalelser har derfor alligevel stor betydning for forvaltningens adfærd.

OFFENTLIGHED

Åbenhed (offentlighed) fremhæves ofte som en af demokratiets vigtigste forudsætninger. Den enkelte borger skal kunne få oplysninger om staten og dens behandling af sagerne. Både den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt er således underlagt regler om offentlighed: Folketinget: Møderne er offentlige, så enhver kan komme og overvære møderne i folketingssalen. Det står direkte i grundloven. Optagelser fra møderne kan også ses på Folketingets hjemmeside. Domstolene: Borgerne har lov til at overvære alle retssager. Og medierne skal frit kunne oplyse befolkningen om, hvad der sker i retssagerne. Domstolene kan dog beslutte, at en retssag skal holdes for lukkede døre. Så har hverken borgere eller journalister adgang til retslokalet. Det kan for eksempel være af hensyn til at få sagen opklaret eller til vidnernes sikkerhed, eller hvis der er tale om sager, som berører statens sikkerhed. Den offentlige forvaltning: Borgerne har ret til at få indsigt i den offentlige forvaltnings arbejde. Det følger af forvaltningsloven, at en part i en sag har ret til aktindsigt i sagens dokumenter. Enhver borger har normalt også ret til at få kendskab til de oplysninger, som den offentlige forvaltning ligger inde med om vedkommende. Offentlighedsloven bestemmer, at enhver under visse betingelser har ret til at se de dokumenter, som en myndighed ligger inde med. Dette gælder, uanset om dokumenterne vedrører en selv. Men der er nogle betingelser og grænser for denne ret, som efter en afvejning kan føre til, at andre hensyn vægter højere end retten til aktindsigt i den konkrete sag. Eksempelvis omfatter retten til aktindsigt normalt ikke private oplysninger. I forvaltningsloven er fastsat betingelser og grænser for parters ret til aktindsigt.

BORGERNES PLIGTER

VÆRNEPLIGT

Værnepligten er en almindelig samfundspligt. Grundloven bestemmer, at enhver dansk mand har pligt til personligt at tage del i landets forsvar. Det betyder, at alle mænd over 18 år er forpligtede til i en periode at aftjene værnepligt, hvis de er egnede. I praksis er der ikke behov for, at alle unge mænd i en årgang aftjener deres værnepligt. Hvis ikke der er frivillige nok, bliver det ved lodtrækning afgjort, om man skal aftjene værnepligt. Hvis man udebliver fra den tjeneste, man bliver pålagt, kan man straffes med fængsel. Hvis udfaldet af lodtrækningen bliver, at man ikke skal aftjene værnepligt, har man trukket et såkaldt frinummer. Mens mænd har værnepligt, kan kvinder aftjene værnepligt på værnepligtslignende vilkår. Det betyder, at kvinder kan bidrage til landets forsvar, hvis de ønsker det. Men de har ikke pligt til det. Værnepligten varer mellem fire og tolv måneder. Det afhænger af, hvilken tjeneste man indkaldes til. Hovedparten af de værnepligtige gør tjeneste i fire måneder. Hvis man af samvittighedsgrunde ikke ønsker at aftjene sin værnepligt i forsvaret eller redningsberedskabet, kan man blive militærnægter. En militærnægter kan aftjene sin værnepligt ved at udføre andet arbejde til gavn for samfundet. Det kan for eksempel være i institutioner for børn, unge og ældre eller i kulturelle institutioner som for eksempel museer og teatre. Hvis en militærnægter afviser at udføre det anviste arbejde, kan han straffes med fængsel.

BORGERLIGT OMBUD

En anden pligt i det danske samfund er det borgerlige ombud – eller blot et ombud. Et ombud er en opgave (et hverv), som samfundet kan pålægge en borger. Enhver, der er udpeget til et sådant hverv, skal tage imod det. Det kan eksempelvis være at sidde i en kommunalbestyrelse, hvis borgeren bliver valgt, eller at fungere som lægdommer (domsmand eller nævning) ved en domstol. Lægdommere er almindelige mennesker, der er med til at dømme i en straffesag. De skal dels vurdere, om den anklagede person er skyldig, dels være med til at bestemme, hvad straffen skal være (strafudmålingen). Alle kan søge om at blive lægdommer.

STRAF

Hvis en borger ikke overholder loven, kan han eller hun ofte straffes. Det kræver dog, at det direkte fremgår af en lov, at forbrydelsen kan straffes. De alvorligste forbrydelser er indeholdt i straffeloven. Den har blandt andet bestemmelser om forbrydelser mod kønssædeligheden (seksualforbrydelser), forbrydelser mod liv og legeme (drab og vold) og berigelsesforbrydelser (tyveri med videre). I Danmark er den kriminelle lavalder 15 år. Det betyder, at børn og unge under 15 år ikke kan straffes for en forbrydelse. Det skyldes, at de vurderes som umodne og ude af stand til at vurdere konsekvenserne af deres handlinger. Børn i alderen 10 til 14 år, der begår forbrydelser, kan i stedet for straf eksempelvis pålægges at udføre samfundsnyttigt arbejde eller at rydde op efter hærværk eller at være i hjemmet i et bestemt tidsrum. Barnet kan også blive anbragt på en (lukket) institution. Sager om børn i alderen 10 til 14 år behandles ved et særligt Ungdomskriminalitetsnævn. De almindelige straffe er bøde og fængsel. Udlændinge kan også blive dømt til udvisning af Danmark, hvis de begår forbrydelser. Ved meget grove forbrydelser som eksempelvis terrorisme, kan danske statsborgere ved dom blive frataget deres danske statsborgerskab. Et statsborgerskab kan dog ikke blive frataget en person, hvis vedkommende bliver statsløs. Der kan i Danmark ikke idømmes dødsstraf. De sidste henrettelser i Danmark fandt sted i perioden 1945-50. I alt blev 78 personer idømt dødsstraf for at have hjulpet den tyske besættelsesmagt under krigen. 46 af de 78 dødsdomme blev gennemført. Den sidste henrettelse for en forbrydelse, der blev begået i fredstid, fandt sted i 1892.

STRAFFESAGER

Det er ikke domstolene selv, men kun anklagemyndigheden, der kan rejse en straffesag. Det fremgår af retsplejeloven. Visse mindre alvorlige straffesager kan dog i vidt omfang rejses af private. Det gælder for eksempel sager om freds og ærekrænkelser. Anklagemyndigheden er den offentlige myndighed, der på samfundets vegne afgør, om en straffesag overhovedet skal indbringes for domstolene. Derefter afgør domstolene, om borgeren er skyldig og skal straffes. En lang række mindre sager kan afgøres uden domstolenes medvirken ved, at lovovertræderen bliver bedt om at betale en bøde. Dette er eksempelvis tilfældet ved mange overtrædelser af færdselsloven. Bliver bøden ikke betalt, bliver sagen indbragt for domstolene. Anklagemyndighedens øverste myndighed er Justitsministeriet, som ledes af justitsministeren. Den egentlige leder af anklagemyndigheden er Rigsadvokaten, som under sig har nogle statsadvokater og politidirektører. Politiet er en del af den statslige forvaltning. Det betyder, at staten har det overordnede ansvar for politiet. Anklagemyndigheden skal overbevise dommerne om, at den anklagede er skyldig. Enhver rimelig tvivl skal komme den anklagede til gode. Politiet skal gennem efterforskning skaffe de nødvendige beviser. Hvis man vil anmelde en forbrydelse, skal det ske til politiet. Man har dog normalt ikke pligt til at anmelde en forbrydelse til politiet. Både politi og anklagemyndighed har pligt til at være objektive og sikre, at det er de rette personer, der bliver straffet. Og at uskyldige ikke bliver retsforfulgt. Det er politiet, der efterforsker strafbare forhold, men domstolene kontrollerer lovligheden af den efterforskning, politiet foretager. Retsplejeloven har regler for, hvilke indgreb politiet kan foretage over for en borger, når de efterforsker en sag. Dette kan eksempelvis være ransagning af en borgers ejendom. Politifolk må ikke anvende tvang under afhøring. De kan derfor ikke tvinge en person til at afgive forklaring. Enhver er dog forpligtet til at opgive navn, adresse og fødselsdato til politiet. Vil en borger klage over politiets adfærd, kan der klages til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Politiet kan under visse betingelser anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold. Hvis en borger bliver anholdt, skal han eller hun stilles for en dommer inden for 24 timer. Det er op til dommeren at afgøre, om borgeren skal løslades eller varetægtsfængsles, mens politiet og anklagemyndigheden efterforsker sagen. Dommeren kan også vælge at opretholde anholdelsen i tre gange 24 timer.