Danmarks første lov om indfødsret

Den første forordning om dansk indfødsret som blev trykt i 1000 eksemplarer og skrevet d.15.Januar 1776.
Forordning blev offentliggjort d.29.Januar 1776. Som var på konge Christian 7.s fødselsdag.
Denne forordningen om indfødsret var det første politiske udslag af den danske nationalisme, der særligt fra 1800 vandt indpas.

Indfødsretsforordningen fra 1776 var ikke en egentlig statsborgerskabslov, men den opfattes ofte som sådan, fordi den havde flere af en statsborgerskabslovs karakteristika.

Christian 7 som regent fra 1766 til 1808. fastslog at alle embedsstillinger skulle besættes af folk født i det danske monarki. Det vil sige, at embedsmænd skulle være født i Danmark, Norge eller hertugdømmerne, med mindre deres arbejde var påbegyndt inden 1776 og de havde fået tilkendt et såkaldt "Naturalisations brev". 
Baggrunden for forordningen var, at der igennem 1600 og 1700 tallet opstod en stadigt voksende udenlandsk overklasse i Danmark bl.a. i hæren og ved hoffet. Forordningen var en direkte reaktion på den indflydelse, kongens tyske livlæge Johan Struensee havde på kongens politik i årene frem til Struensees henrettelse i 1772.  
loven var blandt andet, at "Landets Børn skal nyde Landets Brød".

Oprindelig indebar indfødsretten, at det alene var de indfødte i staten, som skulle have adgang til statens embeder og ikke udlændinge. Indfødsret skulle ikke sidestilles med statsborgerret, da opholdsret, adgang til at drive næring og senere til at opnå understøttelse, valgret og valgbarhed ikke var betinget af fødsel inden for riget.

Med denne lov blev det bestemt, at udlændinge med formue eller specielle, nødvendige kundskaber kunne søge om at få samme rettigheder som danskfødte. Desuden forbeholdt kongen sig ret til at tildele indfødsret til enhver, han fandt egnet eller som havde gjort sig fortjent til forfremmelse.

Da indfødsret kun var knyttet til visse embeder var antallet af ansøgere om naturalisation begrænset indtil omkring 1880'erne. Igennem 1800 tallet blev en række andre rettigheder knyttet til indfødsretten. 
I 1849 blev det i Grundlovens §54 bestemt, at udlændinge kun kunne opnå indfødsret ved lov.

Ove Høegh Guldberg (1731-1808). Som var historiker og kabinetssekretær for for Christian 7. Ved publiceringen af forordningen om indfødsretten udnævnt til ridder af Dannebrog. Man mener at det formentlig var Guldberg, som skabte ordet "Indfødsret", da Schack Rathlou anvender det under sin henvisning i "Pro Memoria" d.4.Januar 1776 til Guldbergs nu forsvundne udkast.

Forordningen om indfødsretten er baggrunden for, at betegnelsen indfødsret i senere lovgivning er blevet anvendt synonymt med statsborgerskab.