Loading...

  • 21 Jul, 2024

Kapitel 3 - Den Danske Økonomi

Kapitel 3 - Den Danske Økonomi

Kapitel 3 - Den Danske Økonomi

INDLEDNING

I følge IMF (Den Internationale Valutafond) er Danmark verdens 9. rigeste land ud af i alt 192 lande – og det tredje rigeste land af 27 EU-lande. Bruttonationalproduktet (BNP) per indbygger – det vil sige værdien af den samlede danske produktion i løbet af ét år delt ud på hver af landets 5,9 mio. indbyggere – er i 2023 således på 69.000 amerikanske dollar svarende til cirka 475.000 kroner. Ethvert samfund har dog kun begrænsede ressourcer (penge) – det gælder også rige lande som Danmark. Selve ordet ”økonomi” kommer fra græsk og betyder ”husholdning”. Det vil sige, hvordan man styrer indtægter og udgifter. Derfor er økonomi også politik. For et af de spørgsmål, som er vigtigst for både befolkningen og politikerne, er, hvordan ressourcerne skal fordeles, og hvordan vi får økonomien til at vokse. Den danske økonomi betegnes ofte som en blandingsøkonomi. Det vil sige, at den fungerer inden for rammerne af en privat markedsøkonomi, men at det offentlige også spiller en stor rolle i økonomien. Således produceres, købes og sælges nogle varer og tjenesteydelser på det private marked (for eksempel mad, møbler eller taxakørsel), mens andre, typisk tjenesteydelser, (for eksempel undervisning, sygehusbehandling eller børnepasning) tilbydes af det offentlige og betales af skatter og afgifter. Desuden flytter den offentlige sektor via for eksempel overførselsindkomster også mange penge mellem borgerne, for eksempel i form af arbejdsløshedsunderstøttelse, kontanthjælp og pensioner. Den private og den offentlige sektor er afhængige af hinanden. Det private erhvervsliv tjener penge og sikrer arbejdspladser, således at der bliver betalt skat, der blandt andet finansierer den offentlige velfærd. Omvendt sikrer for eksempel det offentlige uddannelsessystem kvalificeret arbejdskraft til erhvervslivet, mens det offentlige sundhedsvæsen sikrer, at virksomhedernes medarbejdere hurtigere bliver raske og kan vende tilbage efter sygdom, og daginstitutionerne sikrer, at børn kan blive passet, så deres forældre kan gå på arbejde. Dette kapitel beskriver nogle overordnede kendetegn i den danske økonomi inden for følgende områder:

• Velfærdssamfundet.

• Erhvervslivet.

• Arbejdsmarkedet.

VELFÆRDSSAMFUNDET

Det danske velfærdssamfund bygger på et princip om, at den enkelte borger har både rettigheder og pligter. Borgere, der opfylder visse betingelser, har ret til velfærdssamfundets ydelser. Men den enkelte borger har også pligt til at bidrage til fællesskabet. Dels ved at betale skat, dels ved at arbejde, hvis man kan. Står man uden for arbejdsmarkedet og modtager hjælp, har man også pligt til selv at gøre en aktiv indsats for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Alt i alt er denne tankegang udtryk for en slags uformel kontrakt mellem staten og borgerne med både pligter og rettigheder. Den danske model for velfærdssamfundet har mange træk til fælles med de andre nordiske landes. Ofte taler man om den nordiske model. Der er også mange lighedspunkter med andre rige lande, men der er dog nogle forhold, hvor den danske – og nordiske – velfærdsmodel skiller sig ud:

• Staten har et stort ansvar for borgernes velfærd fra vugge til grav. Der er børnepasning for alle børn. Børn og unge har adgang til gratis uddannelse. Alle er sikret behandling ved sygdom. Der er hjælp eller pasning til ældre og andre, der ikke kan klare sig selv. Og der er økonomisk støtte til dem, der ikke kan arbejde og forsørge sig selv.

• De fleste velfærdsydelser finansieres af hele befolkningen i fællesskab via skatter og afgifter. I mange andre lande finansieres velfærdsydelserne mest ved sociale bidrag, der betales af lønmodtagere og arbejdsgivere. I Danmark er retten til ydelser normalt ikke afhængig af, at man har været i arbejde og har betalt sociale bidrag, som det er tilfældet i flere lande syd for Danmark i Europa.

• Velfærden stilles til rådighed for alle borgere, når de opfylder betingelserne for at modtage den.

Der er lagt stor vægt på serviceopgaver, der aflaster familien. Det gælder specielt børnepasning (vuggestuer, børnehaver, skolefritidsordninger) og ældrepleje (hjemmehjælp, plejehjem med videre). Flere europæiske lande har på visse områder ladet sig inspirere af den nordiske velfærdsmodel. Den danske måde at indrette velfærdssamfundet på gør det muligt for både mænd og kvinder at deltage aktivt på arbejdsmarkedet, også selv om de har børn. I danske børnefamilier arbejder både faderen og moderen typisk på fuld tid eller næsten fuld tid. Også her er de europæiske lande gået i samme retning som de nordiske.

DEN DANSKE VELFÆRDSMODELS UDVIKLING

I alle samfund er det de voksne, der kan arbejde, som tager sig af de ældre, af børnene og af dem, der af den ene eller anden grund ikke kan klare sig selv. Historisk har dette ofte været organiseret inden for den enkelte familie eller i lokale fællesskaber. I Danmark er en stadig større del af disse opgaver gradvist blevet overtaget af velfærdsstaten. Det er sket ved, at der efterhånden er blevet skabt et system, hvor alle samfundets borgere har ret til at få økonomisk og praktisk hjælp ud fra ensartede kriterier. De første skridt til det velfærdssamfund, man kender i dag, blev taget i 1890’erne. Det skete i en tid med store økonomiske og sociale forandringer. Landbruget blev lagt om, industrien voksede frem, og byerne voksede. Med ændringerne af det gamle landbrugs- og håndværkersamfund forsvandt en række private, sociale ordninger. I stedet begyndte staten i stigende omfang at tage sig af de borgere, der havde behov for hjælp. Der kom flere og efterhånden mere faste regler for, hvem der kunne tildeles sociale ydelser ved sygdom, ulykke, arbejdsløshed og alderdom. Der var også flere og flere, som fik adgang til ydelserne. I 1933 blev der som led i det såkaldte Kanslergadeforlig gennemført en større socialreform. Med reformen blev 55 socialpolitiske love samlet i fire ”folkeforsikringslove”. Der blev også gennemført en højere grad af rettighedsprincip, det vil sige klarere regler for, hvornår og hvor meget den enkelte borger kunne få i hjælp. Indtil da var det i høj grad op til den enkelte kommune at vurdere, om en borger havde ret til hjælp, og hvor meget der kunne gives. Endvidere afskaffede reformen også de fleste såkaldte deklasseringsbestemmelser i sociallovgivningen. Det vil sige, at den gjorde til hovedprincip, at man ikke kunne tabe sin valgret eller andre af sine borgerrettigheder, fordi man modtog hjælp fra det offentlige. De vigtigste spor frem mod det nuværende velfærdssamfund blev lagt i 1950’erne og 1960’erne. Her blev flere af de grundlæggende principper for velfærdssamfundet etableret. Det sociale sikkerhedsnet blev udbygget, blandt andet med folkepensionslovene i 1956 og i 1964, der indførte folkepension til alle ældre og ikke kun de svageste ældre. Og serviceydelserne voksede frem. Tidligere havde staten især givet kontante ydelser, det vil sige økonomisk hjælp til de borgere, der havde mistet deres indkomst på grund af arbejdsløshed, sygdom og ulykke eller alderdom. Men i denne periode begyndte velfærdssamfundet også at omfatte en række serviceydelser, som varetog opgaver, som familien tidligere havde været alene om at tage sig af. Det gjaldt ikke mindst børnepasning og hjemmehjælp til ældre. Princippet om hjælp til den nødstedte borger blev i højere og højere grad suppleret af et princip om, at hele befolkningen – rig såvel som fattig – kan nyde godt af de forskellige ydelser. Det var især fra midten af 1960’erne til slutningen af 1970’erne, at den store udbygning af serviceydelserne fandt sted. Det skete samtidig med, at næsten alle kvinder – også dem som var gift – kom ud på arbejdsmarkedet, så den hjemmegående husmor næsten forsvandt. Fra 1980 til omkring år 2000 fortsatte denne udvikling med, at flertallet af de gifte kvinder gik fra deltid til fuld tid eller næsten fuld tid. Det var navnlig det offentliges overtagelse af børnepasning og ældrepleje med videre, der gjorde dette muligt.

Så godt som alle børn mellem 1 og 6 år får børnepasning, mens de fleste 7 til 10-årige bliver passet i en fritidsordning efter skole. Barsels- og forældreorloven er også forlænget i flere omgange fra ganske få uger i 1970’erne til de 52 uger med fulde dagpenge, der har været gældende siden 2002.

Velfærdsstaten afhænger af den økonomiske udvikling i samfundet. I perioden 1957-73 var der kraftig økonomisk vækst. Væksten i den offentlige sektor fortsatte også i højt tempo op gennem 1970’erne trods langvarig økonomisk krise. Det stod imidlertid mere og mere klart, at økonomien havde svært ved at bære udviklingen i de offentlige udgifter. Derfor blev der bremset op i 1980’erne, og siden da er væksten i de offentlige udgifter fortsat i et mere begrænset tempo, så den omtrent har fulgt den generelle vækst i økonomien. En af de største langsigtede udfordringer for velfærdsstaten i Danmark og andre europæiske lande er, at der bliver færre til at betale for den velfærd, som flere skal nyde godt af. Det skyldes primært, at middellevetiden stiger, men også at fødselstallet har været lavt i mange årtier. Man taler derfor om, at den såkaldte ’forsørgerbyrde’ – eller det ’demografiske pres’ – er steget. Fra 1980 til 2022 er andelen af borgere i Danmark på over 64 år vokset fra at udgøre 14 procent til 20 procent af den samlede. En væsentlig del af løsningen har derfor været at udvide den erhvervsaktive alder. Det vil sige den alder, hvor man som hovedregel er på arbejdsmarkedet. Således besluttede Folketinget i 2006, at folkepensionsalderen skulle hæves i takt med, at danskerne lever længere. Folkepensionsalderen var 65 år til og med 2018, men hæves gradvist, først til 67 år i 2022, derefter til 68 år fra 2030 og 69 år fra 2035. Desuden blev det i 2011 vedtaget at afkorte efterlønnen. Efterlønnen var indført i 1979 som en ret for personer over 60 år til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet inden pensionsalderen. De seneste år har der også været en lidt mindre bevægelse den anden vej. Fra 2022 har personer, der som 61-årige har været længe (42-44 år) på arbejdsmarkedet fået ret til at gå på pension ét til tre år før folkepensionsalderen (tidlig pension). Tidlig pension kaldes også ’Arne-pensionen” efter bryggeriarbejder Arne Juhl, som blev ansigtet på Socialdemokratiets valgkamp ved folketingsvalget i 2019 for at få indført ordningen.

Efterlønsalderen blev gradvist hævet fra 60 til 62 år fra 2014-2017, derefter afkortes perioden gradvist til 3 år, så man fra 2023 kan gå på efterløn, fra man er 64 til 67 år. For de fleste bliver ydelsen samtidig mindre, fordi ydelsen i højere grad nedsættes i forhold til, hvor meget pensionsopsparing, modtageren har. Man har også forsøgt at få flere i arbejde ved at afkorte den såkaldte dagpengeperiode, det vil sige den periode, hvor man kan modtage understøttelse som arbejdsløs fra en arbejdsløshedskasse (A-kasse). I 1993 blev der sat en grænse for dagpengeperioden på syv år, som løbende er blevet reduceret: I 1995 til fem år, i 1998 til fire år og siden 2010 har den ligget på to år. Samtidig stilles der i dag større krav om at tage andet arbejde, end det man er uddannet til. Endvidere har man sænket indkomstskatten for folk, der er i arbejde, herunder også med et såkaldt beskæftigelsesfradrag – det vil sige et beløb, man ikke skal betale skat af, hvis man er i arbejde eller har overskud i sin virksomhed. Det øger fordelen ved at være i arbejde – selv i job med en lav løn. Endelig har der været gennemført en række initiativer for at få flere i arbejde blandt de grupper, der har haft svært ved at finde arbejde. Det er således blevet sværere for dem, der har en varig og væsentlig nedsat evne til at arbejde, at få førtidspension. I stedet har man givet dem mulighed for at arbejde i et såkaldt fleksjob, så de tjener en del selv og får en offentlig ydelse for resten. Beskæftigelsen for personer med ikke-vestlig indvandrerbaggrund er også samlet set steget siden 1995 – dog med store udsving i perioden. For eksempel faldt den i en årrække efter finanskrisen i 2008 for så at stige igen fra 2015-16. Men fortsat står mange i denne gruppe uden for arbejdsmarkedet. I 2020 var 60 procent af indvandrere med ikke-vestlig baggrund mellem 25 og 64 år i arbejde mod 80 procent af personer med dansk oprindelse i samme aldersgruppe. Høj beskæftigelse i Danmark bidrager til et højt velstandsniveau, og til at Danmark kan finansiere en udbygget offentlig sektor.

LIGHED OG OMFORDELING

Det danske velfærdssamfund er kendetegnet ved en betydelig økonomisk omfordeling. Denne omfordeling sker både gennem skattesystemet, fordi dem der tjener mest, betaler mest i skat, og fordi velfærdsstatens ydelser gives til alle og ikke mindst til dem, der ikke er i arbejde. Uligheden faldt da også betydeligt i perioden 1945-80. Det skyldtes især den hurtige udbygning af velfærdssamfundet, store lønstigninger og lange perioder med lav ledighed. Selv om uligheden er blevet større siden 1980’erne, har Danmark i 2021 fortsat en forholdsvis stor grad af økonomisk lighed i forhold til andre lande. Det danske velfærdssamfund finansieres gennem skatter på for eksempel indkomst og gennem blandt andet moms og afgifter på varer og tjenesteydelser. Det er både staten og kommunerne, der har ret til at udskrive indkomstskat. I 1903 blev indkomstskatten indført som permanent skat. Det skete med en markant lavere skatteprocent end i dag. Indkomstskatten betyder, at næsten alle indkomster er skattepligtige, uanset hvor de kommer fra. Næsten alle skatter omfordeler fra rig til fattig. Men indkomstskat er en af de skatter, der omfordeler mest. Det skyldes især, at den procent, der skal betales i skat, stiger for høje indkomster (progressiv beskatning). Dermed betaler personer med høje indkomster ikke bare et højere beløb i skat end personer med lavere indkomster, men også en større andel af deres løn. Indkomstskatter udgør en stor del af skatterne i Danmark. De omfordeler også mere end afgifter på forbrug (for eksempel moms), fordi personer med lavere indkomster typisk bruger en større andel af deres løn, som de dermed betaler moms af (mens velstillede typisk sparer mere op). Princippet om progressiv beskatning slår dog ikke helt så kraftigt igennem som tidligere. Skiftende regeringer har siden 1980’erne forsøgt at få befolkningen til at arbejde mere ved at sænke den såkaldte ’marginalskat’. Det vil sige ’skatten af den sidst tjente krone’. Men der er stadig en 'topskat' 15 procent ekstra for de høje indkomster på over cirka 620.000 kr. om året svarende til 52.000 om måneden. Cirka ni procent af alle skatteydere betaler topskat i 2023. Omvendt er der i samme periode skåret ned på såkaldte skattefradrag, som de velstillede typisk benytter mest. Et skattefradrag er et beløb, som man af sin ellers skattepligtige indkomst ikke skal betale skat af. Man kan for eksempel få fradrag for udgifter til renter til penge, man har lånt (rentefradrag) eller udgifter til transport til og fra ens arbejdsplads (kørselsfradrag).

VELFÆRDSSAMFUNDETS OPGAVER OG AKTØRER

Velfærdssamfundet stiller en lang række ydelser til rådighed for borgerne. Det er almindeligt at tale om, at den offentlige sektor udfører to forskellige slags velfærdsopgaver. For det første hjælper den offentlige sektor de borgere, der har vanskeligt ved at klare sig selv og derfor har brug for økonomisk hjælp. Cirka en tredjedel af de samlede offentlige udgifter går til kontante ydelser (overførselsindkomster) til borgerne. De gives typisk til personer uden arbejde og omfatter blandt andet folkepension, førtidspension, statens uddannelsesstøtte (SU), barselsdagpenge, børne- og ungeydelse, dagpenge ved arbejdsløshed og sygdom, kontanthjælp og selvforsørgelses- og hjemrejseydelse. Men for eksempel børnefamilier får også kontante ydelser (børne- og ungeydelsen), der er begrundet med, at de har større udgifter end familier uden børn eller unge i hjemmet. For det andet leverer den offentlige sektor en række offentlige serviceydelser til alle borgere, der har brug for dem. Det drejer sig for eksempel om vuggestuer og børnehaver, sygehuse, ældrepleje og mange former for uddannelse. Folketinget og regeringen fastlægger via lovgivning rammerne for det danske velfærdssamfund. Men det er navnlig de 98 kommuner, der fylder lovens rammer ud. Det er kommunerne, der i praksis leverer de fleste velfærdsydelser til borgerne. Hertil kommer de fem regioner, som har ansvaret for at drive størstedelen af sundhedsvæsenet. Kommunerne fungerer som borgernes hovedindgang til den offentlige sektor. Kommunerne har allerflest af de opgaver, der er tæt på den enkelte borger. Det gælder blandt andet:

• Børnepasning i vuggestuer og børnehaver.

• Folkeskoler.

• Ældrepleje.

• Biblioteker og flere andre kulturopgaver.

• Jobcentre og indsatsen for at få ledige i beskæftigelse.

• Integration af flygtninge og indvandrere.

• Tildeling af en lang række sociale ydelser.

• Affaldsindsamling og andre miljøopgaver.

Staten løser en række overordnede opgaver som for eksempel politi, retsvæsen og forsvar samt opgaver som for eksempel ungdomsuddannelser (gymnasier med videre), de videregående uddannelser og forskning. Staten overtog i forbindelse med strukturreformen i 2007 endvidere al skatteopkrævning fra kommunerne.

I Danmark er velfærdssamfundet således som udgangspunkt en offentlig opgave, der udføres af staten, regionerne og kommunerne. Men der indgår også andre. Gennem de seneste årtier er det blevet mere almindeligt at lade private virksomheder udføre nogle af velfærdsopgaverne – dog sådan, at det stadig er det offentlige, der betaler. Det kaldes udlicitering. Inden for ældreplejen kan den enkelte for eksempel frit vælge, om man ønsker at få leveret hjemmehjælp fra kommunen eller fra en privat leverandør. Der er også en stærk dansk tradition for at inddrage frivillige i at løse velfærdsopgaver. Som det ligger i navnet, yder de en indsats uden at få betaling for det. Foreninger og frivilligt arbejde er langt mere udbredt i de nordiske lande end i næsten alle andre lande. Der findes mange frivillige organisationer. De driver blandt andet krisecentre, besøgsordninger for ældre, kontakt- og væresteder og meget andet. Det er normalt grundtanken, at det frivillige arbejde skal være et supplement til den offentlige service og ikke en erstatning. Således er det stadig ret sjældent, at frivillige organisationer står for den grundlæggende service. Frivillige organisationer spiller også en meget stor rolle inden for kultur- og fritidslivet. Det gælder ikke mindst inden for sport, hvor tusindvis af frivillige fungerer som trænere, for eksempel for børn, der spiller fodbold, håndbold eller andet. Danmark har også en tradition for såkaldte friskoler, der går helt tilbage til midten af 1800-tallet. Friskolerne ejes af en forening bag skolen – og ikke af kommunen – og kaldes derfor også ofte for privatskoler. De får et tilskud fra kommunen, der svarer til en høj andel af den normale udgift til en kommunal folkeskole. En mindre del betales af forældrene. Friskoler findes over hele landet, og nogle er meget gamle. I Danmark drives de fleste dog ud fra en bestemt pædagogisk idé

eller ønsket om at have en lokal skole. De fleste børn går stadigvæk i kommunale folkeskoler, men de senere år er der sket en stor stigning i andelen af børn, som går i friskoler eller private skoler – fra cirka 12 procent i 2007 til 18 procent i 2021. Inddragelse af forældre er også centralt i danske skoler, børnehaver og vuggestuer. For eksempel er der bestyrelser, der er valgt af forældrene. Der er masser af forældremøder og -aktiviteter, hvor det forventes, at alle forældre er med. Og i stort set alle klasser vælges der såkaldte kontaktforældre til at arrangere møder og sammenkomster – og til at fungere som kontakt til skolebestyrelsen. Det går som regel på skift, så de fleste forældre er med i en periode. Sidst, men ikke mindst, suppleres de offentlige velfærdsydelser af aftaler (overenskomster) mellem arbejdsmarkedets parter – fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. Det gælder for eksempel på pensionsområdet, hvor næsten alle i dag har en såkaldt arbejdsmarkedspension, som de betaler ind til med en vis procentdel af lønnen – typisk 12-17 procent. Arbejdsmarkedspensionen bygger oven på folkepensionen. Hvor folkepensionen skal sikre alle borgeres – navnlig de svagestes – basale behov i alderdommen, er arbejdsmarkedspensionerne afhængige af den enkeltes indkomst som erhvervsaktiv. For mange med mellem indkomster eller højere indkomster er den arbejdsmarkedspension, de får udbetalt, betydeligt højere end folkepensionen. Ud over pension giver disse pensionsordninger typisk også støtte ved kritisk sygdom og sikring ved sygdom og død. Selv om det ikke er alle lønmodtagere, der er dækket af en overenskomst, er det blevet normen for de allerfleste job, at de har en pensionsordning. Endelig er der også et stort privat marked for pensioner, hvor den enkelte kan spare op til sin pension i en bank eller et forsikringsselskab.

ERHVERVSLIVET

FRA LANDBRUGSSAMFUND TIL VIDENS- OG SERVICESAMFUND

Ligesom de fleste andre velstående lande har Danmark gradvist udviklet sig fra at være et landbrugssamfund over til et industrisamfund og derefter i de sidste 50 år til at være et såkaldt videns- og servicesamfund. Det vil sige, at vi er gået fra en økonomi, der primært bygger på produktion af varer til i højere grad at være afhængige af højtuddannet arbejdskraft med fokus på at udnytte viden og få nye ideer samt på produktion af tjenesteydelser som for eksempel banksektoren, it-support, forskning eller uddannelse. Indtil slutningen af 1800-tallet arbejdede hovedparten af befolkningen inden for landbruget. Men fra 1870’erne voksede industri og håndværk hurtigt, befolkningen flyttede fra land til by, og byerne voksede. Landbrugserhvervet forblev dog vigtigt, navnlig fordi landbrugsvarer udgjorde størstedelen af Danmarks eksport. Der blev satset på animalsk produktion som for eksempel kød, smør og os) af høj kvalitet i regi af de mange andelsforeningers mejerier og slagterier. Helt frem til slutningen af 1950’erne udgjorde landbrugsvarer mere end halvdelen af Danmarks eksport. Landbrugsproduktionen er fortsat stor, men der er siden 1950’erne sket en voldsom effektivisering, og det er i dag kun cirka to procent af arbejdsstyrken, der arbejder i selve landbruget. Men landbruget er stadig et vigtigt eksporterhverv. Man taler ofte i den forbindelse om en ’fødevareklynge’, fordi der er færre beskæftiget i selve landbruget og flere beskæftiget med forarbejdning, transport, salg, markedsføring og produktudvikling. Landbruget er også på andre måder under omstilling. Landbruget har været kritiseret for at være for effektivt på en uheldig måde, blandt andet fordi der anvendes for meget gift på markerne til at slå ukrudt, svampe og insekter ihjel. Det har medvirket til en begyndende grøn omstilling, således at Danmark i dag er det land, der har den største andel af landbruget (11,7 procent i 2020) drevet som økologisk landbrug. Økologisk landbrug drives blandt andet uden brug af kemiske sprøjtemidler og kunstgødning, ligesom dyrene har bedre plads i staldene og bedre mulighed for at komme ud i det fri. Den første store bølge af industrialisering i Danmark skete i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Fremgangen fortsatte løbende men i et noget langsommere tempo indtil den anden store industrialiseringsbølge, der var fra slutningen af 1950’erne til omkring 1970. Fra begyndelsen af 1970’erne faldt andelen af beskæftigede inden for industrien, ligesom det tidligere var sket inden for landbruget. I stedet voksede servicesektoren. I dag er næsten fire ud af fem beskæftigede således ansat inden for privat eller offentlig servicevirksomhed (for eksempel inden for turisme, sundhedsområdet, rådgivning eller uddannelse). Omkring en tredjedel af lønmodtagerne i Danmark arbejder i den offentlige sektor. Produktionen af landbrugs- og industrivarer er dog steget, selv om antallet af ansatte er faldet. Det skyldes især mekaniseringen af produktionen og den hurtige teknologiske udvikling i disse sektorer. Danmark har tidligere været kendetegnet ved, at de fleste virksomheder var små eller mellemstore. Det gælder for så vidt stadigvæk, men der er kommet flere virksomheder, der fylder godt op på verdensmarkedet inden for de brancher, hvor Danmark står særlig stærkt. Det gælder for eksempel fødevarer, hvor mejerier og slagterier er samlet til internationale giganter: Danish Crown var i 2020 verdens næststørste svineslagteri, og Arla var i 2021 blandt de ti største mejerier. Carlsberg var i 2021 verdens tredje største bryggeri. Desuden er LEGO en af verdens største legetøjskoncerner. LEGO blev grundlagt i 1932 og er en forkortelse af ’LEg GOdt’. Hovedsædet ligger i Billund i Jylland. LEGO er kendt for at fremstille legoklodser i plastik. Danmark har også altid været en stor søfartsnation og havde (i 2021) verdens sjette største handelsflåde og verdens næststørste container-rederi i 2022 (Mærsk). Danmark har også en usædvanlig stor medicinalindustri. Det hænger til dels sammen med, at Danmark havde en stor animalsk landbrugsproduktion, for råstofferne til medicinalindustrien kom oprindeligt i høj grad herfra. Der er ganske mange medicinalvirksomheder, der har en stor andel af verdensmarkedet, hvoraf Novo Nordisk er den største. Danmark er også blandt verdens førende producenter af høreapparater. Hertil kommer virksomheder fra den grønne sektor, der går lidt på tværs af de traditionelle brancheopdelinger. Danske Vestas var i 2022 en af verdens største vindmølleproducenter. Danmark står også meget stærkt, når det gælder energibesparelser – det kan for eksempel være isolation eller ekstra energieffektive produkter.

DANMARKS SAMHANDEL MED UDLANDET

Danmark har en meget åben økonomi, hvor handel med udlandet spiller en meget stor rolle. Eksporten udgør cirka halvdelen af landets samlede produktion. Det skyldes naturligvis også, at Danmark er et lille land, og handel med andre lande – ikke mindst nabolandene – derfor fylder meget. Tyskland er det land, som Danmark importerer (køber) mest fra og USA er det land, som Danmark eksporterer (sælger) mest til. Samlet set er eksporten til andre EU-lande dog klart større end til USA. I 2022 var Danmarks syv største handelspartnere følgende (i deres andel af værdien af Danmarks samlede udenrigshandel (import og eksport)). Tyskland (12,8 procent), USA (11,1 procent), Sverige (8,9 procent), Holland (6,1 procent), Kina (5,2 procent), Storbritannien (4,9 procent) og Norge (4,3 procent). Danske regeringer har i moderne tid næsten altid været tilhænger af mest mulig fri handel mellem landene. Siden 1990’erne har Danmark også klaret sig bedre i den internationale konkurrence. I samme periode har den danske eksport stort set alle år været højere end importen. Danmark er medlem af en række internationale organisationer, der ligesom EU også arbejder for mere fri handel. Det gælder for eksempel OECD (Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling) og WTO (Verdenshandelsorganisationen). Den økonomiske globalisering har medført store forandringer på det danske arbejdsmarked. Mange virksomheder har flyttet dele af deres produktion tilsteder i verden, hvor lønnen er lavere. Ikke kun til Kina, men også til for eksempel Østeuropa eller andre europæiske lande. Indtil nu har virksomhederne dog typisk beholdt nogle vigtige funktioner i Danmark, eksempelvis udviklingen af nye produkter, salg og ledelse. Til gengæld er der også opstået nye store markeder for danske produkter.

ARBEJDSMARKEDET

De fleste i den erhvervsaktive alder deltager på det danske arbejdsmarked. Det gælder både mænd og kvinder. I 2021 var 77,1 procent af befolkningen (16-64-årige) – 78,9 procent af mændene og 75,4 procent af kvinderne – i beskæftigelse. Desuden er det danske arbejdsmarked kendetegnet ved, at arbejdskraften generelt er godt uddannet. Det har i mange år været målet, at så godt som alle skulle have en uddannelse efter folkeskolen, hvilket dog ikke er lykkedes i helt det omfang, man havde håbet. Til gengæld er Danmark et af de lande i verden, der har den stærkeste tradition for efter- og videreuddannelse, det vil sige løbende uddannelse i løbet af arbejdslivet. Uddannelse er også mere og mere nødvendig, for mange af de jobs, der ikke kræver uddannelse, er overtaget af maskiner eller robotter, flyttet til udlandet eller ganske enkelt sparet væk. Man taler ofte om en særlig dansk arbejdsmarkedsmodel, som har rødder mere end 100 år tilbage i tiden. Under den tidlige industrialisering i slutningen af 1800-tallet opstod der gradvist en større arbejderklasse i byerne. Arbejderne fandt sammen i fagforeninger på de forskellige fagområder, hvis overordnede hovedorganisation er Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), der havde til formål at kæmpe for bedre løn- og arbejdsvilkår. Som svar herpå slog arbejdsgiverne sig sammen i Dansk Arbejdsgiverforening, som i dag hedder DA. Flere af de principper, der ligger til grund for det danske arbejdsmarked, stammer fra Septemberforliget, som arbejdsmarkedets parter indgik i 1899. Forliget kaldes derfor også for ”Arbejdsmarkedets Grundlov” og indebærer blandt andet, at fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer anerkender hinanden som berettigede til at forhandle på deres medlemmers vegne. De to parter kan altså indgå aftaler, der dækker flere grupper af arbejdsgivere og lønmodtagere. En sådan aftale kaldes en overenskomst. Den fastlægger typisk løn- og arbejdsvilkår. September-forliget slår også fast, at det er arbejdsgiveren, der leder og fordeler arbejdet, og som kan ansætte og afskedige medarbejdere. Endelig indebar forliget en såkaldt fredspligt. Det betyder, at strejke (når lønmodtagerne nedlægger arbejdet) og lockout (når arbejdsgiverne sender medarbejderne hjem) ikke er tilladt, når der er indgået en overenskomst. Overordnet set bygger den danske arbejdsmarkedsmodel på disse fem centrale elementer:

• Hovedparten af arbejdsstyrken er organiseret i fagforeninger. • Arbejdsmarkedets parter aftaler selv løn- og arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet (selvregulering). Staten blander sig som hovedregel ikke heri som i visse andre lande, medmindre parterne efter mange forhandlinger ikke ser ud til at kunne blive enige.

• En meget stor del af arbejdsmarkedet er dækket af kollektive overenskomster.

• Der foregår et såkaldt trepartssamarbejde mellem lønmodtagere, arbejdsgivere og staten om forholdene på arbejdsmarkedet.

• Der er fleksibilitet og sikkerhed (flexicurity). Det er således let at hyre og fyre medarbejdere i Danmark, men de arbejdsløse får også understøttelse fra det offentlige, som delvis er selvbetalt.

HØJ ORGANISATIONSGRAD

På det danske arbejdsmarked er det store flertal af lønmodtagerne fagligt organiseret, selvom andelen dog er faldet de seneste årtier. Omkring to ud af tre af lønmodtagerne er (i 2021) medlem af en fagforening. Det er kun Danmark, Sverige, Finland og Island, der har så høj en organisering. Fagforeningen arbejder for at sikre medlemmerne de bedst mulige vilkår på arbejdspladserne. Der er fagforeninger både for privatansatte og for offentligt ansatte. Både fagforeningerne og arbejdsgivernes organisationer er samlet i landsdækkende forbund og hovedorganisationer. Den største hovedorganisation er Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). FH er en paraplyorganisation for i alt 65 faglige forbund og organiserer cirka en million medlemmer. DA er arbejdsgivernes hovedorganisation og organiserer 11 arbejdsgiverorganisationer med cirka 25.000 virksomheder inden for blandt andet industri, handel, transport, service og byggeri. Dansk Industri (DI) er med sine 18.000 medlemsvirksomheder, der beskæftiger over 500.000 medarbejdere, Danmarks største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation og DA’s største medlemsorganisation. Den næststørste erhvervsorganisation er Dansk Erhverv, som repræsenterer 17.000 virksomheder, der ofte er mindre end virksomhederne i DI. Der er foreningsfrihed i Danmark. Det betyder blandt andet, at den enkelte lønmodtager selv må beslutte, om han eller hun ønsker at være medlem af en fagforening og i givet fald hvilken. Det betyder også, at det er forbudt for en arbejdsgiver at afskedige en medarbejder, fordi vedkommende er medlem af en fagforening, ligesom det er forbudt at afskedige en medarbejder, fordi denne ikke er medlem af en fagforening. I forbindelse med nyansættelse må der heller ikke stilles krav om, at en medarbejder skal være medlem af en bestemt fagforening.

SELVREGULERING OG KOLLEKTIVE OVERENSKOMSTER

Staten blander sig således ikke i løn og arbejdsvilkår, så længe parterne selv er i stand til at indgå aftaler på disse områder. Aftalerne omfatter også emner, som i de fleste andre lande ville blive afgjort ved love vedtaget af parlament og regering. Det kan være arbejdstid, overtidsbetaling, opsigelsesvarsler eller mindsteløn. Således har Danmark ingen lovbestemt mindsteløn, men aftalerne mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationerne har reelt samme virkning. Et andet eksempel er lønmodtagernes pension, hvor arbejdsmarkedets parter har aftalt en arbejdsmarkedspension oven i den folkepension, staten betaler. I de seneste år har man også aftalt, at der betales fuld løn inklusiv pension i en større del af den periode, hvor man har forældreorlov. Det er også arbejdsmarkedets parter, der selv søger at løse de konflikter, der måtte opstå. Grundtanken er, at arbejdsmarkedets parter hurtigere og bedre kan tilpasse aftalerne til den enkelte branche eller den enkelte virksomhed. Og når parterne selv har været med til at indgå en aftale, så accepterer de også dens vilkår. Næsten 80 procent af det danske arbejdsmarked er dækket af kollektive overenskomster. En kollektiv overenskomst er en aftale mellem en fagforening og en arbejdsgiver eller arbejdsgiverorganisation om løn- og arbejdsvilkår inden for et bestemt område, som parterne selv afgrænser i aftalen. En arbejdsgiver, som har indgået en overenskomst, er forpligtet til at give alle de ansatte de løn- og arbejdsvilkår, som fremgår af overenskomsten. Det gælder for eksempel aftaler om løn, pension, arbejdstid, ferie og opsigelse. Hvis ikke parterne bliver enige om en ny overenskomst, når en eksisterende overenskomst udløber, bliver der storkonflikt på arbejdsmarkedet. Det vil sige, at lønmodtagerne strejker, eller arbejdsgiver kan lockoute deres ansatte (sende dem hjem fra arbejde uden løn).

For at afværge konflikter på arbejdsmarkedet har staten siden 1910 haft nedsat en såkaldt Forligsinstitution, som ofte omtales som ’forligsmanden’. Forligsmanden kan, hvis der er udsigt til konflikt mellem arbejdsmarkedets parter, foreksempel indkalde til forhandlinger mellem parterne eller fremsætte et såkaldt mæglingsforslag, som er et forslag til et forlig (kompromis) mellem parterne. Forligsmanden kan også udskyde en truende arbejdsmarkedskonflikt, typisk med et par uger. Det sker relativt sjældent, at der bliver storkonflikt på arbejdsmarkedet, men det er dog sket flere gange. Sidst der var en storkonflikt på det private arbejdsmarked, var i 1998. Den indebar for eksempel, at mange busser ikke kørte, og at butikkerne ikke fik kørt varer ud. Regeringen og Folketinget har så typisk, som de også gjorde det i 1998, forholdsvis hurtigt lavet en lov om en overenskomst, så lønmodtagerne vender tilbage på arbejde, og situationen bliver normal igen. I de tilfælde har Folketingets lov altid taget udgangspunkt i et mæglingsforslag, som forligsmanden på arbejdsmarkedet har fremsat. I den forbindelse taler man om at ’ophæve en mæglingsskitse til lov’.

TREPARTSSAMARBEJDE OG FLEXICURITY

Staten samarbejder også typisk løbende med arbejdsmarkedets parter om at udforme den del af arbejdsmarkedspolitikken, der fastsættes gennem lovgivning. Det gælder for eksempel regler om arbejdsmiljø, arbejdsformidling, arbejdsmarkedsuddannelser og arbejdsløshedsforsikring. Dette samarbejde kaldes for trepartssamarbejde, fordi det består af tre parter: staten, arbejdsgiverne og lønmodtagerne. Samarbejdet skal sikre et arbejdsmarked, der både er fleksibelt for arbejdsgiverne og trygt for lønmodtagerne. Fleksibiliteten består i, at det er relativt nemt for arbejdsgiverne at afskedige medarbejdere, når økonomien er dårlig, samt at ansætte medarbejdere, når det går godt. Trygheden består i, at lønmodtagerne har en økonomisk sikkerhed i form af en arbejdsløshedsunderstøttelse, hvis de mister deres job. Dermed er det også mindre risikabelt at skifte job. Lønmodtagerne er også sikret hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet, for eksempel gennem uddannelse, praktikforløb eller anden aktivering. Denne kombination af fleksibilitet og sikkerhed (som på engelsk hedder security) omtales ofte som den danske flexicurity-model.