Loading...

  • 21 Jul, 2024

Kapitel 6 - Temaopslag del. 2/2

Kapitel 6 - Temaopslag del. 2/2

Kapitel 6 - Temaopslag del. 2/2

DANSK VIDENSKAB OG TÆNKNING

Forskning og innovation er i dag en af grundforudsætningerne i dansk økonomi og dermed dansk velfærd. Dansk forskning foregår i vid udstrækning ved de danske universiteter, men der forskes også på for eksempel universitetshospitaler, museer, biblioteker og arkiver. Herudover foregår meget forskning i det private erhvervsliv. Særligt inden for medicin, biokemi og teknologi er Danmark internationalt kendt for sin forskning. Dansk forskning på internationalt niveau har rødder langt tilbage i tiden. Flere danske videnskabsmænd har i tidens løb været med til at præge den internationale videnskabelige udvikling. En af de første danske videnskabsmænd var astronomen Tycho Brahe (1546-1601), en skånsk adelsmand, som i 1559 kom til København for at studere på universitetet. Han var en matematisk begavelse, konstruerede astronomiske redskaber og foretog den indtil da mest præcise kortlægning af stjernehimlen. En af Tycho Brahes store bedrifter var at opdage en ny stjerne, Nova Stella, i stjernebilledet Cassiopeia. Tycho Brahes observationer fik ikke mindst betydning, fordi den verdensberømte tyske astronom Johannes Kepler (1571-1630) brugte dem til at udforme sine banebrydende love om, hvordan planeterne bevæger sig omkring solen. Niels Steensen (1638-86) bidrog også til videnskaben i 1600-tallet. Ligesom Tycho Brahe anerkendte han ikke de vedtagne forklaringer, men lagde vægt på sine egne observationer. Niels Steensen var uddannet læge og rejste til Nederlandene, hvor han gjorde vigtige opdagelser inden for anatomi, det vil sige kroppens opbygning. Blandt andet var han den første til at vise, hvordan vi græder, og videre at hjertet er en muskel og ikke, som man hidtil ofte troede, hjemsted for sjæl og følelser. Astronomen og fysikeren Ole Rømer (1644-1710) gjorde en vigtig videnskabelig opdagelse, da han i 1676 fandt ud af, at lyset havde ”en tøven”, det vil sige, at det ikke udbreder sig med det samme, men bevæger sig med en given hastighed fra kilde til modtager. Senere beskrev han nye metoder til at måle vægt og afstand. Han gjorde også forarbejdet til at få indført den nuværende (gregorianske) kalender i Danmark i år 1700.

Frem til begyndelsen af 1700-tallet vidste man ikke, om Asien og Nordamerika var landfast med hinanden. For at udforske dette spørgsmål udsendte den russiske zar (kejser) Peter den Store i 1725 en ekspedition, som blev ledet af den danske søofficer og opdagelsesrejsende Vitus Bering (1681-1741). I 1728 lykkedes det Vitus Berings ekspedition at sejle op gennem det stræde, som adskiller Sibirien og Alaska, og dermed påvise, at Asien og Nordamerika er adskilt af vand. Nogle år senere vendte Vitus Bering tilbage som leder af en ny og endnu større ekspedition, der skulle kortlægge Alaskas kyst. På vej hjem strandede ekspeditionen på en lille øde ø ud fra Ruslands østkyst, hvor den måtte overvintre i ekstrem kulde og uden træ til opvarmning. Mange døde, herunder Vitus Bering selv. Han er begravet på øen, som i dag bærer hans navn, Bering Øen, ligesom havet, den ligger i, hedder Beringhavet, og det stræde, der adskiller Sibirien og Alaska, hedder Beringstrædet. I 1820 opdagede fysikeren H. C. Ørsted (1777-1851), at elektrisk strøm fremkalder magnetisme, den såkaldte elektromagnetisme. En sammenhæng mellem elektricitet og magnetisme var allerede blevet beskrevet af den italienske filosof Romagnosi i 1802, men Ørsteds arbejde var mere dybtgående og vandt udbredelse i videnskabelige kredse. Opdagelsen af elektromagnetisme lagde grunden til den teknologiske brug af elektricitet i samfund og produktion. Det var endvidere hans ambition at gøre naturvidenskaben tilgængelig og forståelig for en større del af befolkningen. Blandt andet gjorde han en indsats for at give videnskabelige begreber og betegnelser danske ord. For eksempel fandt han på ordene ilt og brint i stedet for fremmedordene oxygen og hydrogen. Danmark har også markeret sig internationalt inden for filosofien. Det skyldes først og fremmest Søren Kierkegaard (1813-55). I sine 42 leveår nåede han at skrive en række betydningsfulde værker inden for filosofi, teologi, psykologi og digtning. Enten – Eller fra 1843 er et af hans vigtigste værker. Søren Kierkegaard anses som grundlægger af den eksistentialistiske filosofi, som antager, at ethvert menneske bliver den, det er, gennem de valg, det træffer. I midten af 1800-tallet blev ideer om kvinders frigørelse og ligestilling mellem kønnene formuleret af forfatteren, Mathilde Fibiger (1830-1872), der udgav brevromanen, Clara Raphael. Tolv Breve i 1851. Bogen blev anledning til en omfattende strid blandt forfattere, kunstnere og politikere om kvinders rolle i samfundet, og hun inspirerede den organiserede kvindebevægelse, som voksede frem fra 1870’erne. Modsat datidens idealer om ægteskab giftede Matilde Fibiger sig aldrig men blev ansat som telegraf ved Den Danske Statstelegraf som Danmarks første kvindelige embedsmand.

DANSK VIDENSKAB I NYERE TID

Den dansk-grønlandske polarforsker Knud Rasmussen (1879-1933) har haft stor betydning for udforskningen af Grønland og andre arktiske områder. På sine i alt syv ekspeditioner, de såkaldte Thule-ekspeditioner (1912-33), kortlagde han områdernes geografi, indsamlede tusindvis af genstande (for eksempel jagtredskaber, smykker og pelse) og en omfattende viden om inuitterne (en række arktiske folkeslag). Af særlig betydning regnes hans femte og største ekspedition (1921-24), hvor han rejste på hundeslæde 18.000 km fra Grønland gennem det nordlige Canada, Alaska og videre over det frosne Beringstræde til det østlige Sibirien. På sin lange rejse udforskede han flere inuitbosættelser og fik således blandt andet påvist, at der på tværs af meget store afstande findes en fælles kultur, mytologi og traditioner blandt forskellige inuitstammer. I det 20. århundrede opnåede den danske fysiker Niels Bohr (1885-1962) international berømmelse. Som ung opstillede han en model for atomers opbygning. For den fik han i 1922 Nobelprisen i fysik. Hans vigtigste videnskabelige opdagelse var dog inden for den såkaldte kvantemekanik, hvor Niels Bohr arbejdede sammen med andre førende internationale forskere. Niels Bohr deltog aktivt i den politiske debat om atomenergi og atomvåben, som hans forskning havde gjort det muligt at udvikle. Inge Lehmann. Foto: Ritzau Scanpix. Seismologen og geofysikeren Inge Lehmann (1888-1993) påviste i en artikel i 1936 via observationer af jordskælv på New Zealand, at Jorden har en indre kerne. Hun fik succes som forsker i USA, og hendes studier blev brugt af det amerikanske militær til at udregne sprængkraften ved prøvesprængninger af sovjetiske atombomber under Den Kolde Krig. I 1997 modtog den danske læge og videnskabsmand Jens Christian Skou (1918-2018) Nobelprisen i kemi for sin opdagelse af den såkaldte natrium-kaliumpumpe, som pumper de kemiske stoffer natrium og kalium henholdsvis ud og ind af menneskekroppens celler.

Fejl i natrium-kaliumpumpen fører til hjerte- og nervesygdomme. Jens Christian Skou var professor ved Aarhus Universitet, og der gik 40 år, fra han skrev sin første artikel om sin opdagelse, til han modtog Nobelprisen. Inden for fysikken har Lene Vestergaard Hau (født 1959) markeret sig internationalt. Lene Vestergaard Hau blev for alvor kendt i offentligheden, da hun i 1999 nedsatte lysets udbredelseshastighed. I 2001 formåede hun at bremse en lysimpuls fuldstændigt. Lene Vestergaard Hau er professor ved Harvard University i USA. Morten Meldal (født 1954), som er professor ved Københavns Universitet, fik sammen med to amerikanske forskere Nobelprisen i kemi i 2022 for at have lagt grunden til den såkaldte klik-kemi. Med klik-kemien skaber man nye molekyler med færre byggesten og dermed færre kemiske reaktioner end de naturlige. Klik-kemi kaldes også ’molekylær LEGO’, som kan forbinde molekyler, uden molekylerne påvirker hinanden. Således kan man for eksempel hurtigere teste og fremstille ny medicin.

KIRKE OG RELIGION I DANMARK

Der er religionsfrihed i Danmark. Den sikrer, at borgerne har ret til at forene sig i trossamfund for at dyrke deres tro på den måde, de ønsker. Religionsfriheden blev indskrevet i grundloven i 1849 som en af de grundlæggende frihedsrettigheder i det nye demokrati. Religionsfriheden indebærer, at den enkelte borger kan dyrke den religion, han eller hun ønsker. Alle kan også frit skifte religion. Man kan også vælge ikke at være troende. Alle borgere i Danmark har de samme borgerlige og politiske rettigheder, uanset om de har den ene, den anden eller slet ingen religiøs tro. Danmarks monark (dronningen) er som den eneste person ikke omfattet af religionsfriheden. Grundloven fastslår, at monarken skal tilhøre den evangelisklutherske (protestantiske) kirke. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes af staten. Det er slået fast i grundloven. Staten yder tilskud til folkekirken. Medlemmerne af folkekirken betaler en særlig kirkeskat. Kirkeskatten er en slags medlemskontingent til folkekirken. Det er derfor kun medlemmer af folkekirken, som skal betale kirkeskat. Den danske folkekirke og kristendommen har sat sig mange spor i det danske samfund. Over alt i landet står kirker som tydelige symboler på kristendommens lange historie i Danmark. Kristendommen har været med til at påvirke udviklingen af det danske samfund. Kirkelige fest- og helligdage markeres fortsat i løbet af året. Og den danske folkekirke varetager på statens vegne en række opgaver, for eksempel at registrere fødsler, navngivning og dødsfald. Det har kirken gjort i flere hundrede år.

Det er et af den danske folkekirkes kendetegn, at ingen kan udtale sig på kirkens vegne. Folkekirken har ingen officiel talsmand. Den deltager heller ikke som folkekirke i den politiske debat. De fleste danskere betragter religion som en privatsag. Der er tradition for at skelne mellem religion og politik. Den danske folkekirke fremhæves ofte for at være en bred og rummelig kirke. Det vil sige, at den giver plads til betydelige forskelle i opfattelsen af den evangelisk-lutherske kristendom. Størstedelen af den danske befolkning (cirka 72 procent i 2023) er medlem af folkekirken. Der er dog store geografiske forskelle. I Københavns Kommune er 51 procent af befolkningen medlem, mens det i tyndt befolkede områder typisk er langt flere (for eksempel 85 procent i Brønderslev Kommune i Nordjylland). Medlemskabet er frivilligt. Et medlem af folkekirken kan således frit melde sig ud, hvis vedkommende ønsker det. Det er meget forskelligt, hvor ofte medlemmerne kommer i kirken til gudstjenester eller ved andre lejligheder. Folkekirkens organisation er ligesom alle andre offentlige institutioner demokratisk og bygger på medlemmernes deltagelse. Fra gammel tid bruger man ordet ”sogn” som navn for det geografiske område, hvor den lokale kirkes medlemmer bor. Et kirkesogn ledes af et menighedsråd. Det består af sognets præster samt af medlemmer, der vælges demokratisk af menigheden. Den øverste administrative myndighed i folkekirken er kirkeministeren. Længe før der blev indført religionsfrihed, havde kongen givet særlig tilladelse til, at jøder samt romersk-katolske og reformerte kristne kunne udøve deres tro i Danmark. Siden grundloven blev indført, har borgerne brugt religionsfriheden til at danne mange forskellige menigheder eller trossamfund. Nogle bygger ligesom folkekirken på den evangelisk-lutherske forståelse af kristendommen. De ønsker blot at stå frit og selvstændigt i forhold til folkekirken. Andre bygger på nogle af de mange andre forståelser af kristendommen, som findes rundt om i verden. Der findes endvidere også menigheder eller trossamfund i Danmark inden for de fleste andre religioner, der er mest udbredt i verden. En gruppe borgere kan frit danne en menighed eller et trossamfund. Det skal ikke registreres eller anderkendes af nogen offentlig myndighed. Der står dog i grundloven, at det er en betingelse, at ”intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden”. Det betyder, at man også ved religionsdyrkelse skal respektere de øvrige regler, der gælder i samfundet.

Menigheder eller trossamfund kan selv ansætte religiøse forkyndere, det vil sige præster, imamer, rabbinere og så videre. De kan også bygge eller indrette huse til at udøve deres religion – for eksempel kirker, templer, synagoger eller moskeer. Blot skal man ligesom ved alt andet byggeri have tilladelse fra kommunen. Den skal sikre, at byggeriet kan ske inden for de rammer, som er fastlagt i lokalplaner med videre. Menigheder eller trossamfund kan også oprette skoler. De kan få lov til at anlægge begravelsespladser. Og de kan naturligvis som alle andre benytte sig af ytringsfriheden – eksempelvis til at udgive religiøse skrifter. En religiøs organisation, hvis vigtigste formål er at dyrke en gud, kan søge om at blive anerkendt som menighed eller trossamfund. En sådan godkendelse giver nogle særlige religiøse rettigheder i samfundet. På det religiøse område drejer det sig især om, at menighedens præst (eller anden religiøs leder) kan få lov til at foretage vielser. Der er i alt godt 425 anerkendte trossamfund og menigheder i Danmark. Ud over kristne er det blandt andre muslimske, jødiske, buddhistiske og hinduistiske. Anerkendte trossamfund og menigheder får ikke direkte økonomisk støtte fra staten. Skattereglerne giver imidlertid forskellige muligheder for, at de kan få en indirekte støtte. Den næststørste trosretning i Danmark i dag er islam, som omfatter en række forskellige trossamfund. Det er kun medlemskab af folkekirken, myndighederne registrerer. Derfor findes der ingen officiel statistik over, hvor mange borgere der hører til de forskellige andre religioner, menigheder eller trossamfund i Danmark.

SKIKKE OG MÆRKEDAGE

I Danmark fejrer man i løbet af året en række helligdage, mærkedage og særlige skikke. På mange af disse dage har børnene fri fra skole, og de voksne har fri fra arbejde. Danmark er i øvrigt et af de eneste lande i verden, som ikke har en egentlig officiel nationaldag.

FASTELAVN

Fastelavn er et andet ord for karneval. Det er en forårsfest, der kan spores tilbage til oldtidens Romerrige og Ægypten. Fastelavn i Danmark var oprindeligt indgangen til fastetiden inden for den kristne tro. Efter gammel skik klæder børnene sig ud og slår til en tønde. I gamle dage var der en levende kat i tønden, og den, der slår tønden i stykker, kaldes stadig for kattedronning eller kattekonge. I dag er der slik og frugt i tønden. Fastelavn ligger syv uger før påske.

PÅSKE

Den kristne påske markerer, at Jesus blev korsfæstet, døde og opstod fra de døde. I Danmark bruges påsken ofte til familiefester. Fra gammel tid er der tradition for, at man giver hinanden påskeæg. Ægget er et gammelt frugtbarhedssymbol. I dag er påskeæg ofte lavet af chokolade. Desuden er der tradition for, at man spiser lam, da lammet symboliserer påskens budskab om, at Jesus blev ofret som et uskyldigt lam for menneskets synder. Påsken ligger hvert år i marts eller april.

1. MAJ Arbejderbevægelsens internationale kampdag fejres med optog, politiske taler og arrangementer over hele landet. Både fagbevægelsen og de partier som udspringer af fagbevægelsen – Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten – står bag disse arrangementer.

PINSE

Med den kristne pinse fejrer man, at Helligånden ifølge Biblen er kommet til jorden. Pinsen var oprindeligt afslutningen på syv ugers glædesfest efter påsken. I pinsen har nogle den tradition at stå tidligt op for at se solen ”danse” samt at holde pinsefrokost, for eksempel ved at have en madkurv med i skoven. Pinsen ligger hvert år i maj eller juni – syv uger efter påske.

GRUNDLOVSDAG

Den 5. juni er grundlovsdag, hvor man mødes og i taler fejrer Danmarks demokratiske forfatning, Danmarks Riges Grundlov. Danmark fik sin første grundlov i 1849.

SANKTHANS

Den 23. juni om aftenen fejres sankthans. Baggrunden for at fejre sankthansaften er en blanding af hedensk folketradition og kristendom. Festen markerer midsommeren, og efter gammel skik brændes bål og nogle steder også med dukker, der forestiller hekse. Navnet Hans er en forkortelse af Johannes, og sankthans er i kirkelig sammenhæng en markering af Johannes Døberens fødselsdag den 24. juni.

JULEN

Til jul fejres Jesu fødsel. Juleaften er den 24. december, hvor familierne samles, spiser sammen og giver hinanden gaver. De fleste danser om juletræet og synger julesalmer. Mange går også i kirke til julegudstjeneste. Julen har således også både rødder i kristendommen og i hedensk folketradition med markering af vintersolhvervet, hvor dagslængden er kortest, og vi derfra går mod lysere tider. Den 25. og 26. december kaldes 1. og 2. juledag. Her samles mange familier til julefrokost.

NYTÅR

Nytårsaften, 31. december, er årets sidste dag. Der holdes typisk fester og bliver skudt fyrværkeri af over hele landet. Nytårsdag, 1. januar, holder langt de fleste arbejdspladser og butikker lukket.

ANDRE HØJTIDER OG MÆRKEDAGE

Den øgede kulturelle udveksling i verden har også bragt en række andre skikke og mærkedage til Danmark. Nogle af dem skyldes, at der er kommet flere danskere med udenlandsk baggrund. Den muslimske fastemåned ramadanen bliver markeret i Danmark. Det samme gør Offerfesten Eid al-adha, som markerer afslutningen på de årlige pilgrimsrejser til Mekka, og er en af de vigtigste islamiske højtider. Den vigtigste helligdag i det jødiske år er Yom Kippur (forsonings-dagen), som benyttes til en personlig åndelig renselse, hvor man får mulighed for at lægge eventuelt gammelt fjendskab væk og bede om tilgivelse samt angre sine synder og gøre bod gennem bøn og faste. Ligeledes fejrer nogle halloween den 31. oktober som i USA. Børnene klæder sig ud som hekse, spøgelser eller lignende, og man laver lygter af udhulede græskar. Flere steder i landet fejres desuden karneval efter sydamerikansk forbillede med udklædning, sambamusik og optog. Det største karneval afholdes i pinsen i København.

N.F.S. GRUNDTVIG, DANSKHED, HØJSKOLER OG KIRKELIV

Præsten, salmedigteren og samfundsdebattøren Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872) blev en central skikkelse i udviklingen af tænkning, kultur og foreningsliv i Danmark i 1800-tallet. Hans tanker har også haft meget stor indflydelse på nutidig dansk selvforståelse. Grundtvig var teolog og arbejdede det meste af sit liv som præst, men hans omfattende engagement i samfundslivet og tanker om, hvad det ville sige at være dansk, kom op gennem 1800-tallet til at spille en afgørende rolle i udviklingen af den brede befolknings nationale bevidsthed – det vil sige dens fælles opfattelse af, hvad det vil sige at være dansk. Med andre ord det der i dag ofte betegnes som ’danskhed’. Han levede i tiden, hvor Danmark med tabet af Norge (1814) og af Slesvig og Holsten (1864) blev en småstat, men til gengæld fik en ensartet befolkning, hvor stort set alle talte dansk. Det skabte grundlaget for et land med høj sammenhængskraft og fik afgørende betydning for Grundtvigs ideer.

DET FOLKELIGE BLEV DET NATIONALE

Grundtvig gjorde sig mange tanker om, hvordan befolkningen, der indtil da havde adlydt kongens beslutninger uden modstand, kunne blive kompetente og ligeværdige borgere. Centralt i Grundtvigs tankegang stod begrebet ”folkelighed”, hvilket betød, at han tog udgangspunkt i folket – almindelige mennesker og ikke som hidtil eliterne (for eksempel herremændene, akademikerne eller det velhavende borgerskab). Dette var grundlaget for al hans tænkning. Folkelighed blev for ham et positivt begreb, der skulle være det centrale i alt – blandt andet i love, regler, institutioner og adfærd, som derfor burde tage udgangspunkt i den brede befolknings (især landbefolkningens) kultur, levevis og verdensbillede. Og gennem bredt anlagt oplysning og uddannelse skulle alle gøres til en del af det store nationale fællesskab. På denne måde kunne de samfundsgrupper, der indtil da havde forstået sig selv som ret adskilte, føres sammen til et samlet folk, en nation.

HØJSKOLEN

Grundtvigs ideer blev også grundlaget for højskolebevægelsen. Folkehøjskolen skulle ifølge Grundtvig være anderledes end de eksisterende skoler og universiteter. Her skulle eleverne ikke lære udenad eller gå til eksamen. Undervisningen skulle i stedet baseres på ”det levende ord”. Eleverne skulle lære at være nysgerrige og diskutere. Befolkningen skulle på højskolerne ”lære for livet”, oplyses i bred forstand om emner som for eksempel dansk historie, digtekunst eller naturvidenskab. Dermed kunne de blive kompetente samfundsborgere med ansvar for både sig selv og helheden. Vigtige dele af højskolelivet var foredrag og fællessang. Siden 1894 er Højskolesangbogen udkommet i mange udgaver. Den indeholder talrige fædrelandssange og salmer, som blandt andre Grundtvig selv har skrevet. Højskolen henvendte sig især til unge mænd og kvinder fra landbomiljøet. De havde efter Grundtvigs mening særligt behov for undervisning, der kunne vække elevernes naturlige interesse og livsmod og dermed udvikle dem til aktive og medlevende medborgere. Den første grundtvigske højskole blev åbnet i 1844 i Rødding i Sønderjylland, og snart fulgte mange flere efter over hele landet. Her kunne de unge fra landet på en vinters ophold hente inspiration til deres fremtidige aktive liv hjemme i lokalsamfundet. Det var blandt andet denne bedre uddannelse af landbefolkningen gennem højskoleophold, der førte til andelsbevægelsens store succes i slutningen af 1800-tallet Højskolebevægelsens betydning blev mindre i takt med industrialiseringen. I løbet af 1900-tallet mistede landbruget gradvist betydning, vandringen fra land til by tog fart, og det traditionelle skolesystem blev udbygget. I dag henvender højskolerne sig især til unge fra byerne, som efter studentereksamen vil udvikle sig personligt, inden de begynder på en videregående uddannelse.

Flere nutidige højskoler er efterhånden blevet specialiserede temaskoler, hvor der for eksempel dyrkes idræt eller musik på eliteniveau. Denne type højskoler har dermed fjernet sig noget fra Grundtvigs oprindelige tanke om højskolen som nerven i almen folkeoplysning.

GRUNDTVIG OG FOLKEKIRKEN

Grundtvig havde også stor indflydelse på dansk kirkeliv. Han har således lagt navn til den danske folkekirkes dominerende retning, grundtvigianismen, der bygger på en udogmatisk kristendomsopfattelse med udgangspunkt i glæden ved livet. Grundtvig formulerede første gang sit syn på kristendommen i 1832 med et udtryk, der var typisk for ham, nemlig: ”Menneske først – kristen så”. Det er også på grund af Grundtvig, at betegnelsen ”folke-” indgår i navnet på mange ord som Folketing, folkehøjskole, folkeskole, folkebibliotek osv. Grundtvig var også medlem af Den grundlovsgivende Rigsforsamling, som udformede Danmarks første demokratiske grundlov, der trådte i kraft 5. juni 1849. Det skyldtes især hans indsats her, at den danske kirke aldrig er blevet en statskirke. Den moderne danske kirke er en folkekirke, der nok understøttes af staten, men ellers udfører sine funktioner efter regler, som kirken selv fastlægger. Dette er helt i tråd med Grundtvigs tanker om folkelighed, som også ligger til grund for den måde, som den danske nation ser sig selv på.

GRUNDTVIGS SALMER OG SANGE

Ved siden af sit kirkelige og politiske arbejde var Grundtvig Danmarks mest produktive forfatter af fædrelandssange og salmer. I løbet af sin lange levetid skrev han således flere end 1.500, og mange af dem findes stadig i Højskolesangbogen og Den Danske Salmebog. Ved næsten alle danske kirkebryllupper synges ”Det er så yndigt at følges ad”, og hvert nytår kort efter midnat drikker mange champagne og spiser kransekage til tonerne af ”Vær velkommen, Herrens år” – begge skrevet af Grundtvig.

SKOLEGANG OG UDDANNELSE I DANMARK

Uddannelsessystemet er en del af fundamentet under det danske samfund. Først og fremmest fordi uddannelse giver borgerne kundskaber, som har værdi i arbejdslivet. En af de vigtigste årsager til et samfunds økonomiske velstand og den enkeltes indkomst hænger sammen med tilegnelsen af kundskaber, som kan bruges på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedet i et rigt land som Danmark stiller derfor i høj grad krav til borgerne om uddannelse og dygtighed. Det gælder i forhold til grundlæggende kundskaber som at kunne læse, skrive, regne, tale engelsk eller andre fremmedsprog. Og det er gælder i forhold til mere specifikke kundskaber – både praktiske og boglige/teoretiske alt afhængig af hvilken uddannelse, der er tale om. Derudover er uddannelse vigtig, fordi det giver borgerne en fælles viden, identitet og mulighed for at forstå deres hverdag og samfund. Det danske uddannelsessystems historie går tilbage til middelalderen. I 1479 åbnede Københavns Universitet som landets første. Men ældst er dog de latinskoler, som omkring 1200 opstod i tilknytning til domkirkerne. Betegnelsen latinskole blev bevaret frem til 1903 for mange af de skoler, som forberedte de unge til universitetet. Efter reformationen i 1500-tallet blev børn undervist i Martin Luthers Lille Katekismus, en håndbog i den kristne tro. Det var den lokale præst eller degn (præstens hjælper), der underviste. Børnene gik ofte kun i skole en eller to dage om ugen. I 1700-tallet blev der oprettet en del skoler. Fra slutningen af århundredet blev der dannet seminarier, som havde ansvaret for at uddanne lærere. Grundlaget for den danske folkeskole kom med skoleloven i 1814, hvor reglerne for undervisning blev gjort ens for hele landet. Der er ikke skolepligt i Danmark, men derimod ti års undervisningspligt. Det betyder, at alle børn skal modtage undervisning i ti år. Forældre kan frit vælge mellem den offentlige folkeskole og private skoler eller selv at undervise deres barn hjemme. Der er dog det krav, at eleven skal opnå samme faglige niveau som i folkeskolen, hvis barnet undervises i hjemmet eller på privatskole. Selv om der ikke er skolepligt, går næsten 100 procent af de danske børn i en skole. Folkeskolen omfatter en et-årig børnehaveklasse (ofte kaldt 0. klasse) og et ni-årigt grundlæggende skoleforløb. Der er endvidere mulighed for et ekstra år i 10. klasse.

Folkeskolen har ifølge folkeskoleloven nedenstående formål: 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Alle fag er fælles for piger og drenge, og eleverne undervises normalt klassevis og samlet gennem hele skoleforløbet. Skolen samarbejder tæt med forældrene, og forældrene kan få indflydelse på deres barns skole ved at blive medlem af skolens bestyrelse og ved at deltage i forældremøder på skolen. Eleverne har ret til at danne et elevråd og til at vælge mindst to medlemmer til skolens bestyrelse, hvor de sidder sammen med forældrerepræsentanter, repræsentanter for skolens personale og skolens ledelse. Fra 0. klasse og frem til 7. klasse får eleverne ikke karakterer. Men fra folkeskolens 8. klasse får eleverne karakterer i en række fag mindst to gange om året. Efter 8. og 9. klasse aflægger eleverne prøve i mange fag. Efter 10. klasse kan eleverne også aflægge prøve i mange fag. Prøverne kan være både mundtlige og skriftlige. Den karakterskala, der anvendes i Danmark, hedder 7-trins-skalaen, fordi den har i alt syv karakterer (trin). Der er to karakterer (-3 og 00) for ikke-beståede præstationer og fem karakterer for beståede præstationer (02, 4, 7, 10 og 12). Den højeste karakter er således 12, og den laveste karakter er -3. 7-trins-skalaen bruges overalt i det danske uddannelsessystem.

Det er frivilligt, om man vil videreuddanne sig efter de ti års undervisningspligt. Arbejdsmarkedet i det danske samfund stiller dog i stigende grad krav til borgerne om uddannelse og dygtighed. Det er derfor de færreste, der vil kunne klare sig med 10 års skolegang. Alle borgere i Danmark har adgang til mange forskellige uddannelser, og langt de fleste uddannelser er gratis for den enkelte borger. Hovedparten af unge i Danmark fortsætter efter grundskolen med en af de mange ungdomsuddannelser. Det gælder begge køn. En ungdomsuddannelse kan være rettet mod erhvervslivet eller mod videre uddannelse. En erhvervsuddannelse kan for eksempel være inden for handel, kontor eller håndværk. Inden for social- og sundhedsområdet kan man blive uddannet pædagogmedhjælper eller social- og sundhedshjælper. Der findes flere forskellige gymnasiale uddannelser, der giver adgang til videregående uddannelser, og som blandt andet omfatter det almene gymnasium (stx), handelsgymnasium (hhx), teknisk gymnasium (htx) og højere forberedelseseksamen (HF). De videregående uddannelser varierer i længde alt efter, hvad man studerer. Videregående uddannelser kan være korte (2-3 år), mellemlange (3-4 år) og lange (5-6 år). Ved en kort videregående uddannelse kan man for eksempel blive laborant, datamatiker eller byggetekniker. På de mellemlange videregående uddannelser kan man for eksempel blive pædagog, journalist, lærer eller sygeplejerske. En lang videregående uddannelse kan for eksempel være en universitets-uddannelse inden for naturvidenskab, medicin, samfundsvidenskab eller humaniora. Man skal normalt have en gymnasial uddannelse for at blive optaget på en mellemlang eller lang videregående uddannelse, men der er også muligheder for at blive optaget på nogle videregående uddannelser, hvis man har en erhvervsuddannelse. Der er også mange tilbud om såkaldt efter- og videreuddannelse til voksne borgere i Danmark. Man taler ofte om muligheden for livslang uddannelse. Man kan uddanne sig, hvis man ønsker et nyt job, inden for et andet område, end man oprindeligt havde udannet sig i. Eller hvis der for eksempel er kommet nye maskiner på en arbejdsplads, som kræver særlige kompetencer. Voksne har mulighed for at tage en erhvervsuddannelse eller kurser på erhvervsskolerne. Voksne kan også gå til afsluttende prøve/eksamen i enkelte fag på folkeskoleniveau eller HF på et af de mange voksenuddannelsescentre (VUC). Endvidere er der mulighed for at tage en supplerende efter- og videreuddannelse på universitetet, ligesom der er forskellige uddannelsestilbud for voksne med læse- eller staveproblemer.

FLERE UDDANNER SIG I LÆNGERE TID

Der er de seneste årtier sket en markant stigning i, hvor længe den danske befolkning er i uddannelsessystemet. Der er kommet mange flere elever og studerende ved de boglige uddannelser og langt færre ved de praktiske. I 1982 var der 36 procent af en årgang, som tog en gymnasial uddannelse. Det er vokset til 72 procent i 2023. Omvendt er andelen af en årgang, som tager en erhvervsfaglig uddannelse, faldet fra 36 procent til 19 procent i samme periode. Der er også mange flere, der får en lang videregående uddannelse. Således gennemførte ca. 6.000 studerende i 1992 en kandidatuddannelse, mens det i 2002 var ca. 10.000. I 2022 gennemførte ca. 23.000 studerende en kandidatuddannelse. Der er bred enighed om, at det overordnet er positivt, at langt de fleste fortsætter deres uddannelse ud over den obligatoriske folkeskole. Men udviklingen har medført en række øvrige diskussioner om uddannelsessystemets indretning. For eksempel mangler der faglært (manuel) arbejdskraft (for eksempel kokke, tømrere eller elektrikere), og derfor har der været en diskussion af, om for mange vælger gymnasiet og for få erhvervsskolerne. En anden udfordring er, at der på nogle videregående uddannelser er for mange, som har svært ved at finde arbejde, når studiet er afsluttet. Der er samtidig for få, som vælger uddannelser som for eksempel pædagog og sygeplejerske eller tekniske og naturvidenskabelige fag som ingeniør eller datalog. Derfor er der indført forskellige tiltag, som skal få flere studerende til at læse de uddannelser, som arbejdsmarkedet har mest brug for. For eksempel blev der i 2014 besluttet at indføre den såkaldte ”ledighedsbaserede dimensionering”, der lægger et loft over, hvor mange studerende, der kan optages på de studier, hvor der gennem en periode har været høj ledighed (arbejdsløshed) for nyuddannede. Det gælder især fag inden for humaniora og dele af samfundsvidenskab som for eksempel kunsthistorie, antropologi, filosofi eller musikvidenskab.

FAMILIE OG FAMILIELIV

Familien har undergået store forandringer i Danmark gennem de seneste hundrede år. Især siden 1960’erne er familierne blevet påvirket af nye kulturelle strømninger og samlivsformer. Hvor familien – kernefamilien – tidligere stort set altid bestod af en mand og en kvinde, der var gift, og deres børn, er der i dag andre familietyper: ugifte samlevende par med eller uden børn, par af samme køn, der er gift eller lever i registrerede partnerskaber, enlige med børn og enlige uden børn. Ægteskabet mellem mand og kvinde er stadig den mest almindelige samlivsform og udgjorde 73 procent af alle samboende par i 2023. Men andelen af personer, der gifter sig, er faldet markant gennem årene. For eksempel var 88 procent af alle 30-årige kvinder i 1970 gift, hvorimod andelen i 2023 kun var 31 procent. Samtidig er både mænd og kvinder ældre end tidligere, når de gifter sig første gang. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at de venter med at danne par. Siden 1970’erne har det været almindeligt, især blandt yngre mennesker, at par bor sammen, selv om de ikke er gift. Par, der bor sammen uden at være gift (”papirløse ægteskaber”), har dog ikke automatisk de samme juridiske og økonomiske forpligtelser over for hinanden som ægtepar. I Danmark tilstræbes det, at homoseksuelle har de samme rettigheder og pligter som alle andre borgere. I 1989 blev Danmark for eksempel det første land i verden, der gav to personer af samme køn ret til at indgå et registreret partnerskab, der har stort set de samme retsvirkninger som et ægteskab. Personer af samme køn har siden 2012 kunnet indgå ægteskab, herunder også blive gift i folkekirken. Holland indførte i 2001 som det første land i verden denne rettighed. Siden 2010 har to personer af samme køn også haft mulighed for at adoptere.

Det er også blevet mere almindeligt end tidligere, at voksne bor alene. Antallet af enlige voksne over 18 år er steget kraftigt. I 2022 lever 56 procent af alle voksne som enlige, det vil sige, at de hverken er gift eller bor sammen med en partner. Den stigende andel af voksne, der lever alene, skal blandt andet ses i sammenhæng med, at det er blevet mere almindeligt at blive skilt, men det er også påvirket af det stigende antal ældre, hvor den ene part i ægteskabet er død. Det danske samfund hviler på respekten for det enkelte menneske. Dette betyder, at mænd og kvinder har samme rettigheder i det politiske og det økonomiske liv og i familielivet med hensyn til retten til at stifte familie, blive skilt og så videre. Også børn har rettigheder, selv om de er under myndighedsalderen. Myndighedsalderen er i Danmark 18 år. For eksempel må børn under 13 år ikke arbejde uden for hjemmet. Forældre må ikke slå deres børn. Børn, der udsættes for vold af deres forældre, eller som på anden måde behandles dårligt, kan blive tvangsfjernet af myndighederne og sat i pleje hos en anden familie. Når børnene bliver 18 år og dermed myndige, kan de frit vælge, hvordan de vil leve deres liv og med hvem. Dette betyder blandt andet, at de kan indgå ægteskab. En mand og en kvinde, der ønsker at gifte sig, kan indgå ægteskab i Danmark under visse betingelser. Blandt andet skal begge have lovligt ophold i Danmark og være fyldt 18 år. Ægteskaber i Danmark kan kun indgås på frivilligt grundlag. Det er derfor strafbart at forsøge at tvinge nogen til at indgå i et ægteskab, som de ikke selv ønsker. En ægtefælle, hvad enten det er kvinden eller manden, som ikke ønsker at fortsætte ægteskabet, har ret til at få separation i seks måneder og derefter ret til skilsmisse. Hvis parret er enige om at ville skilles, kan de få skilsmisse straks. Er de ikke enige, har en ægtefælle ret til skilsmisse straks, når der foreligger særlige forhold, for eksempel utroskab eller vold. I et ægteskab har moderen og faderen fælles forældremyndighed over deres fælles børn. Efter en skilsmisse fortsætter forældrene med at have fælles forældremyndighed over børnene. Hvis forældrene går fra hinanden, afgør de selv, hvordan de vil dele ansvaret for deres fælles børn. Ønsker en forælder forældremyndigheden alene, er det retten, der afgør, om den fælles forældremyndighed skal fortsætte. Eller om en af forældrene skal have forældremyndigheden alene. Mange børn bor på skift hos begge forældre og får nye forældre (”papforældre”) og søskende, hvis forældrene gifter sig eller flytter sammen med en ny partner.

DISKRIMINATION, ANTISEMITISME, HADFORBRYDELSER OG EKSTREMISME

Danmark er bygget på idealer om blandt andet frihed og demokrati. Disse idealer er fastlagt i Danmarks forfatning, grundloven. Grundloven bestemmer eksempelvis, at man kan sige eller skrive, hvad man vil (ytringsfrihed). Grundloven bestemmer også, at man kan vælge den religion, man ønsker (religionsfrihed). Grundloven beskytter også retten til at danne foreninger (foreningsfrihed) og til at forsamle sig for eksempel til demonstrationer (forsamlingsfrihed). Men det er ulovligt at misbruge friheden til visse former for forskelsbehandling, nemlig diskrimination. Der er tale om diskrimination, hvis man gør forskel på mennesker og behandler dem dårligere på grund af deres tro, politiske overbevisning, hudfarve, køn, etnicitet, seksuelle orientering, alder med videre. Der tales ofte om, at ”frihed skal bruges under ansvar”. Generelt har idealer om lighed og demokrati høj tilslutning i Danmark, men der er også eksempler på diskrimination. Undersøgelser tyder på, at næsten halvdelen af alle borgere med ikke-vestlig indvandrerbaggrund i Danmark har oplevet at blive diskrimineret på en eller anden måde på grund af deres etniske herkomst. Studier viser, at ansøgere med visse udenlandske navne har sværere ved at få en lejebolig eller blive inviteret til jobsamtale, også selv om de er lige så kvalificerede som ansøgerne med typisk danske navne. Man må heller ikke offentligt sige eller skrive noget, der nedværdiger, forhåner eller truer andre på grund af for eksempel deres race, hudfarve, tro eller seksuelle orientering. Ligeledes er det ulovligt at bruge sin ytringsfrihed til offentligt at opfordre til, at der begås en forbrydelse – eksempelvis ved at opfordre til vold mod en bestemt gruppe mennesker. Man må heller ikke offentligt udtrykke sin tydelige støtte til et allerede begået terrorangreb. Mange af disse regler er lavet for at beskytte religiøse, etniske og seksuelle minoriteter mod overgreb fra staten og mod overgreb fra andre borgere. For at beskytte minoriteter kan man således straffe forbrydelser særlig strengt, hvis de begås på grund af ofrets etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende. Sådanne forbrydelser kaldes også hadforbrydelser.

I perioden 2017-21 registrerede politiet i Danmark 2.620 sager om hadforbrydelser. 1.155 (54 procent) af sagerne var på grund af ofrenes race eller etnicitet, 792 (30 procent) på grund af ofrenes religion og 412 (16 procent) på grund af ofrenes seksuelle orientering. Forbrydelserne er typisk hadefulde ytringer, vold, hærværk eller trusler. Det svarer til 524 hadforbrydelser i gennemsnit per år i perioden eller mere end én sag hver dag. Den jødiske minoritet i Danmark er et eksempel på en gruppe, der er særligt udsat for hadforbrydelser. I perioden 2017-21 registrerede politiet 287 hadforbrydelser mod jøder. Det er et højt tal i betragtning af, at der kun bor i alt 6-8.000 jøder i Danmark. Mere end hver tredje af de hadforbrydelser, der blev begået i Danmark på grund af ofrets religion og mere end hver tiende af samtlige hadforbrydelser i Danmark blev begået mod jøder. Eksempelvis blev gravsten på en jødisk gravplads i Randers i 2019 overhældt med maling og væltet af mænd fra en nynazistisk bevægelse. Det skete symbolsk den 9. november, det vil sige på årsdagen for Krystalnatten i 1938, hvor nazisterne blandt andet smadrede og nedbrændte jødiske butikker, synagoger, boliger og skoler i Tyskland. Det mest alvorlige eksempel på en antisemitisk gerning i Danmark i nyere tid er givetvis terrorangrebet i 2015, hvor en terrorist med sympati for terrororganisationen Islamisk Stat skød og dræbte en jødisk vagt. Det skete da terroristen forgæves forsøgte at trænge ind i synagogen i det indre København.

Der er også eksempler på hadforbrydelser mod andre grupper. For eksempel blev en dansk partileder i 2020 dømt for i en video at udtale, at "danskerne og Danmark er alt for højt udviklet og avanceret til at kunne sameksistere med det meget lavtstående muslimske kulturaffald". Og i 2017 blev en mand dømt for at have spyttet og slået en homoseksuel mand i hovedet i et tog. I 2015 blev der malet nazistisk graffiti med trusler og sat ild til en bil på et asylcenter af en gerningsmand, som var modstander af den danske flygtningepolitik. Gerningsmanden blev idømt et og et halvt års fængsel. Andre gange bliver forbrydelser begået, fordi gerningsmændene ikke kan lide offerets politiske synspunkter. I 2003 blev daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller angrebet med maling i Folketinget på grund af Danmarks støtte til USA’s invasion af Irak (Irakkrigen). De to gerningsmænd blev idømt henholdsvis tre og fire måneders fængsel. Domstolene mente, at det var særligt alvorligt, at de havde angrebet repræsentanter for folkestyret. De senere årtier har Politiets Efterretningstjeneste (PET) måttet beskytte et stigende antal politikere med livvagter, fordi PET vurderer, at flere politikere er truet af angreb eller chikane.

LIGESTILLING MELLEM KØNNENE

Ligestilling mellem mænd og kvinder er i dag en af det danske samfunds grundværdier. Sådan har det ikke altid været. Der er stadigvæk udfordringer, men der er klart blevet mere ligestilling mellem de to køn i Danmark de sidste 150 år. Det skyldes ikke mindst kvindebevægelsens kamp for, at kvinder skulle have samme rettigheder som mænd og for at ændre samfundets traditionelle syn på kønsroller, for eksempel om manden skal bestemme over kvinden, eller om kvinder kan have seksuelle relationer før ægteskabet. En ting er, at mænd og kvinder stort set har fået lige rettigheder og pligter i vores samfund. Noget andet er, at mænd og kvinder fortsat klarer sig forskelligt på en række vigtige områder.

LIGELØN

Et af de vigtigste spørgsmål inden for ligestilling har været kampen for ligeløn. I 1914 tjente mænd, som arbejdede i industri eller håndværk, i gennemsnit 55 øre pr. arbejdstime og kvinder kun 30 øre. Og kvindelige lærere måtte indtil 1919 nøjes med to tredjedele af de mandlige læreres løn. Lønforskellene mellem mænd og kvinder er gradvis blevet mindre de sidste 100 år.

En milepæl på vejen var, da Folketinget i 1976 efter krav fra EF (det nuværende EU) vedtog lov om lige løn for samme arbejde. Men der mangler stadig lidt. I 2017 tjente kvinder i gennemsnit næsten 15 procent mindre end mænd i timeløn på hele arbejdsmarkedet. Beregninger, der tager højde for kvinders og mænds forskellige niveau af for eksempel uddannelse, erhvervserfaring og branche og arbejdsfunktion viser typisk en forskel i timeløn på 4-7 procent. At forskellen er blevet mindre skyldes især, at mændene over de sidste årtier er sakket bagud i forhold til kvinder, når det gælder uddannelse. Begge køn er bedre uddannet end før, men udviklingen er mest kommet kvinderne til gode. I 1960 fuldførte cirka fem procent af kvinderne og 16 procent af mændene på en årgang en videregående uddannelse (det vil sige over gymnasieniveau). I 2020 er det cirka 51 procent af kvinderne og 36 procent af mændene. Derudover er der kommet flere kvindelige ledere, selv om de fortsat er i mindretal. Andelen af kvindelige ledere på det danske arbejdsmarked er steget fra 19 procent i 2010 til 24 procent i 2017. Der er en markant større andel af kvindelige ledere i den offentlige sektor sammenlignet med den private sektor. I 2017 er der henholdsvis 44 procent kvindelige ledere i den offentlige sektor og 19 procent i den private sektor. Andelen af kvindelige ledere er dog større på de lavere lederniveauer end på de højere. I den offentlige sektor udgør kvinder 48 procent af mellemlederne og 31 procent af toplederne. Og i den private sektor udgør kvinderne 26 procent af mellemlederne og 12 procent på det øverste ledelsesniveau. En stor del af den forskel i løn, der er tilbage, skyldes, at der trods alt stadigvæk er flest mandlige ledere, og at mænd og kvinder arbejder i forskellige fag. Forskellen i løn mellem de forskellige faggrupper i den offentlige sektor blev bestemt for cirka 50 år siden. Det vil sige i en tid, hvor samfundet stadigvæk så mindre ligeværdigt på de to køn end i dag. Og sygeplejerskerne har ofte – blandt andet i forbindelse med en større strejke i sommeren 2021 – ytret utilfredshed med, at de traditionelle ”kvindefag” (for eksempel sygeplejersker) dengang blev placeret lavere end de typiske mandefag (for eksempel politibetjente), og at sygeplejerskerne efter egen opfattelse tjener for lidt. Der er dog uenighed om nøjagtig hvor meget, der endnu mangler, før der er ”lige løn for samme arbejde”. Det skyldes, at det i praksis er svært at vurdere, hvornår arbejde er ’det samme’ – det vil sige, præcis hvilken værdi forskellige faggruppers og forskellige medarbejderes arbejde skaber.

BARSEL

Et yderligere vigtigt spørgsmål om ligestilling drejer sig om barselsorlov. I 2002 kom den nuværende lovgivning med 52 uger i alt – fire uger før og 14 uger efter fødslen til moderen og to uger til faderen i forbindelse med fødslen. De resterende 32 ugers forældreorlov kan frit fordeles mellem far og mor. I praksis er det dog fortsat kvinderne, som tager langt størstedelen (i gennemsnit cirka 90 procent) af orloven, mens mænd tager cirka 10 procent. Forskellen gør, at kvinderne på grund af deres fravær fra arbejdspladsen ikke stiger så meget i løn, som mændene gør. Omvendt har mændene har mindre tid med deres børn. Noget af denne forskel vil formentlig rette sig fremover. Med virkning fra 2022 er der på baggrund af et EU-direktiv vedtaget nye regler, så faderen skal tage mindst 11 uger (cirka 2,5 måned) af orloven.

SEKSUELLE KRÆNKELSER

I 2017 bredte der sig via sociale medier og hashtagget #Me-Too (også mig) en ny international bevægelse, den såkaldte Me-Too-bevægelse. Bevægelsens angrebsmål var seksuelle krænkelser og chikane. Anledningen var en række anklager fra flere kvinder i den amerikanske filmbranche om overgreb. Dem var der mange af, skulle det vise sig. Hurtigt bredte bevægelsen sig til mange lande, hvor kvinder stod offentligt frem med, at de også havde været ude for lignende oplevelser. I Danmark slog bevægelsen først for alvor igennem i 2020, efter at tv-værten Sofie Linde i et gallashow med prisuddeling til komikere begyndte at tale om noget helt andet end komikere, nemlig om sine egne oplevelser inden for tv-branchen med sex-chikane og krænkelser. Det blev en gnist, der tændte en stor brand. For derfra gik udviklingen stærkt. For der var mange, der havde lignende oplevelser – ikke mindst i mediebranchen, filmbranchen, kulturlivet og i det politiske liv. Det medførte, at fremtrædende politikere blev tvunget til at træde tilbage, og at kendte mediepersoner mistede deres job. Seksuelle krænkelser og chikane findes også mange andre steder, men det er mindre synligt, når det foregår i mindre profilerede brancher. Det kan for eksempel være butiksassistenter, SOSU-assistenter eller sygeplejersker. Når seksuelle krænkelser begås af ledere eller folk i overordnede stillinger, handler det også om magt, fordi medarbejderne – af frygt for deres karriere – kan synes, at det er svært at sige fra. Blandt andet derfor har fagbevægelsen også fået fokus på seksuelle krænkelser. Et af resultaterne er, at mange arbejdspladser arbejder med at ændre kulturen på arbejdspladsen, gøre det lettere for medarbejdere at anmelde krænkerne og slå hårdere ned på krænkelser, når de sker. I 2021 er en såkaldt samtykkebaseret lovgivning om voldtægt trådt i kraft. Den har til formål bedre at beskytte personer mod uønsket sex. Som loven var indtil da, var det voldtægt, hvis der blev brugt vold, trusler om vold eller anden ulovlig tvang. Eller hvis et samleje blev gennemført, selv om offeret var ude af stand til at sige nej (for eksempel var bevidstløst). Med den nye lov kan der også straffes for voldtægt, hvis samlejet gennemføres, uden at begge parter har givet samtykke, selv om der for eksempel hverken er brugt vold eller trusler. Et samtykke betyder ikke, at begge parter skal sige ”ja”. Et samtykke til samleje kan komme til udtryk både ved ord og handling.

SUNDHED OG SUNDHEDSVÆSEN

Sundhed er et af de områder, som vælgerne synes, er allervigtigst. Sundhedsvæsenet er også det område – kun overgået af overførselsindkomsterne – som det offentlige bruger flest penge på i Danmark. I 2021 udgjorde sundhedsvæsenet 10,8 procent af Danmarks samlede økonomi – og udgifterne er vokset hurtigt de seneste årtier. Årsagen til denne stigning er til dels, at der er blevet flere ældre, men stigningen skyldes især, at teknologien hele tiden giver flere og bedre, men også dyrere muligheder for at behandle sygdomme.

SUNDHED I ET HISTORISK PERSPEKTIV

Et stykke op i 1800-tallet var middellevetiden i befolkningen kun cirka 40 år, og en stor del af befolkningen døde allerede som børn. Siden da er folkesundheden forbedret væsentligt. Den danske befolkning lever nu meget længere. Middellevetiden er (i 2022) 83,1 år for kvinder og 79,4 år for mænd. Et andet resultat af den forbedrede sundhed er, at befolkningen er blevet meget højere. Gennemsnitshøjden er siden midten af 1800-tallet vokset fra cirka 165 cm for mænd og 155 cm for kvinder til 181,4 cm for mænd og 167,2 cm for kvinder (for fødte i 1996). Den forbedrede sundhed skyldes en række forskellige faktorer, som for alvor tog deres begyndelse i 1800-tallet. For det første kan der produceres meget mere mad. Det gør, at alle har nok at spise og dermed også bedre kan modstå sygdomme. For det andet har lægevidenskaben udviklet sig betydeligt: Videnskaben ved meget mere om bakterier, virusser og andet, der gør os syge, og dermed også om, hvordan sygdomme kan forebygges og behandles. For det tredje er hygiejnen forbedret med for eksempel underjordiske kloakker, rindende drikkevand, toiletter og sundere boliger. Der er også en større almen viden i befolkningen om, hvor vigtig god hygiejne er i forhold til at undgå sygdomme. For det fjerde er der blevet opbygget et sundhedsvæsen, hvor alle borgere har adgang til at komme til læge og på sygehus. Københavns Kommunehospital (bygget 1858-63) var et af Danmarks første ”moderne” sygehuse. I sidste halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev der bygget over 100 sygehuse i Danmark. Fra 1893 gav staten tilskud til sygekasser, som var forsikringsordninger i forhold til sygdom: Hvis man betalte et fast bidrag til sygekassen, kunne man til gengæld få dækket udgifterne, når man var hos for eksempel en praktiserende læge. Sygekasserne bestod indtil 1973, hvor de blev afløst af et helt igennem offentligt system: Den offentlige sygesikring.

ÆNDRINGER I SYGDOMSBILLEDET

Den samfundsudvikling, der har gjort os meget rigere på få generationer, har ikke bare givet os råd til bedre behandling og fået udryddet mange af de sygdomme, der følger med underernæring. Den har samtidig givet os råd til at spise meget mere (fed og sukkerholdig) mad, samt ryge og drikke mere alkohol. Det har ført til, at der i Danmark, som mange andre lande, er sket en stor vækst i antallet af såkaldte livsstilssygdomme, det vil sige sygdomme, man har øget risiko for at få på grund af den måde, man lever på. Det kan for eksempel være sygdomme som kræft, hjertekarsygdomme, sukkersyge og KOL. Den ændrede levemåde er blandt andet også afspejlet i, at andelen af borgere, som er svært overvægtige, er steget fra 5-6 procent i 1987 til 18 procent i 2021. Livsstilssygdommene er også helt afgørende for, at der – selv om størstedelen af sundhedsvæsenet er gratis – fortsat er ”social ulighed i sundhed”. For de fleste livsstilssygdomme hænger i høj grad sammen med en række sociale forhold, ikke mindst uddannelsesniveau. Der er således flere personer med kort uddannelse, der ryger, spiser usundt eller dyrker lidt eller ingen motion. Omvendt er der lidt flere med lang uddannelse – særligt blandt personer over 65 år – der drikker meget alkohol. Men samlet set har personer med kort uddannelse større risiko for at få en række sygdomme og dø forholdsvis tidligt end personer med lang uddannelse. Ufaglærte lever for eksempel i gennemsnit fem-syv år kortere end akademikere. Der er vedtaget en række love, som skal få flere til at leve sundere. For eksempel skal man være fyldt 16 år for at kunne købe øl og vin i butikkerne (med et indhold af alkohol på mellem 1,2 og 16,5 procent) og 18 år for at købe cigaretter og stærk spiritus (med et indhold af alkohol på 16,5 procent og derover).

Rygning er den største enkeltstående årsag til sygdom og død i Danmark. Cirka 16.000 mennesker dør årligt som følge af rygning. For at få folk til at ryge mindre er det blevet forbudt at ryge indendørs på arbejdspladser og langt de fleste, restauranter, caféer, barer og diskoteker. Elever i folkeskoler og på ungdomsuddannelser (for eksempel gymnasier og erhvervsskoler) har forbud mod at ryge i skoletiden – også uden for skolens område. Derudover skal cigaretter og anden tobak gemmes væk i butikkerne, så de ikke kan ses af kunderne. I 2019 aftalte et politisk flertal at hæve prisen på en pakke cigaretter fra cirka 40 kr. til 55 kr. i 2020 og yderligere til 60 kr. i 2022. Videre har der de seneste år har været øget fokus på mentalt helbred og psykiske lidelser og sygdomme. Sundhedsstyrelsens undersøgelse ’Den Nationale Sundhedsprofil’ viser, at den danske befolkning overordnet har et godt mentalt helbred. Flere og flere danskere over 16 år angiver dog, at de har et dårligt mentalt helbred (fra 10 procent i 2010 til 17,4 procent i 2021). Udviklingen i dårligt mentalt helbred ses særligt hos unge i alderen 16-24 år. Blandt kvinder i denne aldersgruppe er andelen, der oplever dårligt mentalt helbred, steget fra 15,8 procent til 34,4 procent og blandt mænd fra 8,3 til 21,1 procent i perioden 2010-2021).

DET DANSKE SUNDHEDSVÆSEN

Det er de fem regioner, der står for driften af langt størstedelen af sundhedsvæsenet. Det gælder sygehusene, som er gratis for patienterne. Det gælder også den offentlige sygesikring, der giver alle borgere med bopæl i landet ret til gratis hjælp hos praktiserende læge og speciallæge samt tilskud til blandt andet behandling hos fysioterapeut, tandlæge, psykolog og køb af medicin på apoteket. De praktiserende læger, speciallæger, fysioterapeuter, tandlæger, psykologer med flere er selvstændige erhvervsdrivende. De aflønnes dog helt eller delvist af den offentlige sygesikring. Det er således gratis at gå til sin praktiserende læge som er indgangen til sundhedsvæsenet. Langt de fleste borgere er tilmeldt en fast praktiserende læge, som også kaldes ”egen læge”. I de fleste tilfælde afslutter den praktiserende læge selv undersøgelsen eller behandlingen af en patient. Men patienten kan også henvises (sendes videre) til en praktiserende speciallæge (for eksempel hudlæge, kirurg, gynækolog eller neurolog) eller til et sygehus, hvis den praktiserende læge vurderer, at der er behov for det. De seneste årtier er mange sygehuse blevet nedlagt i Danmark. I stedet er behandlingerne blevet samlet på langt færre, men til gengæld større, sygehuse. Et vigtigt formål med denne sammenlægning er at opnå en højere kvalitet i behandlingen, fordi lægerne og sygeplejerskerne kan få større erfaring og rutine med komplicerede behandlinger, og fordi de store sygehuse bedre har

råd til at købe det nyeste og bedste udstyr. Denne udvikling har dog også udløst en del utilfredshed i dele af befolkningen, fordi mange byer har mistet deres lokale sygehus og dermed også arbejdspladser, og fordi en stor del af befolkningen har fået større afstand til et sygehus. Mens sygehuse og praktiserende læger er gratis, er der også dele af sundhedsvæsenet, hvor patienterne selv betaler helt eller delvist. Der er for eksempel tilskud, når man køber medicin på recept, men en del af beløbet op til en grænse skal man selv betale (egenbetaling). Man skal også som hovedregel betale en del af regningen selv, når man er til psykolog. Men der er tilskud til visse patienter, hvis deres læge har henvist dem, for eksempel fordi de har været ofre for en alvorlig ulykke, forsøgt at begå selvmord eller har angst eller depression. Tandpleje er gratis for børn og unge op til og med 19 år. Og frem mod 2025 vil aldersgrænsen for gratis tandpleje blive hævet til 21 år. Derefter er der tilskud til visse undersøgelser og behandlinger, men egenbetalingen på tandpleje er generelt høj. Kommunerne har også ansvaret for en del af sundhedsvæsenet – ikke mindst for at tage sig af syge, efter at de er udskrevet fra sygehuset, og når det gælder om at forebygge sygdomme. Det er således kommunerne, der står for blandt andet pleje og genoptræning efter sygehusindlæggelse, og også hjemmesygepleje, behandling af alkohol- og stofmisbrug, børne- og ungdomstandpleje samt socialpsykiatri og forebyggelse, herunder tilbud om hjælp til rygestop.

KLIMA

GLOBAL OPVARMNING – ET GLOBALT PROBLEM

Forbrug af store mængder energi – i form af afbrænding af kul, olie og gas (samlet kaldet fossile brændsler) – inden for blandt andet produktion og transport har været helt afgørende for at skabe de seneste 150 års store økonomiske vækst. Men det har også ført til en stor udledning af CO2 og andre såkaldte drivhusgasser i atmosfæren. Man taler om drivhusgasser og ”drivhuseffekten”, fordi disse gasser – ligesom et drivhus – på den ene side lukker solens stråler ind, men på den anden side forhindrer, at varmen slipper ud igen. Jo flere drivhusgasser, der er i atmosfæren, desto mindre varme lukkes ud af atmosfæren igen. Det påvirker klimaet, så der sker en global opvarmning, som truer med på verdensplan at skabe flere områder dækket af ørken, flere oversvømmelser og mere ekstrem varme. Konsekvensen vil blive, at mennesker får sværere ved at leve i store dele af verden. Det har betydet, at Danmarks udledning siden 1990 er faldet med cirka 20 procent. Men globalt er udledningen af drivhusgasser steget meget i samme periode – for Jordens befolkning vokser hurtigt, og flere får penge til at købe mere. Det kræver mere produktion, og dermed lukkes flere drivhusgasser ud i atmosfæren. Danmark udleder cirka en tusindedel (1/1000) af verdens klimagasser. Problemet kan derfor kun løses, hvis andre lande også reducerer deres udslip. Derfor er internationalt samarbejde afgørende. Verdens lande har – ikke mindst i FN – haft fokus på at løse problemet. Der er indgået en række internationale aftaler, herunder den såkaldte Paris-aftale i 2015, som forpligter næsten alle verdens lande til at bidrage til at reducere det globale udslip af drivhusgasser over de kommende årtier. Desuden har man aftaler inden for EU med højere ambitioner end Paris-aftalen.