Loading...

  • 21 Sep, 2024

Fakta-ark 16 - Borgernes rettigheder og pligter

Fakta-ark 16 - Borgernes rettigheder og pligter

Borgernes rettigheder og pligter medborgerskabsprøven Fakta-ark 16

Det danske samfund er et demokrati og et velfærdssamfund. Det betyder, at borgerne har en række rettigheder. For det første har borgerne demokratiske rettigheder, som omfatter politiske rettigheder og frihedsrettigheder.
For det andet har borgerne i velfærdssamfundet nogle sociale rettigheder, som omfatter retten til en række sociale tilbud og ydelser. Omvendt har borgerne også nogle pligter. Det er bl.a. skattepligt og værnepligt*.

Dette fakta-ark handler om:
• Rettigheder
• Pligter


RETTIGHEDER

Politiske rettigheder
Politiske rettigheder er bl.a. retten til at stemme ved valg og til at opstille* som kandidat til bl.a. Folketinget eller kommunalbestyrelser.
Frihedsrettigheder
Disse rettigheder er bl.a.:
• Religionsfrihed, dvs. retten til selv at vælge religion
• Ytringsfrihed, dvs. retten til at sige og skrive det, man mener, uden først at have fået tilladelse af myndighederne
• Forsamlingsfrihed, dvs. retten til at mødes (også offentligt), fx for at demonstrere uden først at have fået tilladelse af myndighederne
• Foreningsfrihed, dvs. retten til at danne foreninger med lovligt formål uden først at have fået tilladelse af myndighederne


Sociale rettigheder

Sociale rettigheder er bl.a. retten til at modtage forskellige former for ydelser* og tilbud, hvis man har brug for hjælp. Det kan fx være gratis lægehjælp, hvis man er syg, eller økonomisk støtte, hvis man ikke kan forsørge sig selv.


PLIGTER

Skattepligt

Man har pligt til at betale skat af sine indtægter. Man skal ikke kun betale skat af løn, men også af fx mange sociale ydelser og af SU – statens uddannelsesstøtte. Man skal også betale skat af fx indtægter af renter i banken og af gevinster ved at sælge aktier*. I nogle tilfælde skal man betale skat af gaver, som man får fx af sin familie. Det afhænger bl.a. af gavens værdi, og hvem man har fået den af.

Værnepligt

Alle mænd i Danmark har pligt til at være med til at forsvare landet. Det kaldes værnepligt. Derfor bliver alle danske mænd, der bor i Danmark, automatisk indkaldt til den såkaldte ”Forsvarets Dag”.
Der har indtil nu ikke været værnepligt for kvinder. Men det kommer til at ændre sig, for det er besluttet, at kvinder fra 2027 også skal aftjene værnepligt på lige fod med mænd.
Kvinder inviteres dog også til ”Forsvarets Dag” og kan frivilligt melde sig som soldater. På ”Forsvarets Dag” skal de unge kvinder og mænd igennem forskellige tests og en helbredsundersøgelse. Det vurderes derefter, om de unge er egnede til militærtjeneste. Normalt bliver ca. halvdelen af de unge erklæret egnede*.
Derefter trækker alle mænd et lodnummer som skal bruges, hvis der ikke er frivillige nok til at aftjene værnepligt.
Hvis man som mand bliver tvunget til at aftjene værnepligt i enten Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen, kan man nægte begge tjenester og søge om at aftjene sin værnepligt igennem militærnægterordningen. Så skal man aftjene sin værnepligt ved fx at arbejde i offentlige institutioner eller nødhjælpsorganisationer.
Hvis man frivilligt aftjener sin værnepligt, kan man vælge mellem at være i enten Forsvaret eller Beredskabsstyrelsen. Værnepligten varer normalt fire måneder i Forsvaret og ni måneder i Beredskabsstyrelsen. Som led i ønsket om at styrke det danske forsvar er det også aftalt, at værnepligtige fremover som udgangspunkt skal gøre tjeneste i 11 måneder.
I 2023 var der ca. 3.500 unge mænd, der aftjente værnepligt i Forsvaret, og ca. 1.200 kvinder gjorde frivillig tjeneste. I Beredskabet var der i 2023 ca. 380 unge mænd, som aftjente værnepligt, og ca. 145 kvinder gjorde frivillig tjeneste – i alt cirka 525. Tidligere var behovet for værnepligtige større, og der var derfor flere værnepligtige i Forsvaret end i dag. Fx var det ca. 24.000 i 1970, 10.500 i 1990 men det tal faldt til ca. 4.300 frem mod 2015. De senere år er antallet steget lidt (til 4.700 i 2023). Og det er i 2024 besluttet, at der skal indkaldes endnu flere soldater, således at antallet af værnepligtige soldater skal øges til 7.500. Det er også besluttet, at tjenestetiden forlænges fra fire til 11 måneder.